Klager og konfliktløsning
Hvis du mener, at din energileverandør har midligeholdt jeres aftale (f.eks. med hensyn til aftalevilkår, tjenestens kvalitet osv.), kan du indgive en klage til din gas- eller elleverandør. Din energileverandør skal oplyse dig om, hvordan du kan gøre dette. Det skulle sikre dig en hurtig afgørelse af tvisten og en refusion og/eller godtgørelse, hvis du er berettiget til det.
Hvis du ikke er tilfreds med behandlingen af din klage, har du også ret til at sende den til et uafhængigt organ, f.eks. en energiombudsmand, for at løse konflikten uden en retssag .
Disse muligheder begrænser ikke din ret til sidenhen at indbringe sagen for en domstol.
Eksempel
En ombudsmand kan hjælpe med din klage
Helen fra Frankrig var utilfreds med sin elregning. Hun kunne ikke forstå, hvordan virksomheden havde beregnet det samlede beløb, hun skulle betale, og det virkede alt for højt.
Hun klagede skriftligt til elleverandøren, men fik ikke noget tilfredsstillende svar. 8 uger efter at have indgivet klagen, som ikke var blevet løst af virksomheden, besluttede Helen sig for at indbringe sagen for ombudsmanden på energiområdet. Ombudsmanden bad virksomheden om at forklare, hvad der var sket, og rette op på problemet. Virksomheden indrømmede, at den havde begået en fejl i beregningen af Helens regning. Derudover ændrede den sin standardregning for at gøre oplysningerne lettere at forstå for forbrugerne.
Nationale kontaktpunkter vedrørende energi
Du skal i dit medlemsland have adgang til et kontaktpunkt , som kan give dig alle de nødvendige oplysninger om dine rettigheder som energiforbruger, gældende lovgivning og effektiv behandling af konflikter med en gas- eller elleverandør.
Nationale tilsynsmyndigheder
Dine rettigheder som energiforbruger i EU skal være fastlagt i de nationale love i dit land. Få mere at vide ved at kontakte din nationale tilsynsmyndighed , som skal sikre, at forbrugerne er beskyttet i overensstemmelse med EU-lovgivningen.