Hovdyr er en betegnelse, som bruges bredt om nogle ikke nærmere beslægtede planteædende pattedyrgrupper, hvor kløerne er omdannet til hov- eller klovlignende dannelser; i snæver forstand betegner hovdyr ordenen uparrettåede hovdyr (Perissodactyla).
Et gennemgående træk hos disse store planteædere er evnen til hurtigt løb — et middel til at undslippe rovdyr. Den bygningsmæssige tilpasning hertil består i en reduktion i antallet af fingre og tæer samt en forlængelse af benene ved udvikling af tågang. Dvs. det, der svarer til hånd- og fodfladen hos mennesker, er hævet fra jorden, og hovdyrene støtter på det yderste tåled. I forbindelse hermed er den oprindelige krumme klo omdannet til en solid, hætteformet dannelse. Klopladen (kloens overside) er ret kort, stærkt forhornet og kun bøjet på tværs, ikke (eller kun i ringe grad) på langs; klosålen (kloens underside) er tyk og fast. Klopladens forrand, klosålen og i varierende grad den bagvedliggende, ofte stærkt forhornede yderste tåpude danner den samlede støtteflade.
Den brede anvendelse af betegnelsen omfatter ud over de uparrettåede hovdyr, dvs. heste, næsehorn og tapirer, også ordenen de parrettåede hovdyr (Artiodactyla), dvs. svin (gruppen omfatter svin, navlesvin og flodheste), kameler (gruppen omfatter kameler og lamaer) og drøvtyggere (dvs. dværghjorte, hjorte, giraffer, gaffelbukke, okser/kvæg, får, geder og antiloper), der også kaldes klovdyr.
Desuden er der udviklet hove hos elefanter, ligesom de fandtes hos nogle uddøde pattedyrordener. Fx ses i det på daværende tidspunkt isolerede Sydamerika et udviklingsforløb hos gruppen Litopterna, der er forbavsende parallelt med det, vi kender hos heste. Hove og klove er altså opstået flere gange uafhængigt af hinanden under pattedyrenes evolution, primært som en tilpasning til hurtigt løb hos store planteædere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.