En gaffelbuk-han tygger drøv i typisk åbent habitat. Gaffelbukke undgår områder, hvor de ikke kan se langt, angiveligt for at sikre sig mod rovdyr.
Gaffelbukken er et parrettået hovdyr fra Nordamerikas prærier. Den minder om en antilope, men er nærmere beslægtet med girafferne.
Antilocapra americana
Den er den sidste overlevende art i en familie, som engang var en af de dominerende planteædende hovdyr i Nordamerika. Med en topfart på næsten 100 km/t er gaffelbukken verdens næsthurtigste sprinter.
Gaffelbukken er det eneste nulevende medlem af familien Antilocapridae, der hører til i underordenen drøvtyggere (Ruminantia) og ordenen parrettåede hovdyr (Artiodactyla).
Gaffelbukfamilien er en søstergruppe til giraffamilien (Giraffidae), og på trods af dens antilopelignende udseende er gaffelbukken nærmere beslægtet med girafferne end med antiloperne.
Gaffelbukfamilien kendes kun fra Nordamerika. Den opstod for omkring 18,5 millioner år siden og udviklede sig til en mangfoldig og artsrig gruppe, der på et tidspunkt talte 15 arter fordelt på 9 slægter. Blandt de forhistoriske arter optrådte mange forskellige former for, bl.a. en slægt med seks horn.
Familien udviklede tilpasninger til at leve på åbne sletter og ikke mindst til at undgå de store rovdyr, der huserede i disse områder. Det resulterede i langbenede arter, som var bygget til at vandre langt og løbe stærkt; antiloper og hestefamilien har gennemgået en lignende evolution.
Gaffelbukken vejer 30-80 kg og har en skulderhøjde på 80-90 cm. Der er ikke stor forskel i størrelsen på kønnene; hannerne er i gennemsnit omkring 10 % større end hunnerne.
Den er rødbrun på oversiden og hvid på undersiden med to store hvide pletter på halsen og et komplekst mønster af sorte, hvide og brune tegninger på hovedet. Desuden har den et iøjnefaldende hvidt spejl på rumpen med hår, der kan rejses, så spejlet bliver endnu større; det bruges bl.a. som et advarselssignal.
Gaffelbukkens øjne er store og placeret højt på hovedet.
Det mest karakteristiske ved gaffelbukken er dens unikke horn. Hos hannen bliver hornene 24-30 cm lange, mens de hos hunnerne kun når en længde på 0,5-7 cm.
Ved første blik kunne de ligne hornene hos skedehornede hovdyr som antiloper og geder, og ligesom hos de skedehornede består gaffelbukkens horn af en stejle af benmasse beklædt med en hornskede af keratin. Gaffelbukkens horn er dog forgrenede, deraf navnet, hvilket aldrig ses hos de skedehornede hovdyr.
Gaffelbukhannerne afkaster hornskeden, men ikke benstejlen, hvert år efter yngleperioden. Hunnerne smider deres hornskede mere uregelmæssigt. Inden den gamle hornskede fældes, vokser en ny frem indenunder. Dette er en mellemting mellem, hvad man ser hos hjorte, der årligt afkaster deres gevir, og de skedehornede hovdyr, som aldrig fælder hornskederne.
Den uafhængige evolution af horn hos gaffelbukkene og de skedehornede er et eksempel på konvergent evolution.
I en stor del af dens historie delte gaffelbukfamilien de nordamerikanske sletter med rovdyr som amerikansk løve, to arter af geparder, der var halvanden gange større end nutidens afrikanske gepard, og en stor "jagthyæne". Det førte til, at de udviklede sig til nogle af de hurtigste løbere i dyreriget.
Den nulevende gaffelbuk kan sprinte op til næsten 100 km/t, en fart der kun overgås af geparden. Gaffelbukken har også en enestående evne blandt pattedyr til at holde en høj fart over lange distancer. Den kan løbe med 70 km/t i mere end 10 kilometer i træk.
Gaffelbukken har en række morfologiske og fysiologiske tilpasninger til både at kunne løbe hurtigt og langt, deriblandt et exceptionelt stort hjerte, store lunger og en usædvanlig effektiv evne til at pumpe ilt ud til musklerne. Eksempelvis kan en gaffelbuk transportere fem gange mere ilt rundt i kroppen end en tamged af nogenlunde samme størrelse.
Under langvarigt løb, hvor gaffelbukkens kropstemperatur stiger, benytter den et særligt system til at nedkøle blodet, der sendes til hjernen. På den måde undgår den at overophede hjernen.
Gaffelbukken findes i USA, det sydlige Canada og det nordlige Mexico. Her lever den i 0-3.350 meters højde. Den bebor altid åbne vidder, hvor den kan se langt, fx prærier og ørkener.
Nogle bestande af gaffelbukke foretager årlige vandringer på op til 160 km. De vandrer som regel for at komme til snefri områder om vinteren.
Om sommeren består gaffelbukkens føde hovedsagelig af urter, men om vinteren, hvor urter er en mangelvare, nippe den i stedet blade af buske, mens den æder græsser om foråret. På tørre levesteder kan den også æde kaktus.
Den beskrives som meget selektiv og vil altid vælge de planter og plantedele, der har det højeste proteinindhold.
Gaffelbukken er drøvtygger med fire mavekamre og har en effektiv fordøjelse af fiberrig plantekost.
Gaffelbukke er sociale. Om vinteren kan de samles i store, blandede flokke på op til omkring 1.000 individer af både hunner og hanner. Om foråret splittes de op i mindre grupper med enten hunner og deres unger eller ungkarle på 1-2 år. Fælles for disse flokke er, at medlemmerne ikke har tætte sociale bånd, med undtagelse af mødre og deres unger, og at individer løbende slutter sig til og forlader grupperne.
Uden for vintertiden lever de voksne hanner over tre år for sig selv. De forsvarer et territorium mod andre hanner og socialiserer med de hunflokke, der bevæger sig gennem deres område.
Parringstiden ligger om efteråret. Gaffelbukkenes parringsadfærd er helt speciel. Omkring to uger inden brunsten begynder hunnerne at besøge den ene han efter den anden for at se dem an. De vælger selv den eller de partnere, som de ønsker at parre sig med.
Hunnerne er ikke ude efter de største hanner, men bedømmer hannerne på deres udholdenhed, manifesteret ved deres evne til at løbe i mange timer hver dag for at beskytte deres territorium og harem. Resultatet er, at hannerne ikke har udviklet sig til at være store og muskuløse, men er slanke og letbyggede. Det ender typisk med, at hunnerne fokuserer på et mindre udvalg af hanner i området; på den måde kan de mest populære hanner have et midlertidigt harem.
Slåskampe mellem hanner er sjældne, men når de forekommer, fører 1/3 af dem til alvorlig skade eller død. En han har 12 % risiko for at miste livet pga. en slåskamp, og hanner slås derfor kun, hvis en drægtig hun kigger på.
Slåskampe mellem hanner kan udløses af, at hunner løber frem og tilbage mellem to rivaler. Det er blevet foreslået, at hunner gør det helt bevidst for at teste hannerne.
Gaffelbukken adskiller sig fra andre hovdyr ved stort set altid at få tvillinger; andre hovdyr får normalt kun én unge ad gangen. Drægtigheden varer omkring otte måneder.
Når fødslen nærmer sig, forlader hunnen flokken og føder sine unger i skjul. Efter få dage kan de nyfødte unger løbe, men moren holder dem skjult de første 2-4 uger, før hun indlemmer dem i flokken.
Tidligere troede man, at hunner kun parrede sig med en enkelt han per ynglesæson, men genetiske faderskabsundersøgelser har afsløret, at 44 % af tvillingerne har forskellige fædre.
Grøn Trepart skal forbedre vandmiljøet og sikre mere dansk natur. Bag aftalen står et bredt flertal i Folketinget. På lang sigt omfatter aftalen en CO2-afgift på landbruget og en omfattende arealomlægning, hvor store landbrugsområder bliver til natur.
Bag de utallige krige i Mellemøsten ligger geopolitik, økonomi og religion. Og meget mere. Hvert land har sin krigshistorie og sin plads i stormagternes opgør. Læs blandt andet om de israelske forsvarsstyrker IDF i vores tema.
Bliv klogere på krigen i Ukraine. Ruslands invasion den 24. februar 2022 gjorde med et slag den blodige krig og Ukraines og Ruslands tætte forhistorie et af tidens vigtigste emner. Læs blandt andet om den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj i vores tema.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.