okser

Okserne tilhører de parrettåede hovdyr (orden Artiodactyla), drøvtyggerne (underorden Ruminantia) og de skedehornede hovdyr (familie Bovidae). Nærmere bestemt udgør okserne en stamme, Bovini (se Figur 1).

Den enigmatiske saola, der blev opdaget af videnskaben i Vietnam i 1992, er også blevet placeret i Bovini, om end den på mange måder mere ligner en antilope end en okse.

Nedenfor vises de nulevende slægter og arter af okser. Der anerkendes 12 vilde arter samt fire tamarter (tamkvæg, tamvandbøffel, tam-yak og gayal). Koupreyen, som først blev beskrevet videnskabeligt i 1937, regnes dog af mange for uddød.

Bisoner (slægten Bison) med 2 arter:

• amerikansk bison (Bison bison), vægt: 360-1.000 kg
• europæisk bison (Bison bonasus), vægt: 350-1.000 kg.

Egentlige okser (slægten Bos) med 7 arter:

• gayal (Bos frontalis) (tamform af gaur)
• gaur (Bos gaurus), vægt: 440-1.000 kg
• tam-yak (Bos grunniens)
• yak (Bos mutus), vægt: 535-1.200 kg
• banteng (Bos javanicus), vægt: 400-900 kg
• kouprey (uddød?) (Bos sauveli), vægt: 600-900 kg
• tamkvæg (og den uddøde urokse) (Bos taurus).

Asiatiske bøfler (slægten Bubalus) med 5 arter:

• vandbøffel (Bubalus arnee), vægt: 250-1.200 kg
• tamvandbøffel (Bubalus bubalis)
• anoa (Bubalus depressicornis), vægt: 150-300 kg
• bjerganoa (Bubalus quarlesi), vægt: 150-300 kg
• mindorobøffel (Bubalus mindorensis), vægt: 200-300 kg.

Afrikansk bøffel (slægten Syncerus) med 1 art:

• afrikansk bøffel (Syncerus caffer), vægt: 350-900 kg.

Saola (slægten Pseudoryx)med 1 art:

• saola (vu quang-okse) (Pseudoryx nghetinhensis), vægt 70-100 kg.

Otte ud af de 12 arter af vilde okser er massive dyr, der kan veje op til 800 kg, nogle endda helt op til 1.200 kg. Anoaerne og mindorobøflen vejer blot 150-300 kg og regnes for ø-dværgformer af okser. Den særegne saola vejer kun op til 100 kg.

Hannerne (tyrene) kan være markant større end hunnerne (køerne). Hos gauren kan hannerne blive 75 % større end hunnerne, og hos yak kan hannerne veje hele tre gange så meget som hunnerne.

De egentlige okser og bisonerne har en pukkel på ryggen, særligt udtalt hos hannerne, der får dem til at se større og mere frygtindgydende ud i profil. Samme effekt har bisonernes skæg og doglæppen hos gaur og kouprey, en gardinlignende hudflig, som hænger under halsen på dem. Både bisonskægget og doglæppen er mest udpræget hos hannerne.

Okser er skedehornede hovdyr, hvilket betyder, at de i modsætning til hjorte, der har gevir, som smides hvert år, har horn, der vokser hele livet igennem. Hos okserne vokser hornene ud til siden fra en forstærket pandebrask. De store oksearter udvikler kraftige, halvmåneformede horn, der er særligt store hos hannerne. De mest imponerende horn ses hos vandbøffel og afrikansk bøffel. Okser har glatte horn i modsætning til mange andre skedehornede hovdyr, der har ringe på hornene.

Af øvrige iøjnefaldende træk blandt okser kan nævnes de hvide ”strømper”, dvs. de hvide, nederste to tredjedele af benene, hos gaur, banteng og kouprey.

Deres store størrelse taget i betragtning kan okserne løbe med en overraskende fart. Den afrikanske bøffel har en topfart på 57 km/t.

Okserne er vidt udbredte og kendes fra meget forskellige levesteder. Eksempelvis findes bisonerne i tempererede områder med barske snevintre i nord og yakken i op til mere end 6 kilometers højde i det tibetanske højland, mens fx bøflerne og gauren lever i skov, på savanner og i vådområder i subtroperne og troperne.

Asien er et hotspot for okser, og her findes ni af de vilde arter. Afrika, Europa og Nordamerika har hver en enkelt okseart, hhv. afrikansk bøffel, europæisk bison og amerikansk bison.

Da de store okser er græsædere, er de afhængige af åbne, græsdominerede områder, hvad enten det er vidstrakte savanner, prærier, højsletter eller lysninger i skove. De små arter, anoaerne, mindorobøflen og saolaen er derimod skovlevende.

De egentlige okser, bisonerne, vandbøflen og den afrikanske bøffel er højt specialiserede græsædere, om end de også i varierende grad æder andre planter og plantedele som urter og blade, kviste, bark og frugter fra træer og buske. Hos amerikansk bison kan 95 % af kosten bestå af græsser og halvgræsser. Hos skovlevende okser udgør andre planter end græsser og halvgræsser normalt en større del af føden.

Okserne er drøvtyggere. Drøvtyggere har det mest avancerede fordøjelsessystem af alle pattedyr med fire mavekamre og et arsenal af mikroorganismer, der hjælper drøvtyggerne med at nedbryde og udnytte fiberrig plantekost uhyre effektivt. Okser bruger mange timer hver dag på at tygge drøv, hvor de gylper maden op og tygger den grundigt, før de synker den igen; på den måde findeles føden yderligere, hvilket hjælper fordøjelsen.

Okser er ikke territoriale, men flytter sig rundt i landskabet efter de bedste fødemuligheder, hvilket ofte vil sige de bedste græsgange.

Hos de store oksearter lever voksne hunner og hanner hver for sig uden for parringstiden. Hunner lever altid i flok med deres unger, mens hanner enten lever i mindre ungkarlegrupper eller alene. Hos gaur, yak, banteng, kouprey og vandbøffel kan hunflokkene året rundt være ledsaget af en eller flere, ofte yngre hanner. Flokkene har ikke faste medlemmer, som man ser hos mange andre floklevende pattedyr, og individerne i flokken kommer og går.

I parringstiden slutter de voksne hanner sig til hunflokkene, og nu begynder konkurrencen mellem hannerne om retten til at parre sig med hunnerne. Dominans mellem hannerne afgøres mange gange ved, at to konkurrenter poserer med siderne til hinanden, så de kan vise sig frem fra deres mest imposante side. Her kommer træk som pukler, doglæpper og skæg for alvor i spil; de er alle særligt udviklet hos hannerne for at få dem til at se endnu større ud. I forbindelse med disse konfrontationer kan hannerne brøle og rode i jorden med hornene.

De ritualiserede opvisninger tjener til at afgøre styrkeforholdet mellem to hanner, uden at det behøver at udvikle sig til egentlig og farlig kamp. Det sker dog, at konfrontationer mellem ligeværdige modstandere eskalerer til slåskampe, hvor hornene kommer i brug. Dette kan både foregå som stangekampe pande mod pande, som det kendes fra fx hjorte og antiloper, og ved at de kæmpende tørner mod hinanden med sænket hoved og smadrer pandebraskerne sammen med enorm kraft, som det ses hos geder og moskusokser. Sidstnævnte ses bl.a. hos bisoner, yak og afrikansk bøffel. Kampene kan – ikke overraskende, når der er tale om så store og stærke dyr – medføre alvorlige skader og endda døden for de involverede hanner.

De små okser, dvs. anoaerne, mindorobøflen og saolaen, er i modsætning til de store arter ikke floklevende, men lever alene det meste af tiden (med undtagelse af hunner med deres unge). Det regnes for en tilpasning til at leve i skov.

De dominerende hanner har ikke harem. I stedet er deres strategi at mandsopdække én hun i brunst ad gangen for at sørge for, at andre hanner ikke får lejlighed til at parre sig med hende. De dominerende hanner kan parre sig med adskillige hunner i løbet af parringstiden.

Okserne går drægtige i ca. 8,5-11,5 måned. Drægtigheden er kortest hos de egentlige okser og længst blandt bøflerne. Vandbøflen og afrikansk bøffel kan således være drægtige i over 11 måneder, hvilket er blandt de længste drægtigheder, man ser hos parrettåede hovdyr. Okser får næsten altid kun én unge ad gangen.

Hunokser kan enten føde (kælve) for sig selv eller i flokken. Kalve er meget veludviklede ved fødslen og kommer hurtigt på benene. Hos både amerikansk bison og yak kan ungen stå op efter ti minutter og begynder kort efter at die.

Adskillige af de vilde okser er blevet domesticeret. Tamkvæget, inklusive vores egne tamkøer, nedstammer eksempelvis fra uroksen. Domesticeringen af vandbøffel begyndte for mindst 5.000 år siden, og i dag findes der over 180 millioner tamvandbøfler. Gayal er en "halv-domesticeret" gaur. Banteng er blevet domesticeret flere gange og har bl.a. givet ophav til balikvæg; der findes over 1,5 millioner domesticerede bantenger. Zebukvæg menes at være en domesticeret form af den uddøde okse Bos nomadicus. Tam-yakken er en domesticeret form af yakken og bruges som et alternativ til tamkvæg af folk, der lever i store højder. Se også artiklen kvæg.

• hovdyr
• kvæg
• skedehornede