Lamaen er en tamform af guanacoen. Den blev domesticeret for 4.500-5.500 år siden.
Med en vægt på 110-220 kg er lamaen den største af de fire arter i lamastammen (Lamini). Den findes "naturligt" på Altiplano-højsletten i 3.800-5.000 meters højde i Andesbjergene fra det centrale Peru til det vestlige Bolivia og det nordlige Argentina.
Man har fremavlet to racer af lamaer: kortuldslamaen, der først og fremmest tjener som transportdyr, og den mindre hyppige tykuldslama, der avles for uldens skyld. Normalt er det kun hannerne, der udnyttes som transportdyr, mens hunnerne først og fremmest bruges til avl.
Lamahunnen går drægtig i 11-12 måneder og får én unge ad gangen. Ungen kommer hurtigt på benene og kan følges med moren allerede efter en time. Omkring 40 % af lamaer udviser tegn på krydsning med alpakaer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.