flodheste

Den almindelige flodhest var tidligere vidt udbredt i de fleste søer og floder syd for Sahara og i hele Nilen til Middelhavet. Den fandtes desuden i Jordanfloden i Palæstina indtil tidlig historisk tid. Nu findes flodhesten mest i fredede områder.

Flodhesten er tilpasset livet i vandet. Øjne, ører og næsebor sidder på oversiden af hovedet. Skønt den vejer et par ton (hanner 1600-3200 kg, hunner 655-2344 kg), svømmer den ubesværet, og den kan holde sig neddykket i 3-5 minutter, måske op til en halv time. På trods af de korte ben og den tunge krop er flodhesten forbavsende adræt på land. Den er i stand til at forcere stejle flodbanker og kan over en kort distance nå en fart af 30 km/h.

Flodhesten er ikke drøvtygger, men har et effektivt fordøjelsessystem med en tredelt mave, hvilket betyder, at den kan bruge hele dagen på at dase. Den æder sjældent af bevoksningen i vandet, men græsser på land om natten, hvor den i løbet af 5 timer tilbagelægger 2-5 km, undertiden op til 10 km, og indtager omkring 40 kg græs. Den foretrækker kort frisk græs, som let afbides af de brede hornagtige læber.

Huden er speciel ved at være næsten hårløs og uden duft- og svedkirtler. Porer i huden afgiver et tyktflydende rødt sekret, heraf udtrykket at flodheste "sveder blod". Sekretet beskytter mod udtørring og har måske også en helende effekt på de mange sår og rifter, dyrene tildeler hinanden. Især de voksne hanner kan være uhyre aggressive over for hinanden. Der er delte meninger om, hvorvidt hannen er territorial, eller der er tale om dominans inden for et hierarki.

Om dagen optræder flodheste som oftest i grupper på 10-15 individer, men det kan variere meget, og flokke på 150 dyr er beskrevet. Om natten derimod, når flodhestene græsser på land, er der ingen kontakt mellem individerne, medmindre det drejer sig om en hun med unge. Pga. sin størrelse bliver flodhesten sjældent angrebet af rovdyr, så det er et spørgsmål, om sammenklumpningen i vandet er opstået for at beskytte ungerne mod krokodiller eller for at gøre plads til flere individer. En flodhests kæber er kraftige nok til at bide en 3 m lang krokodille midt over.

Parringen foregår i vandet, og ungen fødes på land eller i lavt vand efter en drægtighedsperiode på otte måneder. Den kan svømme, før den kan gå, og den dier under vandet. Flodheste bliver i gennemsnit 40 år.

Mange steder er arten gået stærkt tilbage, hvilket har betydning for økosystemet, fordi flodhesten er et af de få dyr, der flytter organisk materiale fra landjorden ned i vandet, hvor dens gødning kommer andre arter til gode. Den jages for sit eftertragtede kød, fedt og skind, men ikke mindst for tænderne. Hjørnetænderne i undermunden hos hannerne kan blive lige så store (ca. 0,5 m) som mange af de elefantstødtænder, der kommer på markedet i dag. Flodhestens elfenben har den fordel frem for elefantens, at det ikke gulner.

Dværgflodhesten, som vejer 250-270 kg, ligner en miniatureflodhest, men dens levevis er anderledes. Den lever alene eller i par og er ikke så udpræget et vanddyr som den almindelige flodhest. Den findes i nærheden af sumpe og floder og søger tilflugt i vandet, hvis den føler sig truet. Om dagen sover den på land, gerne i et mudderhul eller i tæt underskov, om natten strejfer den omkring i søgen efter friske skud, blade og frugter. Den forekommer spredt i regnskoven i Vestafrika, fra Sierra Leone til Elfenbenskysten, men er ingen steder almindelig.

Træk fra skelettet viser, at flodhestenes nærmeste nulevende slægtninge er gruppen af svin. Dog placerer en del molekylære data dem sammen med de drøvtyggende hovdyr, og visse DNA-analyser antyder et nært slægtskab med hvaler.

Midt i Eocæn (ca. 45 millioner år før nu) opstod muligvis i Asien en gruppe af flodhesteslægtninge, anthracotherer, der hurtigt bredte sig til Europa, Nordamerika og Afrika. De første arter var landlevende og på størrelse med en terrier, men senere udvikledes store flodhestelignende typer med tilknytning til vand. Egentlige flodheste forekommer først fra Tidlig Miocæn (ca. 18 mio. år før nu) i Afrika, hvorfra de i Pliocæn spredte sig til Europa og Asien. I alt kendes en snes arter, og de var sikkert med til at udkonkurrere anthracothererne, hvis sidste former uddøde i Pleistocæn.

Istiderne fortrængte flodhestene fra det meste af Europa og Asien, dog nåede den almindelige flodhest i mellemistider via floder så langt nordpå som til England. Desuden udvikledes der på flere Middelhavsøer samt Madagaskar udprægede dværgtyper.

• parrettåede hovdyr