Plettet axishjort (Axis axis) vejer 45-110 kg. Den er en af fem hjortearter, der har pletter som voksen. Den findes på det Indiske Subkontinent, hvor den foretrækker habitater med blandet skov og græssletter. Græs dominerer dens kost, når det er tilgængeligt, men den udnytter omkring 190 forskellige plantearter. I regntiden kan talrige familiegrupper samles på gode græsgange i sammenstimlinger på op til 150-200 individer. Billedet her er fra Corbett National Park, Indien.
De egentlige hjorte er en familie af drøvtyggende, parrettåede hovdyr, som kendetegnes ved at have gevir. De er hovedsagelig udbredt i Eurasien, Nordamerika og Sydamerika.
Cervidae (familie)
I størrelse varierer de fra elgen, der kan veje op til 770 kg, til nordlig pudu i Andesbjergene, som har en vægt på blot 5-6 kg.
Kinesisk muntjak (Muntiacus reevesi) er en af de mindre muntjakker med en vægt på 12-15 kg. Den findes naturligt i Kina og Taiwan i tempereret, tropisk og subtropisk skov i op til 3.500 meters højde. Den lever især af blade, skud og frugt. Læg mærke til de lange hjørnetænder typisk for hannerne af muntjakker.
De egentlige hjorte udgør familien Cervidae, der hører til i underordenen drøvtyggere (Ruminantia) og ordenen parrettåede hovdyr (Artiodactyla).
Bemærk, at de gevirløse moskushjorte (familien Moschidae) ikke hører til de egentlige hjorte, som man tidligere troede, men er en søstergruppe til de skedehornede hovdyr. Heller ikke dværghjortene (familien Tragulidae) er tæt beslægtede med de egentlige hjorte.
Nedenfor er vist en oversigt over de 18 slægter af egentlige hjorte:
UNDERFAMILIEN CERVINAE
Stammen Muntiacini:
Stammen Cervini:
UNDERFAMILIEN CAPREOLINAE
Stammen Capreolini:
Stammen Alceini:
Stammen Odocoileini:
I resten af artiklen bruges hjorte i betydningen egentlige hjorte.
Wapitien (Cervus canadensis) tilhører samme slægt som kronhjorten. Den er udbredt i Nordamerika og Asien så langt vestpå som Kazakhstan. Med en vægt på 150-530 kg opnår wapitien den næsthøjeste vægt blandt hjorte, kun overgået af elgen. Den har også et af de største gevirer. Rekordlængden for stangen af et gevir er 164 cm. Begge køn kan have manke på undersiden af halsen.
Hjortene hører især hjemme i Asien (35 arter), Europa (5 arter), Nordamerika (5 arter) og Sydamerika (17 arter). Kronhjorten når ned i Nordafrika, men ellers forekommer hjortene ikke naturligt i Afrika. Selv om hjortene begyndte deres evolutionære historie i Europa, er det i dag Asien, som er hotspot for hjorte. Her findes 64 % af alle hjortearter samt 12 ud af de nulevende 18 hjorteslægter; heraf er 7 slægter endemiske for Asien.
Blandt alle hovdyrgrupper har hjortefamilien langt den største udbredelse. Den findes fra Arktis i nord (rensdyr) til Patagonien på Sydamerikas sydspids (sydlig andeshjort og sydlig pudu).
Størstedelen af de nulevende hjorte er knyttet til skov, skovkanter og/eller mosaiklandskaber med en blanding af skov og åbne områder som enge og græssletter. De findes fra tropisk regnskov og højtliggende tågeskov til tempereret løvskov og nåletræsdomineret tajga.
Mindre arter med korte gevirer som muntjakker, spidshjorte og puduer er typisk knyttet til tæt skovvegetation. Større arter med veludviklede gevirer kan søge ud i mere åbne landskaber for at fouragere og socialisere. Eksempelvis har wapitien koloniseret Nordamerikas prærier. Europæisk rådyr har formået at drage fordel af kulturlandskabet med dets blanding af småskove, buskads og marker, hvorfor den er den hyppigste hjort i Danmark.
Det er dog kun et ret lille antal hjortearter, der decideret har specialiseret sig i leve i åbne områder. Det gælder fx lyrehjort, barasinga, milu og sumphjort, som holder til i vådområder; vandhjort, der gemmer sig i høj græsvegetation i kanten af sumpe; pampashjort, som regnes for den eneste egentlige savannehjort; og rensdyr, der trives på tundraen.
Der findes også specialiserede bjerghjorte, som tilbringer størstedelen af tiden over trægrænsen på alpine enge og busksletter, i særdeleshed andeshjortene i Andesbjergene og hvidsnudet hjort i det tibetanske højland. Sidstnævnte når op til 5.100 meters højde og er dermed den højestlevende hjort. Flere vidtudbredte og alsidige hjortearter kan også udnytte højtliggende bjergegne, fx kronhjort og wapiti (op til 5.000 meters højde) samt hvidhalet hjort (op til 4.500 meters højde).
Med deres velisolerende pels er hjorte i stand til at overleve hård kulde. Asiatisk rådyr kan klare temperaturer ned til -60 °C og nordlig andeshjort ned til -50 °C. Rensdyret udsættes formodentlig for mindst lige så lave temperaturer i Arktis.
Modsat antiloperne har hjortene til gengæld ikke formået at tilpasse sig til halvørkner og ørkner. Kun storøret hjort findes i visse ørkenområder i USA.
Danmark har to naturligt forekommende hjortearter, kronhjort og europæisk rådyr, samt to indtførte arter, europæisk dådyr og sika.
Europæisk dådyr fandtes i Danmark før sidste istid. Efter istiden er arten ikke genindvandret naturligt, men den er blevet indført som pryd- og jagtvildt, sandsynligvis allerede i Vikingetiden. Miljøstyrelsen anser dådyret for en invasiv art i Danmark. Sikaen, der er naturligt hjemmehørende i Østasien, blev indført til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.
Det kan være vanskeligt at kende de forskellige danske hjortearter fra hinanden, især hundyrene og hjortene i den gevirløse tid. Spejlet, det lyse parti omkring halen, kan være en god hjælp. Hos rådyr, hvor den korte hale ikke ses, er spejlet rent hvidt. Også dådyr og sika har hvidt spejl, men her er det indrammet af en sort kant, og en sort stribe på halens overside deler spejlet i to. Den sorte markering er mest udtalt hos dådyr. Kronhjort kan kendes på, at spejlet er gulbrunt.
Hjorte varierer i størrelse fra elgen, der kan veje over 600 kg (rekordvægten er 770 kg) og har en skulderhøjde på 2 meter, til nordlig pudu, som har en vægt på 5-6 kg og en skulderhøjde på 25-38 cm. Af andre særligt store hjortearter kan nævnes wapiti (150-530 kg), kronhjort (75-350 kg) og stor sambar (90-350 kg).
Visse hjortearter varierer meget i størrelse som tilpasning til forskellige leveområder og i særdeleshed forskellige typer føde. Hos hvidhalet hjort vejer hanner i Canada 100-135 kg, mens de i Sydamerika kun vejer 30-35 kg. På optimale levesteder i fx Ungarn og Karpaterne vejer kronhjortehanner i snit omkring 300 kg, mens hannerne på Sardinien og i det skotske højland har en gennemsnitsvægt på kun 110 kg.
De fleste hjortearter fødes med pletter. Dette træk bibeholdes i voksenstadiet hos en håndfuld arter: dådyr, sika, plettet axishjort og plettet dværgsambar. Hos europæisk dådyr og sika ses pletterne især i sommerpelsen.
De fleste hjorte har forholdsvis lange ben, hvilket gør dem til gode løbere og springere. Der ses to tendenser inden for hjortenes kropsbygning, der afspejler forskellige strategier i forbindelse med flugt: "springhjorte" (på engelsk saltatorial) og langdistanceløbere (cursorial).
Springhjorte er bygget til pludselige, kraftige spring frem for længerevarende løb. De har kraftfulde bagben, som er længere end forbenene, hvilket betyder, at den bagerste del af ryggen er højere end skuldrene. Denne karakteristiske kropsform er typisk for mindre hjorte som muntjakker, spidshjorte, puduer, tophjort og vandhjort, der findes på levesteder med tæt vegetation. Den "kileformede" kropsform, der også ses hos dykkerantiloper, er desuden velegnet til at mase sig igennem tæt buskads, hvilket de udnytter, når de flygter fra fjender.
Langdistanceløbere omfatter mellemstore til store hjorte, der som tilpasning til et liv i mere åbne naturtyper har en slank kropsbygning og længere ben. Deres flugtstrategi er vedvarende løb frem for energimæssigt dyre spring, som hurtigt kan trætte.
Rensdyr kan løbe 80 km/t i op til 15 minutter i træk. Hvidhalet hjort kan løbe op til 65 km/t og den langbenede elg op til 60 km/t. Europæisk rådyr benytter en blanding af de to ovennævnte flugtstrategier. Den kan foretage spring på 2,5 meters højde og 5 meters længde, men den kan også sprinte 60 km/t, om end den hurtigt udmattes og må søge i skjul.
Andeshjortene er som tilpasning til at leve i et klippefyldt bjergterræn relativt tætbyggede og kortbenede.
Hjorte har to vægtbærende tæer samt to mindre sideklove, der normalt sidder et stykke oppe ad benet og ikke kommer i brug. Som det er typisk for parrettåede hovdyr, er hjortenes tæer beklædt med hårde hove af keratin (det samme materiale vores negle er lavet af), og de er tåspidsgængere (unguligrade), dvs. går på spidsen af hovene. Hjortes hove er lange og slanke.
Hos arter, som lever i sumpede områder, er hovene ofte særligt lange, og de kan spredes vidt, hvilket gør hjortene i stand til at bevæge sig i vådt terræn uden at synke nævneværdigt i. Det gælder sumphjort, hvor hovene kan spredes 10 cm, lyrehjort, barasinga, milu og elg. Sidstnævnte har ekstremt store fødder, der hos hannerne kan måle 18 cm i længden og 14 cm i bredden.
Som tilpasning til at bevæge sig i sne og på blødt tundraterræn har rensdyret også meget brede hove, som kan spredes vidt; dens fodaftryk kan måle 15 × 15 cm. Desuden har den usædvanligt veludviklede sidehove, der næsten når ned til jorden.
Blandt flere af de mindre hjortearter er de to køn omtrent lige store. Det gælder fx sydlig rød muntjak, lille muntjak, stor rød spidshjort og nordlig pudu. Hos europæisk rådyr vejer hannen i gennemsnit kun et kilo mere end hunnen. Der er også enkelte arter, hvor hunnerne er større end hannerne, fx vandhjort, sort muntjak og tenasserim-muntjak.
Hos de fleste hjorte er hannerne dog betragteligt større end hunnerne. Det er særligt udtalt hos europæisk dådyr, hvor hannerne kan blive dobbelt så tunge som hunnerne, samt rensdyr og kronhjort, hvor hannerne kan veje 90 % mere end hunnerne. Også hos plettet axishjort, sika, storøret hjort og barasinga er hannerne markant større og kan veje op til 70 % mere end hunnerne. Den mest udprægede størrelsesforskel mellem kønnene ses hos arter, hvor relativt få dominerende hanner er i stand til at sikre sig langt de fleste parringer.
Det mest karakteristiske ved de egentlige hjorte er deres gevir, som ikke findes lignende hos nogen anden dyregruppe. Gevir ses hos alle hjortearter på nær vandhjorten. Som regel er det kun hannerne, der er udstyret med gevir; den eneste undtagelse er rensdyret, hvor en del af hunnerne har et mindre gevir.
Gevirer varierer meget i udformning og størrelse. Flere mindre, skovlevende hjortearter har kun nogle korte, ugrenede spidser. Det gælder spidshjorte (gevirlængde 3-12 cm), puduer (5-10 cm) og tophjort. Muntjakkers gevir er også korte og enkle (2-8 cm hos de fleste arter, men op til over 20 cm hos enkelte arter), men har ud over den primære stang ofte en lille fremadpegende spids. Desuden er muntjakker kendetegnet ved, at deres rosenstokke (se nedenunder) er usædvanligt lange.
De mellemstore og store hjortearter har mere komplekse gevirer. Disse består af, hvad man i dansk terminologi traditionelt kalder for stænger (gevirets to hoveddele), sprosser (gevirets forgreninger) og ender (spidserne af sprosserne). Eksempelvis bruges 6-ender om en hjort med 3 ender på hver stang. I denne terminologi bruges takker kun specifikt om takkerne på bagkanten af dådyrenes og elgens skovle; dissearter er kendetegnet ved at have et skovlformet gevir.
Blandt nulevende hjorte er det rensdyret, som får det forholdsvis største gevir, efterfulgt af kronhjorten, som kan have over 20 ender. Det tungeste gevir ses hos elgen, i særdeleshed hos elge i Alaska, hvor rekordvægten er 38,5 kg; elggevirer kan have en spændvidde på godt 2 meter.
Gevirer tjener de samme grundlæggende formål som hornene hos de skedehornede hovdyr; de er våben, bryderedskaber og/eller statussymboler. De adskiller sig dog afgørende fra horn i deres fundamentale opbygning, og især ved at de fornys årligt. Hanhjorte fælder således deres gevir efter parringstiden og udvikler herefter et nyt, hvilket især hos arter med store gevirer er en enorm ressourcemæssig investering.
Geviret vokser frem fra de såkaldte rosenstokke, som er to bendannelser, der sidder oven på kraniet (nærmere bestemt på den øverste del af pandebenet). I vækstfasen er geviret en levende struktur med blodkar og nerver, og det er dækket af en blød og meget følsom hud med en fløjlsagtig behåring, der kaldes for basten. Basten, som er tykkere end hjortens hud, er rig på blodkar og står for en stor del af tilførslen af mineraler til gevirvæksten. Hos arter med stort gevir kan opsatsen i vækstfasen vokse op til 2 cm i længde om dagen; det er den hurtigste vækst af et organ, man kender i hele dyreriget.
Når geviret er næsten færdigdannet, forbenes det og omdannes til hårdt knoglevæv. Blodtilførslen stopper, hvilket får basten til at tørre ud og falde fra hinanden. I denne periode fejer hanhjorte geviret mod træer og buske for at fjerne det døde bastvæv.
Det endelige gevir er usædvanlig brudstærkt. En undersøgelse af wapitiens gevir har vist, at det var næsten dobbelt så stærkt som lårbensknoglen hos kvæg. Det er af afgørende betydning i hannernes voldsomme slåskampe i brunsttiden, hvor de sparrer med gevirerne.
Væksten af geviret er korreleret med en stigning i hanhjortenes produktion af testosteron i forbindelse med, at deres testikler bliver større. Som brunsttiden går på hæld, skruer de igen ned for testosteronproduktionen, hvilket aktiverer særlige knoglevævsnedbrydende celler (osteoklaster), som får geviret til at falde af. Man siger, at hjorten kaster sit gevir.
Hvor hurtigt dannelsen af det næste gevir begynder, varierer mellem de forskellige hjortegrupper. Hos stammen Cervini, som bl.a. omfatter kronhjorte, sika, dådyr, axishjorte og sambarhjorte, begynder væksten næsten øjeblikkeligt. I underfamilien Capreolinae, der tæller rådyr, rensdyr, elg og de nord- og sydamerikansk hjorte, går der 1-2 måneder, før gevirvæksten sættes i gang igen.
Hjortehanner begynder gevirvæksten i deres første eller andet leveår; hos rensdyr allerede efter 4-6 uger. Hos arter, der med tiden udvikler et komplekst gevir, består det første gevir typisk kun af et par små, ugrenede spidser. Herefter bliver geviret større og får flere sprosser år for år.
Afhængig af arten opnår hjorte en fuldt udviklet opsats, dvs. den maksimale størrelse og det højeste antal ender, som 8-12-årige. Hos ældre hanner vendes udviklingen, og de begynder at producere mindre gevirer. Sådanne hanner kaldes returhjorte.
Korte, spidse og enkle gevirer, som ses hos fx spidshjorte og muntjakker, er effektive våben, når hjortene skal beskytte territoriet mod hanlige artsfæller. Disse arter lever ofte i tæt vegetation, hvor det formodentlig ville være en ulempe med et stort gevir.
Mellemstore, flersprossede gevirer er effektive bryderedskaber. De gør det muligt for to konkurrenter at låse gevirerne sammen, så de kan skubbe rundt med hinanden. På den måde kan de afgøre styrkeforholdet med mindre risiko for et blodigt udfald, end hvis formålet med slåskampene var at spidde hinanden.
Hos hjorte med udpræget polygyni, dvs. hvor ret få dominerende hanner er i stand til mere eller mindre at monopolisere hunnerne i brunsttiden, kan de udvikles exceptionelt store gevirer. Disse kan stadig bruges til brydekampe og våben, men deres allervigtigste formål er at tjene som statussymboler, dvs. en måde for hannerne at vise deres styrke og virilitet gennem et stort gevir. Eksempelvis er ritualiserede fremvisninger af geviret en vigtig del af hannernes adfærd i brunsttiden hos dådyr, kronhjort og elg.
De vigtigste sanser blandt hjorte er høre- og lugtesansen. Hjorte har forholdsvis lange og bevægelige ører. Lugtesansen er særlig veludviklet, og duftkommunikation spiller en vigtig rolle hos hjorte. Eksempelvis har rådyr omkring 300 millioner lugteceller sammenlignet med 10-30 millioner hos mennesket. Hjorte har talrige duftkirtler rundt omkring på kroppen, bl.a. i hovedet (den hyppigste er preorbitalkirtlen, der sidder tæt på øjet), på bagbenene og mellem hovene; disse bruges til duftafmærkning.
Hunhjortes brunst er meget kortvarig, typisk 12-24 timer ad gangen, og hannerne vurderer, om hunner er i brunst er ved at snuse til deres urin og analysere deres østrogenniveau. Det gør de med det Jacobsonske organ (også kaldet det vomero-nasale organ), som er pattedyrs sekundære lugtesans. Organet er placeret i ganen, og dets funktion er at analysere feromoner. Når hanner indsnuser lugten af hunners urin, laver de flehmen: De løfter hovedet, lukker næseborene og krænger overlæben tilbage. Dette er for at aktivere det Jacobsonske organ.
Hjortes syn er ikke særlig veludviklet, men er dog nok bedre, end man tidligere troede. De kan erkende former 50-60 meter væk og opfange selv små bevægelser på op til 300 meters afstand. Deres øjne har flere stave (de lysfølsomme synssanseceller) end andre hovdyr, hvilket gør dem i stand til at bevæge sig rundt om natten, men de har også en vis farvediskrimination.
Rensdyr har specialiserede øjne. De kan således se i det ultraviolette spektrum, en evne de udnytter til at finde frem til laver og opdage rovdyr i de arktiske vinternætter og i forårets og efterårets lange skumringsperioder.
Hjorte er vegetarer. Mindre hjorte som rådyr, spidshjorte, muntjakker og puduer er ofte browsere. Der findes ikke noget godt udtryk for det på dansk, men det er en af de primære fourageringsstrategier blandt hovdyr. Browsere er specialiseret i planteføde, som ikke er græs. Det kan omfatte dele fra træer og buske som blade, skud, knopper, kviste, frugter og bær samt urter. Eksempelvis kan frugt i frugtsæsonen udgøre 80 % af føden hos stor rød spidshjort. De fleste browsende hjorte er opportunistiske og udnytter mange forskellige planter og plantedele. Elgen er også en browser.
De fleste mellemstore og store hjorte er det, man på engelsk kalder for mixed feeders. Det dækker over, at de kan skifte mellem at være græssere og browsere afhængig af, hvad der er tilgængeligt af planteføde hen over året. Denne fleksibilitet gør dem i stand til at udnytte mere åbne områder, som er domineret af græs og urter. Europæisk dådyr, plettet axishjort, wapiti og stor sambar er eksempler på sådan en strategi: De foretrækker græs, men skifter til anden planteføde, når græs ikke er tilgængeligt. Den danske kronhjort har også en kost, som er domineret af græs, men den æder mange andre typer planteføde i løbet af året, bl.a. lyng, skud fra nåletræer og landbrugsafgrøder.
Rensdyret udviser også stor fleksibilitet i sin kost. Det har en forkærlighed for laver, der kan udgøre op til 80 % af føden, men den æder også gerne blade, kviste, urter og mosser.
Lyrehjort, barasinga og milu, som lever i vådområder med fugtige græsgange, er specialiserede græssere, hvilket afspejles i deres særligt højkronede kindtænder.
Nogle hjorte supplerer i ny og næ deres vegetariske kost med animalsk føde. Plettet axishjort er set æde krabber, sika har ædt fugleådsler, rensdyr har ædt lemminger, og hvidhalet hjort har ædt fisk. Hjorte kan også æde gevirer og andre knogler for mineralernes skyld; det kendes bl.a. fra kronhjort, plettet axishjort og rensdyr.
Hjorte hører til de egentlige drøvtyggere (Ruminantia), der er kendtegnet ved at have fire mavekamre og en usædvanlig effektiv fordøjelse af fiberrig plantekost, som omfatter mikrobiel fermentering af føden.
Typisk for drøvtyggere går en stor del af hjortenes dag med skiftevis at æde og tygge drøv, dvs. gylpe føden op igen og tygge den grundigt. Rådyr fouragerer normalt 9-11 gange om fagen, mens kronhjort og dådyr fouragerer 5-7 gange om dagen. Hjorte ligger tit ned, når de tygger drøv.
De fleste hjorte har forholdsvis lavkronede kindtænder, hvilket er typisk for browsere. Udprægede græssere har derimod højkronede (hypsodonte) kindtænder. Det hænger sammen med, at græs slider særligt meget på tænderne. Højkronede kindtænder ses hos lyrehjort og barasinga, der er nogle af de få specialiserede græsædere blandt hjortene.
Typisk for drøvtyggerne mangler hjorte fortænder i overmunden. I stedet har de en sej "pude", og de plukker plantedele ved at gribe dem mellem fortænderne i undermunden og puden i overmunden og rive eller klippe dem af.
De tidligste hjorte havde veludviklede øvre hjørnetænder. Det ses stadig hos hanner af vandhjort, muntjakker og tophjort, som har lange, krumme hjørnetænder, der stikker ud af munden, når den er lukket. Særlig lang er den øvre hjørnetand hos den gevirløse vandhjort, hvilket har givet den det engelske tilnavn vampyrhjort. Hos vandhjorten er hugtænderne hængslede, så de kan foldes tilbage, når de ikke er i brug; derved kommer de ikke i vejen, når den lille hjort skal fouragere. De lange hjørnetænder bruges til slåskampe hannerne imellem. Nogle af de større hjorte har primitive øvre hjørnetænder, fx kronhjort, sika og rensdyr, men eller har de fleste nulevende hjorte helt mistet de øvre hjørnetænder.
Skovlevende hjorte som muntjakker, spidshjorte, puduer og tophjort, der lever i tæt buskads, er typisk sky, solitære og territoriale. Mellemstore og store hjorte er derimod mere sociale og ikke territoriale. Hos mange arter forlader unge hanner deres mor, når hun skal til at føde næste gang, mens døtre kan blive med deres mor i flere år. Det skaber små familiegrupper. Hos visse arter kan flere af disse familiegrupper slå sig sammen til lidt større hunflokke.
Hannerne hos de fleste hjortearter lever adskilt fra hunnerne uden for yngletiden, enten for sig selv eller i ungkarleflokke. Når brunstperioden nærmer sig, bryder hangrupperne op. Kronhjortehanner lever sammen ti måneder om året.
Hos nogle arter kan der dannes store, midlertidige flokke. Det ses bl.a. hos plettet axishjort, barasinga, wapiti og hvidsnudet hjort. På tundraen kan rensdyr under deres vandringer samles i flokke på 50.000-500.000 individer, om end disse kæmpeflokke grundlæggende består af små familiegrupper.
Andeshjorte og pampashjort lever i blandede flokke af hunner og hanner året rundt. Hos europæisk rådyr kan voksne hanner om vinteren slutte sig til familiegrupperne, men i de tilfælde er det stadig den ældste hun, der leder gruppen.
Hjorte udviser flere forskellige typer yngleadfærd, nogle gange inden for den samme art. Hos mindre arter danner hanner typisk par med én hun ad gangen. Dette forhold varer blot få dage, så skilles parret, og hannen vil forsøge at finde sig en ny hun. Disse arter siges at være "svagt polygyne", fordi hanner kan parre sig med flere hunner, men ikke med nær så mange som dominerende hanner af arter, der er "stærkt polygyne". Muntjakhanner kan parre sig med 1-2 hunner i løbet af en parringstid. Hanner af europæisk rådyr kan have 3-4 hunner i løbet af brunstperioden og tilbringe 2-3 dage med hver af dem.
Stærk polygyni ses mest tydeligt hos hjortearter, hvor hannerne er betragteligt større end hunnerne og får særlig store gevirer. Her kan de hanner, som er størst og bedst til at slås, få en stor del af parringerne. I en undersøgelse af europæisk dådyr stod kun 3 % af hannerne således for 73 % af parringerne.
Hos stærkt polygyne hjorte danner dominerende hanner i parringstiden ofte haremmer, som de forsvarer mod andre hanner. Alternative strategier er for hannerne at etablere parringsterritorier i områder med attraktive ressourcer (fx frisk græs), der tiltrækker hunnerne, eller at samles på såkaldte spillepladser (et fænomen der især kendes fra fugle) og her stå og vise sig frem i håbet om at tiltrække hunner.
Sikahjorten kan udvise alle disse tre strategier: Det hyppigste er, at hannerne forsvarer et parringsterritorium, men i det nordlige Japan danner de haremmer, og visse steder i det centrale Europa bruger de spillepladser. I sidstnævnte tilfælde samles adskillige hanner på en spilleplads, hvor de hver forsvarer et symbolsk territorium på et par kvadratmeter, samtidig med at de står og viser sig frem for hunnerne.
I parringstiden opsøger dådyrhanner ofte traditionelle, spredtliggende brunstpladser. Som regel er der kun 1-2 hanner på hver brunstplads, men talrige hanner kan også samles på et lille areal, så der opstår spillepladser. Her er det hunnerne, der udvælger hannerne. Andre steder kan dådyrhanner enten danne harem eller "mandsopdække" én hun ad gangen.
Elgtyre følger ofte samme strategi som små hjortearter med at danne par med én hun ad gangen. På Alaskas tundra, hvor hunnerne danner grupper, opbygger tyrene derimod harem i parringstiden. Hos tundrarener koncentrerer hanner sig om én hun ad gangen, mens hanner af skovrener danner harem.
I brunstperioden vokaliserer hannerne ofte meget. Det kendes herhjemmefra hos kronhjorten, hvis brøl kan høres på flere kilometers afstand, samt hos dådyret, hvor hannerne kan kalde 3.000 gange i timen. I denne periode kan hannerne desuden bruge meget tid på at duftmarkere vegetationen og jorden med sekret fra kirtlerne såvel som med urin. De kan også danne gruber, som de skraber i jorden med forbenene og geviret og derefter urinerer i. Disse fugtige gruber ruller de sig i, så de bliver sølet til og lugter kraftigt.
Det er i brunsttiden, at hannerne for alvor tager deres hårde gevirer i brug i indbyrdes stangekampe. Disse kampe kan være farlige og potentielt dødelige. Hos kronhjorte lider 20-30 % af de voksne hanner af permanente skader som følge af stangekampe. Derfor forsøger hannerne sig først med brølekonkurrencer og en ritualiseret marcheren side mod side svingende med geviret. Hvis disse konfrontationer eskalerer til kamp, låser rivalerne gevirerne sammen, og så gælder det om at skubbe modstanderen bagud. Disse brydekampe, der kan vare i lang tid, ender, når en af kombattanterne giver op og afbryder gevirkontakten for herefter hurtigt at løbe bort for at undgå at blive stanget bagi.
I brunsttiden kan hannerne være så optaget af at konkurrere mod andre hanner og opbygge og forsvare et harem, at de ikke æder 2-3 uger i træk. I løbet af den periode kan de tabe 20-25 % af deres vægt.
Hjortes drægtighed varer normalt 6-9 måneder. De korteste drægtigheder finder man hos tophjort og vandhjort med ca. 170 dage. Miluen har den længste drægtighed, der ligger på omkring 285 dage. Hos rådyret går der ca. 10 måneder fra parringen til fødslen, men i realiteten varer selve drægtigheden kun 5 måneder. Forklaringen er, at rådyrene som de eneste hovdyr sætter drægtigheden på pause; det kaldes diapause og er et fænomen, der kendes fra bl.a. sæler og mårdyr.
De fleste hjorte får én unge ad gangen. De få undtagelser findes alle i underfamilien Capreolinae. Rådyr, hvidhalet hjort, storøret hjort og elg får ofte tvillinger. Mest frugtbar er vandhjorten, der kan få op til 5 unger/kuld. Hvidhalet hjort er det eneste hovdyr, hvor man har påvist flere fædre til samme kuld.
Hos flertallet af hjortearter er ungerne plettede ved fødslen; de eneste undtagelser er rensdyr, elg, sambarhjorte, sumphjort, andeshjorte og nordlig pudu. Den plettede pels skyldes, at hjorteunger typisk er hiders frem for followers. Hvor followers følger deres mor kort efter fødslen, så gemmer hiders sig i vegetationen, hvor deres pletter giver dem god kamuflage. Hjorteunger er ikke helt så veludviklede ved fødslen som fx antilopeunger, og de tilbringer gerne de første dage i skjul. Hos kronhjorten skjules ungen i 7-10 dage. Den eneste undtagelse er rensdyret, hvor ungen begynder at følges med moren allerede efter 5-7 timer. Hos hjorte er det kun moren, der tager sig af ungen/ungerne, og de knytter et tæt bånd.
Blandt stærkt polygyne hjorte får store, dominerende hunner ofte flere sønner end døtre. Hos svagt polygyne hjorte, hvor der ikke er den store størrelsesforskel på kønnene, er situationen lige omvendt. Her får de dominerende hunner typisk flest døtre, og deres døtre er tungere end sønnerne. Det gælder fx europæisk rådyr.
Hjortenes evolution begyndte for omkring 20 millioner år siden i tropeskov i Europa. De to tidligst kendte arter vejede hhv. ca. 12 og ca. 28 kg og havde kun en primitiv form for gevir dækket af hud. For ca. 10-12 millioner år siden finder man de første moderne hjorte med et gevir, der i struktur minder om det, man ser hos hjorte i dag med hårde stænger og korte rosenstokke.
De fleste nuværende hjorteslægter var til stede for ca. 3-6 millioner år siden. I denne periode spredte hjortene sig til Nordamerika og herfra for ca. 2,5 millioner år siden videre sydpå til Sydamerika.
I Pleistocæn, der strækker sig fra 2,6 millioner år før nu til slutningen af sidste istid for ca. 11.500 år siden, udviklede flere "megahjorte" sig. Blandt dem var kæmpeelgen (Cervalces latifrons), der vejede op til 870 kg, og kæmpehjorten (Megaloceros giganteus) med en vægt på op til 680 kg og et gevir med en spændvidde på op til 3,6 meter. Kæmpehjorten levede også i Danmark, men er mest kendt fra fund i Irland. Den nulevende elg regnes for den sidste overlevende art af disse megahjorte.
De tidlige, skovlevende hjorte havde en kost, der mindede om, hvad man ser hos de nutidige muntjakker og puduer. De har nippet blade, skud, knopper, nødder, bær og andre frugter. Snart tilpassede de forhistoriske hjorte sig dog en mere alsidig plantekost i takt med, at de begyndte at udnytte åbne områder med mere sværtfordøjelige plantetyper, fx græs.
Grøn Trepart skal forbedre vandmiljøet og sikre mere dansk natur. Bag aftalen står et bredt flertal i Folketinget. På lang sigt omfatter aftalen en CO2-afgift på landbruget og en omfattende arealomlægning, hvor store landbrugsområder bliver til natur.
Bag de utallige krige i Mellemøsten ligger geopolitik, økonomi og religion. Og meget mere. Hvert land har sin krigshistorie og sin plads i stormagternes opgør. Læs blandt andet om de israelske forsvarsstyrker IDF i vores tema.
Bliv klogere på krigen i Ukraine. Ruslands invasion den 24. februar 2022 gjorde med et slag den blodige krig og Ukraines og Ruslands tætte forhistorie et af tidens vigtigste emner. Læs blandt andet om den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj i vores tema.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.