rensdyr

Rensdyr var tidligere vidt udbredt på den nordlige halvkugle og fandtes frem til sen middelalder i England og i Polen. I dag findes de i arktiske og nordligt tempererede egne i Alaska, Canada, Europa og Asien. De er fortrinsvis knyttet til den arktiske tundra, men findes også i tilstødende skovområder. Man skelner ofte mellem tamrener og vildrener, og sidstnævnte inddeles desuden ofte i skovrener, tundrarener og særlige ø-former.

Rensdyr er dagaktive og lever om sommeren af urter, græsser, dværgbuske og svampe; vinterføden er fortrinsvis laver. Ofte må rensdyrene grave gennem tykke snelag for at finde frem til føden, og i fugtige vintre, hvor der dannes is oven på snelaget, risikerer mange rensdyr at dø af sult. Rensdyr har en meget veludviklet lugtesans, som de bl.a. bruger til at finde frem til gode græsningsområder. Det er sandsynligvis derfor, at de ofte vandrer mod vinden, og ikke så meget for at vejre fjender i tide, som det ofte fremføres.

Rensdyr er sociale og færdes i flokke på op til flere tusinde. Ældre hanner holder sig dog ofte for sig selv i mindre flokke og opsøger først hunnerne i brunsttiden. Der er ikke nogen fast struktur i de store flokke, og individer kan skifte fra flok til flok, når de mødes. I parringstiden om efteråret kan en han samle et harem på op til 15 hunner, men ofte opsøger hannerne blot hunner i brunst i den eksisterende flok og parrer sig med dem. Hannerne udkæmper heftige kampe om hunnerne. Det er styrkeprøver, hvor gevirerne stødes mod hinanden, og dyrene forsøger at presse hinanden mod jorden eller skubbe hinanden ud af området. Den svageste forlader stedet, og den stærkeste får adgang til hunnerne. Når brunsttiden er slut, kaster hannerne gevirerne, mens hunnerne beholder deres til langt hen i det følgende forår. Det giver hunnerne en fordel under fødesøgningen om vinteren, hvor geviret benyttes som skovl. Hunnerne føder en kalv (sjældent to) efter en drægtighed på 7,5 måned, og kalven er i stand til at følge moderen allerede efter en time. Hunnen kender sin kalv på lugten, mens kalven kender sin mor på lyden.

Rensdyr udfører i store dele af udbredelsesområdet årstidsbestemte vandringer mod den åbne tundra og højfjeldet i sommertiden og mod skovene i vintertiden. Vandringsruterne ligger mange steder fast og er markeret som dybe spor i terrænet. I Canada har man lavet særlige passagesteder for rensdyrene, der hvor de transkontinentale olieledninger krydser rensdyrenes vandringsruter.

Rensdyrenes naturlige fjender er ulv, jærv og los samt for kalvenes vedkommende ræv, bjørn og i mindre grad havørn. Rensdyr har altid været et yndet jagtobjekt for mennesket, og jagt har i store dele af udbredelsesområdet været den direkte årsag til kraftige nedgange i bestanden.

Rensdyr har været domesticeret i over 3000 år, og domesticerede rensdyr er stadig hovedindtægtskilde for mange mennesker. I norsk, svensk og finsk Lapland er rensdyrproduktion hovederhvervet for mange samer, og i andre dele af verden benyttes renerne desuden til transport og som trækdyr. Man regnede omkring årtusindskiftet med en samlet bestand af vildrener på ca. to millioner og en bestand af tamrener på ca. tre millioner.

En nedlagt eller slagtet ren udnyttes intensivt i form af kød, huder og skind samt gevirer. Brugen af renen som trækdyr er nu kun af turistmæssig betydning.

Renkød har kulinarisk interesse. Det er en pålidelig kilde af hjortevildt, og i Nordskandinavien har man udviklet et repertoire af retter, der udnytter renens dobbeltrolle som magert kød og som vildt: rosastegt rensadel, rentunge og morkler i bouillon, i paté, sylte og ragout, saltet og røget i tynde skiver som pålæg, som farseret bov, lappkok (se det finske køkken) og i sortsuppe.

Rensdyr forbindes med juletraditionen om julemanden, der flyver gennem luften med sin kane, trukket af rensdyr.

• hjorte