Ved fremstilling af syntesegas (se ammoniak) opstår der som biprodukt kuldioxid i store mængder, og dette er i dag hovedkilden. Desuden opsamles på mange bryggerier den kuldioxid, der udvikles ved gæringen. På visse lokaliteter fremstilles kuldioxid som i ældre tid ved forbrænding af koks eller flaskegas og udvaskning af røggassen. Kuldioxiden renses, komprimeres (ca. 55 bar) og fortættes, hvorefter den distribueres flydende. Ved at lade flydende kuldioxid ekspandere til atmosfæretryk kan der fremstilles fast kuldioxid, tøris.
Kuldioxid finder anvendelse til mineralvand og fadøl, ildslukkere, bedøvelse, beskyttelsesgas ved svejsning, kontrollerede atmosfærer ved pakning af nærings- og nydelsesmidler, øgning af luftens indhold af kuldioxid i drivhuse og til køling og frysning. I den kemiske industri er den vigtigste anvendelse til produktion af urinstof (urea).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.