den kolde krig

Den indledende kolde krig handlede primært om at etablere indflydelse og allierede i det befriede Europa. Fra USA's side blev det primært gjort med økonomiske og sikkerhedspolitiske incitamenter (og af og til subversive metoder), hvilket siden har fået betegnelsen empire by invitation. Betegnelsen dækker over det forhold, at de europæiske lande, der nød godt af det, inviterede USA indenfor, hvilket dog også skete med betingelser om økonomi, frihandel mv. Modsat etablerede Sovjetunionen en indflydelsessfære i Østeuropa på en noget mere direkte brutal facon ved at installere marionetregimer bakket op af sovjetisk militær tilstedeværelse. Man kan sige, at de to lande hver især ønskede at modellere deres indflydelsessfærer i eget billede.

Vigtige hændelser i den periode var Trumandoktrinen med USA's indgriben i Den Græske Borgerkrig i 1947, den amerikanske Marshallplan fra 1947/1948, kuppet i Prag i 1948 og den sovjetiske blokade af Berlin i 1948/1949.

1949 markerede den endelige cementering af den kolde krig med delingen af Tyskland i 1949, Mao Zedongs kommunistiske magtovertagelse af Kina og ikke mindst ved, at Sovjetunionen sprængte deres første atombombe og dermed brød USA's atommonopol.

I denne fase konsolideredes de to supermagtsblokke. Den amerikanskledede hvilede på organisationer som OECD (oprettet i 1948 som OEEC) og NATO, oprettet i 1949. I øst integrererede (dominerede) Sovjetunionen sine satellitstater ideologisk gennem organisationen Kominform fra 1947, økonomisk i COMECON og militært i Warszawapagten fra 1955.

Efter Koreakrigen kom en kort afspændingsperiode, der igen afløstes af kriser; først i Mellemøsten og Ungarn (1956), dernæst i Berlin (1958-1961) bl.a. med opførelsen af Berlinmuren, og endelig under Cubakrisen i oktober 1962. Cubakrisen var den kolde krigs kulmination og indebar en reel fare for atomvåbenkrig mellem USA og Sovjetunionen.

Cubakrisen fulgtes af fornyet afspænding og en række aftaler om våbenkontrol. Denne kontrol blev indledt med en aftale i 1963 om ikke længere at foretage atomprøvesprængninger i atmosfæren (Limited Test Ban Treaty, LTBT). I 1967 kom en aftale, som forbød kernevåben i det ydre rum og i 1968 ikke-spredningstraktaten, som skulle forhindre at der kom flere atommagter til. I 1972 kom SALT I-aftalen og ABM-traktaten. SALT I satte grænser for, hvor mange atomvåben de to magter kunne have, og ABM-traktaten forbød at udvikle deciderede missilskjold. I 1979 enedes man om SALT II, der dog ikke blev ratificeret på grund af afspændingens sammenbrud.

1970’erne var også præget af en tilnærmelse mellem USA og Kina. Det betød bl.a., at Kina kom med i FN’s sikkerhedsråd fra 1971, og at Richard Nixon som den første amerikanske præsident besøgte Kina i 1972.

Også i Europa slog afspændingen igennem. I NATO ledte en række mindre lande, herunder Danmark, et initiativ indenfor NATO, der førte til den såkaldte Harmel-rapport. Rapporten, som var opkaldt efter den belgiske udenrigsminister, slog for første gang fast, at NATO's formål både var afskrækkelse og afspænding.

Vesttysklands kansler Willy Brandt ledte desuden an i den såkaldte Østpolitik, der havde til formål at normalisere forholdet mellem Vesttyskland og DDR. Mottoet var Wandel durch Annäherung (forandring gennem tilnærmelse). Det indebar bl.a., at Vesttyskland anerkendte DDR i 1972, hvorefter DDR også kunne anerkendes internationalt.

Dette åbnede også døren for den såkaldte Konference for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Conference on Security and Cooperation in Europa, CSCE) mellem Øst og Vest. Konferencen åbnede i Helsinki i 1973, og i 1975 underskrev 35 lande den såkaldte Helsinki-slutakt. Helsinki-slutakten indeholdt bl.a. bestemmelser om menneskerettigheder. Den skabte desuden grobund for kulturelle og menneskelige udvekslinger mellem Øst og Vest – i forskningen kaldet afspænding fra neden.

Fra slutningen af 1970’erne forværredes forholdet mellem USA og Sovjetunionen på ny. Den primære årsag var USA's utilfredshed med, at Sovjetunionen ikke fulgte "spillets regler", men bl.a. forsøgte at udvide sin indflydelse i det globale syd. Sovjetunionens modernisering af deres mellemdistancemissiler i Østeuropa med opstilling af ny SS-20-missiler førte til NATO's såkaldte dobbeltbeslutning den 12. december. Dobbeltbeslutningen gjaldt opstillingen af 572 mellemdistancemissiler i Vesteuropa – med mindre Sovjetunionen fjernede de nyopstillede SS-20 missiler. Mindre end to uger senere, den 24. december, invaderede Sovjetunionen Afghanistan. Dermed var afspændingen endeligt begravet, og "den anden kolde krig" var en realitet.

Konflikten var særligt intens i den amerikanske præsident Ronald Reagans første embedsperiode (1981-1985), der var præget af en kraftig oprustning og nedfrysning af øst-vest-kontakterne. Bl.a. lancerede Reagan The Strategic Defence Initiative (SDI, også kaldet "Stjernekrigsprojektet"), et missilforsvar baseret på rumteknologi.

Spændingen nåede et højdepunkt i 1983. Der er tegn på, at den sovjetiske ledelse anså en krig for en realistisk mulighed.

Efter den tilspidsede periode i begyndelsen af 1980'erne kom der dog atter skred i nedrustningen og afspændingen. Medvirkende til optøningen i dialogen mellem supermagterne var i høj grad Sovjetunionens nyligt udpegede leder, Mikhail Gorbatjov. Formentlig spillede det også en rolle, at Reagan var blevet genvalgt i 1985 og i sin anden præsidentperiode var mere fri til at forfølge en afspændingsdagsorden. De mødtes første gang i Reykjavík i oktober 1986, og selvom der ikke kom en aftale i hus ved den lejlighed, lod de to verdensledere til at fatte oprigtig sympati for hinanden. I 1987 indgik de den banebrydende INF-aftale om afskaffelse af mellemdistanceraketter, og de fortsatte nedrustningen med START-forhandlingerne.

Traditionalismen så sovjetisk ekspansion i Østeuropa som den væsentligste årsag til den kolde krigs udbrud. Den amerikanske inddæmningspolitik, den såkaldte containment, med integreringen af det vestlige samarbejde blev opfattet som en nødvendig reaktion herpå. Dette var den herskende teori indtil midten af 1960'erne.

Den revisionistiske skole i midten af 1960'erne anlagde en alternativ tolkning. Her placerede man hovedansvaret for den kolde krig på USA's aktivistiske politik, motiveret af økonomiske interesser og med ansatser tilbage i 2. Verdenskrig. Sovjetunionen blev derimod set som en forsigtig og reaktiv magt.

Postrevisionismen i 1970'erne fremlagde på grundlag af nye arkivstudier en tolkning, der lå et sted mellem revisionisme og traditionalisme, men dog tættest på sidstnævnte.

Siden den kolde krigs ophør er der dog kommet en mere pluralistisk tilgang til forskningen i den kolde krig, som er blevet mere tværfaglig og teoretisk mangfoldig og ikke i samme grad lægger sig op ad de ”gamle” skoler. Dette er sket i takt med, at forskningsfeltet er udvidet fra realpolitik, diplomati, økonomi, sikkerhedspolitiske og strategiske forhold til også at omfatte ideologi, kultur, hverdagsliv, medier, teknologi, efterretningsvirksomhed mv.

En afgørende ny fase i forskningen blev også indledt med Berlinmurens fald og adgangen til de tidligere kommunistiske staters arkiver samt fremkomsten af international forskning fra den tidligere østblok og det globale syd.