Karl Gjellerup

Karl Gjellerup var en dansk forfatter. Hans ideale stræben lå til grund for, at han sammen med Henrik Pontoppidan fik Nobelprisen 1917.

Afsættet var opvæksten hos moderens fætter, den digtende og religionshistorisk vidende præst Johannes Fibiger. Karl Gjellerup blev cand.theol. i 1878, men engagerede sig i bibelkritik og litteratur. Tilskyndet af Harald Høffding skrev han guldmedaljeafhandlingen Arvelighed og Moral (1881) og sluttede sig lidenskabeligt til det moderne gennembrud.

Romanerne En Idealist (1878) og Det unge Danmark (1879), et fritænkeropgør med præstegårdsromantikken, blev fulgt af programlyrik i Rødtjørn, tilegnet Georg Brandes (1881), og Aander og Tider (1882) til minde om Charles Darwin. Romanen Germanernes Lærling (1882) viste tematisk frem mod Pontoppidan og teknisk mod Herman Bang. Med rejsebogen Vandreaaret undsagde han Georg Brandes i 1885.

Karl Gjellerup gik tilbage til heltene i Nibelungenlied og den ældre edda, da han med den patetiske kærlighedstragedie Brynhild (1884), et lyrisk-episk læsedrama i romantisk-klassisk stil, erklærede sig over for Eugenia, der da var gift med Georg Brandes' fætter.

Begejstringen for Richard Wagner fandt tillige udtryk i en monografi (1890) og i oversættelser. Efter brylluppet med Eugenia genfortalte han i Minna (1889) deres kærlighedshistorie i en realisme a la Ivan Turgenev, som gav ham et voksende publikum i Tyskland.

Parret bosatte sig i 1892 i hendes hjemby, Dresden. Her skrev han føljetonen Møllen (1896), der med sin naturalisme og skræksymbolik blev både kulørt, farverig og senere filmatiseret.

I den første roman forfattet på tysk, den velskrevne Pastor Mors (1894), undergraver titelpersonen en teologiprofessors tro på det evige liv og foregriber Karl Gjellerups afgørende påvirkning fra Arthur Schopenhauer, som skildres i romanen Rudolph Stens Landpraksis (1913).

Denne særlige variant af det metafysiske gennembrud omkring 1890 åbnede vejen til Indien, som digteren ikke selv oplevede, men beskrev overbevisende i romanen Verdensvandrerne (1910), der både udspilles i 1830'erne og i personernes tidligere liv.

Indisk visdom og mystik fandt nyt sprog i dramatik i høj stil i Offerildene (1903) og Den Fuldendtes Hustru (1907) samt i Pilgrimmen Kamanita (1906), en legenderoman om kærlighed på profetens tid. Digteren har her stilbevidst føjet nye Buddha-ord og -lignelser til de oprindelige og forbundet buddhismen med Arthur Schopenhauers lære om viljen.

De sidste historiske romaner, Guds Venner (1916) og Den gyldne Gren (1917), ser kristendommen i et buddhistisk lys. Karl Gjellerup kaldte sig selv inhuman idealist; han var tragiker i sin høje flugt fra modernitet til myte og mystik.