Johannes Fibiger

Johannes Fibiger var en dansk læge, bakteriolog, patoanatom og Nobelprismodtager.

Johannes Fibiger blev læge i 1890 og studerede derefter bakteriologi hos Carl Julius Salomonsen. Hans disputats om difteri er fra 1895. Efter studier i udlandet hos bl.a. Robert Koch var han professor i patologisk anatomi fra 1900 til 1928. I 1902 påviste han, at kvægtuberkulose kan overføres til mennesker. Herved tilbageviste han Robert Kochs påstand fra 1901 om, at kvægtuberkulose var uskadelig for mennesker.

Fibiger var den første, som – angiveligt – førte eksperimentelt bevis for, at kræft kan fremkaldes af en ydre påvirkning. I årene 1907-1913 påviste han, at rotter, der blev fodret med kakerlakker, som husede en rundorm (Spiroptera neoplastica), udviklede kræft i mavesækken med spredning til lymfeknuder og lunger. Rigtigheden af observationen er siden betvivlet, men den blev indledningen til en ny epoke i kræftforskningen, idet den gav inspiration til undersøgelser af bl.a. tjærestoffers kræftfremkaldende virkning. Johannes Fibiger blev hædret med flere æresdoktortitler, og han blev den første kræftforsker, der modtog en Nobelpris for medicin/fysiologi, da han i 1927 tildeltes prisen for 1926.

I tilslutning til Københavns Universitets Patologisk-anatomisk Institut blev der i 1949 oprettet et laboratorium for eksperimentel kræftforskning, som blev kaldt Fibiger Laboratoriet. Under navnet Fibiger Instituttet fandt det siden plads på Finseninstituttet under Kræftens Bekæmpelse.