FIGUR 13-3. De eurasiske isskjolde blev under istiderne anlagt i højlandsområder langs de nordatlantiske kystegne, hvor lune havstrømme og fugtige luftmasser gav grobund for gletsjernes vækst.

.

FIGUR 13-4 (a). Det Skandinaviske Isskjolds vækst fra de norsk-svenske fjelde til det østsvenske og baltiske lavland.

.

FIGUR 13-4 (b). På grund af optøning ved bunden blev isskjoldet ustabilt, hvilket kunne føre til kollaps i randområderne over sedimentundergrunden. Herved kunne gletsjerne strømme gennem Østersølavningen mod det danske område, samtidig med at isskjoldets tykkelse formindskes, og isdeleren rykkede mod den norsksvenske fjeldkæde.

.

FIGUR 13-4 (c). Ved lokal havniveaustigning søsattes kontinentalsoklens is på grund af jordskorpens nedpresning, hvorved gletsjerne rykkede tilbage ind i fjordene langs Vestnorges kyst. 0 på den lodrette akse viser det nuværende havniveau.

.

Når sne ikke smelter bort om sommeren, dannes der efterhånden gletsjeris ved pålejring af ny sne år efter år. Gletsjere vokser i størrelse, når nedbøren øges og tilførslen af is overstiger afsmeltningen. Ved fortsat vækst opstår der iskapper, der med yderligere vækst bliver til isskjolde, som kan dække store dele af kontinenterne.

Den højde over havet, hvorover gletsjeris dannes, kaldes glaciationsgrænsen, og den varierer med sommertemperatur, breddegrad og nedbørsmængde. Det betyder, at jo længere nordpå nedbøren falder, og jo mere nedbør der falder som sne, desto lavere ligger glaciationsgrænsen i Europa og Arktis. sommertemperaturen bestemmes på sin side af indstrålingen fra Solen, der ændres i regelmæssige rytmer, styret af de såkaldte Milankovich-cykler (se Hundredtusindårs- til titusindårs-ændringer).

Det Skandinaviske Isskjold kunne vokse, når nedbøren fra Atlanterhavet, der faldt som sne, blev omdannet til is i højfjeldet. Rigelig nedbør sikrede fortsat vækst, der medførte, at dalgletsjere flød ned mod lavlandet på hver side af den norsk-svenske fjeldkæde. Isskjoldet kunne herved nå at dække betydelige områder, og efterhånden kom dale og lavninger til at fungere som mægtige dræn, hvor ismasserne flød hurtigt. Isskjoldene i Europa blev dannet i kystnære højlandsområder som f.eks. Det Skotske Højland, Den Skandinaviske Fjeldkæde, Svalbard, Novaya Zemlja i Barentshavet og det nordlige ural.

Det Skandinaviske Isskjold har til tider udgjort en del af et større system af isskjolde, der har strakt sig langs den nordøstlige del af Atlanterhavet og Barentshavet. Kun sjældent kan isskjoldene imidlertid tænkes at være vokset sammen til et stort eurasisk isskjold (figur 13-3).

Isskjoldets dynamik

På samme måde som et vandskel leder åer og floder i hver sin retning, flød isen fra det højeste område på isskjoldet, isdeleren, ud mod forskellige dele af randen. Da isdeleren under isskjoldets udvikling blev forskudt frem og tilbage, blev isens flyderetning også ændret. Dette havde afgørende betydning for, hvorvidt Danmark blev udsat for nedisning, og om isen i så fald invaderede landet fra Norge, Sverige eller Østersøen.

Temperaturen ved isens bund har sammen med underlagets evne til at tilbageholde eller dræne smeltevand bort haft afgørende indflydelse på isskjoldets udbredelse, bevægelsesmønster og flydehastighed. I perioder med et veludviklet isskjold ville isens bund i en 200-500 km bred zone langs den sydlige og østlige rand kunne nå smeltepunktet på grund af isens tryk. Når denne zone nåede det område i Østersøen, hvor underlagets sammensætning ændrer sig fra krystallinsk grundfjeld til sedimentær undergrund, medførte sedimenternes gode evne til dræning, at smeltevand blev ledt bort gennem isens underlag. Herved blev isens fremrykning bremset, og dens rand blev stejl. Når der ved yderligere optøning langs isens sål dannedes mere smeltevand, end der kunne drænes bort gennem undergrunden, blev der foran isranden opdæmmet issøer i lavninger i terrænet. Efterhånden løsnede isskjoldet sit greb i bunden, det blev ustabilt og kollapsede i de randnære områder. Dette medførte hurtig fremrykning mod Danmark, som det f.eks. skete gennem Østersølavningen og Kattegat.

Under væksten antog isskjoldet efterhånden en asymmetrisk form. Fordi det brækkede i stykker, da det nåede havet langs Norges kontinentrand og flød bort som isbjerge i Atlanten, voksede isskjoldet efterhånden mod øst ind over Finland og Rusland og ikke mindst sydpå gennem Østersøen.

Den hurtige flydning mod øst og syd betød, at også det danske område kunne dækkes af isstrømme fra Baltikum. Udstrømningen medførte, at isens tykkelse i en bred zone bag randen blev formindsket og isens højeste punkt blev forskudt mod vest og nord, hvorfor isdeleren igen blev tvunget mod de skandinaviske fjelde.

Også ændringer i havniveauet kunne flytte isdeleren, og dermed ændre på gletsjernes strømningsmønster. Den del af isskjoldet, der har dækket de lavvandede områder langs Norges kyst og bunden af Skagerrak og Kattegat, har været særlig følsom over for svingninger i havniveauet, hvad enten det skyldtes globale havspejlsændringer eller lokale forhold. Blot en mindre vandstandsstigning, der kan forekomme, når isens vægt presser havbunden ned, kunne betyde, at store dele af isdækket ikke længere stod på fast grund, men blev løftet fri og flød bort som isbjerge. Når isen dækkede det meste af kontinentalsoklen, kunne især de dybe render hurtigt tømmes for is, og isranden rykke tilbage til fjordmundingerne omkring den nuværende kystlinje, og isdeleren blev flyttet længere mod øst (figur 13-4).

Isstrømme

I et isskjold som det skandinaviske blev hastigheden ved isens bund generelt øget ud mod randen. Men afhængig af temperaturen ved bunden og underlagets beskaffenhed, kunne hastigheden ændres langs forskellige dele af isskjoldets randområder. Hovedparten af isskjoldet flød vedholdende og relativ langsomt over en bred front ud mod randen, mens afgrænsede dele af isen bevægede sig i smalle og hurtige strømme.

Disse isstrømme efterlod sig langstrakte og strømlinede landskabsformer, der ligger parallelt med isens flyderetning. Store, vifteformede aflejringer ud for fjordmundingerne langs Vestnorges kontinentrand viser isstrømmenes endestation, hvor gletsjernes indefrosne materiale blev læsset af som fra et transportbånd og af tyngdekraften ført ned mod dybhavet som store undersøiske skred.

De isstrømme, der fra Oslofjorden har flydt gennem den 300-500 m dybe Norske Rende i Skagerrak til Atlanterhavet mellem Shetland og Vestnorge, har haft afgørende indflydelse på nedisningernes forløb i det nordlige Danmark. Gennem Norske Rende kunne isstrømmen dræne isskjoldet i Sydnorge med hastigheder på 200-800 m per år.

I lavlandsområderne omkring Østersøens kystegne og det nordlige Rusland har isstrømmene kun i beskedent omfang kunnet lade sig lede af de ubetydelige højdeforskelle, der findes her. De har derimod i stor udstrækning været styret af, at der fandtes vandmættede sedimenter under isens sål, der let lod sig deformere, hvilket har nedsat friktionen og øget gletsjernes hastighed. Strømmene gik i stå, når isen blev for tynd eller nåede lag med så effektiv dræning, at smeltevandet kunne ledes bort under isen. Overfladiske afløb fandt vej via flodsletter og smeltevandsdale.

De isstrømme, der er flydt ud på det nordeuropæiske lavland, har langs randzonen kunnet brede sig ud i vifteform. Herved dannedes de bueformede randmoræner, der som oppressede bakkestrøg hæver sig mere end 100 m over det omgivende landskab. Når én istunge gik i stå, medførte den bagfrakommende strøm af is, at en ny lobe kunne skyde frem ved siden af de forrige. Derfor er israndsstrøg fra samme større isstrøm sammensat af flere mindre og lidt aldersforskellige randmoræner. I selve strømningsområdet dannedes udtværede og strømlinede morænelandskaber med længderetningen i isens flyderetning.

De baltiske isstrømme, der har kunnet nå Danmark glidende på lerede sedimenter afsat på bunden af isdæmmede søer foran isen i Østersølavningen, har især præget nedisningernes udvikling i den østlige og sydlige del af Danmark (figur 13-5).

Isskjoldets udbredelse

Nye undersøgelser har vist, at Det Skandinaviske Isskjold har været tyndere og meget mere dynamisk, end hidtil antaget. Ifølge modelberegninger gennemgik isskjoldet under den sidste istid fire større faser med opbygning og afsmeltning. I beregninger indgår en række forhold som f.eks. a) ændringer i solindstrålingens styrke, b) hvor meget stråling, der blev kastet tilbage til verdensrummet, c) den del af nedbøren, der omdannes til gletsjeris, d) lokale havspejlsændringer forårsaget af landhævninger og sænkninger omkring det nedisede område, e) ændringer i det globale havniveau beregnet ud fra dybhavskerner, f) skiftende beliggenhed af glaciationsgrænsen og isdeleren, g) temperaturen ned gennem isskjoldet fra top til bund, h) flydningens hastighed i isens sål og i underlaget.

Modellen beregnede, at isskjoldet to gange i Tidlig Weichsel antog en størrelse, der dækkede Den Skandinaviske Fjeldkæde og nåede den norske kontinentsokkel og egnene omkring Den Botniske Bugt. Indimellem smeltede isskjoldet næsten bort. Modellen forudsiger desuden, at isskjoldet i to perioder, for ca. 60.000 og 25.000 år siden, har kunnet brede sig helt til den sydlige del af Østersøen og Danmark, og at det i den mellemliggende periode var stærkt formindsket. Den beregnede tykkelse viser, at den skandinaviske iskappe var godt 1000 m tyndere, end man hidtil har ment. Isskjoldet var i Sen Weichsel omkring 1500-2000 m i Den Botniske Bugt, mens det i Østdanmark var godt 500 m tykt og tyndede ud vestpå mod Hovedstilstandslinjen.

I store træk bekræftes modellen af geologiske data om israndens position til forskellige tider. Modellen har imidlertid ikke været i stand til at vise de gentagne gletsjerfremstød vekslende med efterfølgende afsmeltning, der fandt sted både langs den norske Atlanterhavskyst og Østersøområdet inkl. Danmark. Det betyder blot, at rollefordelingen i samspillet mellem ocean, atmosfære, landmasser, is samt ind- og udstråling kun i grove træk er klarlagt.

Havspejlets svingninger

Det skiftende havniveau i Kvartær var styret af isskjoldenes vækst og afsmeltning. Vandstanden i oceanerne afhang derfor af mængden af is i landområderne. Men i og omkring de nedisede områder udøvede isskjoldenes tyngde en belastning på underlaget, der forårsagede lokal indsynkning af en størrelse svarende omtrent til en tredjedel af isens tykkelse. Denne nedpresning gjorde sig med aftagende styrke også gældende i et op til hundrede kilometer bredt bælte foran isskjoldet. I lavlandsområder kunne havet under istiderne derfor trænge ind i en smal lavning langs isranden, også mens det globale havniveau lå lavt. Bortsmeltning kunne tilsvarende medføre hævning af jordskorpen, hvilket førte til et lokalt havniveaufald i de tidligere israndsnære områder.

Under sidste istids koldeste afsnit var så meget vand bundet i is, at oceanernes vandspejl var sænket mere end 130-140 m, og det steg tilsvarende, da isskjoldene smeltede. Sådanne ændringer i havniveauet kunne mærkes i alle kystegne på Jorden.

Mens havstigningen standsede brat i samme øjeblik, al is var smeltet, haltede lokale havniveaujusteringer så at sige bagefter på grund af jordskorpens langsomme hævning. Denne træghed har betydet, at hævning af de centrale dele af Skandinavien som følge af sidste isskjolds tyngde endnu ikke er ophørt. Kystområderne langs Den Botniske Bugt løfter sig i dag mellem 0,5 og 1 m per 100 år, knap 10.000 år efter isens bortsmeltning fra disse områder.

Danmark har for det meste ligget i periferien af Det Skandinaviske Isskjold, og selve isens rand har adskillige gange stået her inden for hver istid. Nedpresning af områder uden for isranden har haft stor indflydelse på fordelingen af land og hav i det danske område. Således har store dele af Skagerrak og Kattegat været dækket af et arktisk hav under det meste af sidste istid, mens isskjoldet dækkede Norge og det sydlige Sverige. I perioder med afsmeltning har havet i en kort periode, inden landhævning for alvor tog fat, kunnet trænge langt ind over de tidligere nedisede områder.

Det var tilfældet i Nordjylland under den sidste istids slutfase. Hævningen af jordskorpen medførte et fald i havniveau, selv om vandstanden i verdenshavene var stigende, fordi isskjoldene smeltede. Datidens ishavsaflejringer findes i dag i højder på mere end 10-70 m over det nuværende havniveau i Nordjylland og i 50-150 m’s højde langs den svenske vestkyst. De største højder findes mod nordøst, i retning mod den tykkeste del af isskjoldet.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det Skandinaviske Isskjold.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig