Når sne ikke smelter bort om sommeren, dannes der efterhånden gletsjeris ved pålejring af ny sne år efter år. Gletsjere vokser i størrelse, når nedbøren øges og tilførslen af is overstiger afsmeltningen. Ved fortsat vækst opstår der iskapper, der med yderligere vækst bliver til isskjolde, som kan dække store dele af kontinenterne.
Den højde over havet, hvorover gletsjeris dannes, kaldes glaciationsgrænsen, og den varierer med sommertemperatur, breddegrad og nedbørsmængde. Det betyder, at jo længere nordpå nedbøren falder, og jo mere nedbør der falder som sne, desto lavere ligger glaciationsgrænsen i Europa og Arktis. sommertemperaturen bestemmes på sin side af indstrålingen fra Solen, der ændres i regelmæssige rytmer, styret af de såkaldte Milankovich-cykler (se Hundredtusindårs- til titusindårs-ændringer).
Det Skandinaviske Isskjold kunne vokse, når nedbøren fra Atlanterhavet, der faldt som sne, blev omdannet til is i højfjeldet. Rigelig nedbør sikrede fortsat vækst, der medførte, at dalgletsjere flød ned mod lavlandet på hver side af den norsk-svenske fjeldkæde. Isskjoldet kunne herved nå at dække betydelige områder, og efterhånden kom dale og lavninger til at fungere som mægtige dræn, hvor ismasserne flød hurtigt. Isskjoldene i Europa blev dannet i kystnære højlandsområder som f.eks. Det Skotske Højland, Den Skandinaviske Fjeldkæde, Svalbard, Novaya Zemlja i Barentshavet og det nordlige ural.
Det Skandinaviske Isskjold har til tider udgjort en del af et større system af isskjolde, der har strakt sig langs den nordøstlige del af Atlanterhavet og Barentshavet. Kun sjældent kan isskjoldene imidlertid tænkes at være vokset sammen til et stort eurasisk isskjold (figur 13-3).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.