plantehormoner

Plantehormoner er stoffer, der er aktive i meget lave koncentrationer i cellen, som regel en milliontedel af vævets/cellens friskvægt. De produceres i bestemte dele af planten som respons på et signal, fx lys, og transporteres derfra til andre dele af planten. Her udøver de deres virkning ved at regulere en fysiologisk proces i et specifikt væv eller en specifik celle, der er tilpasset til netop at reagere på små mængder af disse forbindelser. Dette er den samme definition, som anvendes inden for dyrefysiologien (se hormoner).

De bedst kendte "klassiske" plantehormoner inddeles i femhovedgrupper: auxin, abscisinsyre, cytokinin, gibberellin og ætylen. Flere andre grupper af naturligt forekommende forbindelser, fx brassinosteroider, strigolaktoner og jasmonsyre fungerer også som plantehormorner. Alle disse hormoner er relativt små organiske molekyler og, med undtagelse af brassinosteroider, som er steroider, er der ingen af dem, som kemisk ligner menneskets hormoner. Først i det seneste årti har det vist sig, at planter også bruger peptider som signalstoffer. Peptider udgør den største gruppe af humane hormoner.

Nitrogenoxid (NO), som er en luftart, er et vigtigt signalstof i mennesket, og den opdagelse førte i 1998 til Nobelprisen i fysiologi eller medicin til opdagerne. Inden for de sidste 20 år er det blevet klart, at NO også er et vigtigt signalstof i planter.

Der er tale om signaloverførsel eller signal transduktion:

Signal (fx lys) → induktion af hormonproduktion i et bestemt væv eller celletype → transport af hormon til et andet sted i cellen, organet eller planten → binding af hormon til en receptor → receptoren sætter proces(ser) i gang (fx aktivering af gener) → respons.

Hormonernes virkning er dels afhængig af deres koncentration i vævet/cellerne (targetceller), dels af reaktionsevnen hos vævet/cellerne (følsomheden). Eksempelvis er auxiner giftige for planter ved høje koncentrationer, og dette danner basis for deres anvendelse som ukrudtsmidler.

Et plantehormon kan have flere virkninger. Auxiner fremmer fx cellestrækning såvel som dannelsen af rødder, men hæmmer sideknopbrydning og bladfald. Forskellige hormoner kan have den samme virkning; fx kan auxin, cytokinin, gibberellin og ætylen alle fremme celleudvidelse. Løvfald styres fx af auxin, ætylen og abscisinsyre. Der er tale om et indviklet, men harmonisk, samspil mellem de forskellige hormoner. Se også planter (plantevækst).

Vækst og differentiering reguleres ikke blot af de enkelte hormoner, men er også bestemt af tidsfaktoren, dvs. de ændringer i hormonbalancen, som indtræffer i løbet af plantens livscyklus.

På grund af deres påvirkning af næsten alle faser af plantens livscyklus har hormonlignende forbindelser store kommercielle anvendelsesmuligheder i landbrug og havebrug til regulering af plantevækst. Blandt de vigtigste anvendelsesområder kan nævnes stiklingers roddannelse, stråforkortning, opformering af planter in vitro (se mikroformering og vævskultur), formdannelse af planter, afløvning af planter, frugtsætning, -modning og -fald, kerneløse frugter, ukrudtsmidler, maltning i ølbrygning osv.

• plantefysiologi
• hormoner