personalunion

Man kan diskutere, om begrebet Personalunion giver mening, inden den moderne forestilling om suverænitet blev en realitet (og stater blev anset som internationale personer). Men hvis vi breder forståelsen lidt ud, kan vi finde mange historiske tilfælde på en form for personalunioner. Kalmarunionen (1397-1523) er et eksempel, hvor monarkerne blev kongevalgt, i Danmark, Norge og Sverige. Et eksempel på en monark, der arvede en trone og blev valgt til en anden, er Augustus den Stærke, der var kurfyrste af Saksen 1694-1733 (baseret på arveret) og konge af Polen 1697-1706 og 1709-1733 (kongevalgt).

Et kendt eksempel på en personalunion, hvor monarken arvede begge troner, er Storbritannien-Hannover i perioden 1714-1837. Denne personalunion blev skabt ved, at kurfyrst Georg Ludwig af Hannover arvede titlen som britisk konge som George 1. i 1714. Tidligere var Skotland og England blevet en personalunion i 1603, da den skotske kong Jakob (James) 6. blev konge af England som Jakob 1. De forskellige numre illustrerer personalunionens logik, nemlig at de to enheder er selvstændige enheder, hvorfor samme monark indgår i forskellige kongerækker.

Personalunionen er mere generelt et tilfælde af det bredere begreb konglomeratstat, det vil sige en stat, hvor forskellige politiske enheder har samme monark. De var særligt udbredte i Europa, hvor konglomeratstaten i århundreder var den almindelige statsform. For at vise sig langtidsholdbare skulle en personalunion normalt have den samme dynastiske successionsregel i hver enhed, således at det eksempelvis var den afdøde monarks ældste søn, der arvede magten i samtlige enheder (se primogenitur). Det er blandt andet af den grund, at personalunioner var mere sjældne i valgmonarkier.

• Monarki
• Tronfølge
• Statsforbund
• Konglomeratstat