lerklining

Lerklining er en metode til at lukke de tømmerafgrænsede felter, såkaldte tavl, i en bindingsværksvæg – den være sig udvendigt eller indvendigt i huset. Det bruges på både firkantede eller trekantede tavl.

Materialet til lerkliningen er en sej masse af ler, grus, halm, vand og kolort, der kastes på et fletværk af vidjer eller på støjler i hver tavl.

Lerklining er således specielt knyttet til huse i bindingsværkskonstruktion, som vi kender fra byggeskikken i Vest-, Nord- og Østeuropa, hvor der findes løvskov. Herunder Spanien (Baskerlandet), Frankrig, Tyskland, De Britiske Øer, Nederlandene, Danmark, Skåne i Sverige og det nordlige Polen samt de Baltiske lande og Karelen.

I det nordlige Skandinavien og i Østeuropa er lermørtel blevet anvendt som indvendig pudsning af bjælkehuse. Og når det gælder diverse andre huse af lerjord, Verden over, f.eks. den franske pisé-konstruktion, den tyske wellerwände eller den britiske cob, samt de soltørrede lersten adobe, kan disse heller ikke, ud fra denne definition, betegnes som lerklinede huse.

Den følgende redegørelse for lerkliningens historie og udførelse m.v. knytter sig specielt til Danmark.

Historie

Lerklining kendes tilbage fra stenalderen, og fra bronzealderen har danske arkæologer fundet stumper af lerklining med aftryk af vidjefletning, hvor ydersiden var bemalet med kraftige kalkfarver.

Bybindingsværkshusene

Bindingsværkshusene i de danske købstæder havde oprindeligt lerklinede tavl. I renæssancen (1550–1660), og mange steder også før, blev nye bindingsværkshuse udmuret med brændte mursten (tegl) i tavlene. På gårdsiden eller på de indvendige bindingsværksvægge kunne husene af besparelseshensyn have ubrændte lersten i tavlene, hvorefter de blev pudset med kalkmørtel. Der kan i sjældne tilfælde forekomme indvendige, lerklinede vægge i købstædernes enetages boder.

Landbindingsværkshusene

Stort set alle landbindingsværkshuse i Danmark, der blev bygget før ca. 1800, havde lerklinede tavl mellem tømmeret.

Omkring 1800 blev de klinede lertavl i landhusene erstattet med ubrændte lersten i nybyggede bindingsværkshuse, og også ved reparationer osv. på eksisterende bygninger. Undtagelser kunne være landsbyhuse, bygget af godserne, f.eks. de såkaldte hospitaler (alderdomshjem eller fattighuse), der for at hæve sig op over bøndernes gårde, blev udmuret med brændte mursten i tavlene.

På de øvrige landhuse vinder de brændte mursten først indpas omkring 1850. Vi kan imidlertid være heldige stadigvæk at finde lerklinede tavl i ældre landbindingsværkshuse den dag i dag.

Der er en interessant forskel på opbygningen af lerkliningen i bindingsværkshusene vest og øst for Storebælt. Den vestdanske, vest for Storebælt, der består af en lerklinet vidjefletning i de enkelte tavl. Og den østdanske, øst for Storebælt, der består af lerklinede, lodrette støjler eller stave i hele væggens højde. Grænsen er ikke fuldstændig fast, idet den østdanske støjleklining primært findes på bindingsværksbygninger fra før Landboreformerne, dvs. før ca. 1800.

Vest for Storebælt – vændreværk

Første del af ordet vændreværk er vånd 'vidje', dvs. en bøjelig, smidig kæp eller stok, skåret af visse træer og buske for at kunne anvendes til et vist formål; det bruges også om en gren, der er flækket på langs.

Vest for Storebælt, dvs. på Fyn og i Jylland, blev lerkliningen udført på lodrette kæppe, såkaldte støjler, der blev skubbet op i 4 huller i undersiden af tavlets overside, dvs. det overliggende bindingsværkstømmer, henholdsvis tagremmen eller løsholtet. Via en lang rille i oversiden af tavlets underside, det underliggende bindingsværkstømmer, henholdsvis fodremmen eller løsholtet, kan støjlerne sættes i spænd, så de står lodret. De to yderste støjler står 8-10 cm fra de lodrette sider af tavlet. De to resterende støjler deler feltet i tre lige store dele. Støjlerne udføres af egetræ, hasseltræ eller fyrretræ.

Herefter fletter man ca. 2 cm tykke, lange, lige vidjer af hassel, ask eller pil, der naturligvis spidser ud til ca. 1 cm i tykkelsen i den tynde ende, vandret mellem støjlerne. Skiftevis fra den ene og den anden side af de yderste støjler, og dermed af alle fire støjler. Dette kaldes fra gammel tid ’vændreværk’ eller at ’vændre’. Vidjefletningen tørrer en uges tid, så de kan bankes helt tæt sammen, så vidjefletningen bliver så tæt som mulig. I kanterne ud mod de lodrette stolper skal vidjerne hugges eller skæres af, lige inden for stolpens indre kant, så alt vil blive dækket af lerkliningen.

Vestdansk lerklining af bindingsværkstavl med 4 støjler og vidjefletning, hvorpå der klines med ler.

vidjefletning (vændreværk)

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0
Lerklining

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0
De vidjeflettede tavl på Fyn, set indefra

Vidjefletningen set indefra

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Øst for Storebælt – støjleklining

I Østdanmark samt Skåne udfører man lerkliningen på lodrette støjler af eg, fyr eller hassel på ca. 2 x 3-4 cm, også kaldt stave, sat med 4-6 cm mellemrum. For at få lermassen til at fylde mellemrummene godt ud, blandes der hele halmstrå i lerblandingen.

Denne forskel og særlige metode skyldes dels at de sjællandske, mønske og bornholmske landbindingsværkshuse er udført udenen vandret fodrem, oven på syldstene. Syldsten er natursten, som gør at der ikke kan anbringes støjler til vidjefletning på dem. Desuden har specielt mange sjællandske landbindingsværkshuse heller ingen løsholter, dvs. tværgående tømmerstykker, mellem stolperne, men i stedet udvendige eller indvendige, evt. begge dele, vandrette sidebånd. Disse lægtelignende bånd har, ud over at holde stolperne sammen i vandret linje, samt at bære eventuelle vinduer eller træluger, også til formål at støtte lerkliningens lodrette stave.

Støjlerne sidder foroven i huller i tagremmens underside, men forneden bliver de enten stukket ned mellem eller oven på de flade syldsten og klemt fast her, eller som på Møn, hvor man lægger et løst tømmerstykke kaldet fodtømmer mellem stolpernes fodender.

Carl von Linné beskrev i 1749 lerklining i Skåne.

Resa i Skaane 1749

Af Carl von Linné.

Licens: CC BY SA 2.0

Klinede, spredtstillede støjler i en bygning, syd for Roskilde.

støjleklining

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0
Detalje af lerkliningen i den østdanske støjleklining syd for Roskilde. Lermassen skal tilføres halmstrå for at fylde revnerne mellem støjlerne godt ud.

støjleklining

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0
I Østdanmark lerkliner man på lodrettet støjler eller stave, som her i Lyngby, nord for København. Afstanden mellem staverne kræver at lerblandingen indeholder mere halm end ellers.

Spurveskjul

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Lerklinede vægge i Skåne i 1749

Den svenske naturforsker Carl von Linné var i 1749 på studierejse i Skåne, for at studere naturforhold, erhvervsforhold og kulturforhold. Herunder beskrev Linné over 5 dage i maj og juni i sin dagbog, hvordan de skånske bønder lerklinede et bindingsværkshus. Resa i Skaane fra 1749 indeholder derudover en detaljeret tegning af arbejdet.

Der ses 8 personer på tegningen, 6 kvinder og 2 mænd. Herudover skal der stå lige så mange kvinder på indersiden af væggene. Så det er meget tydeligt at landsbyens gårde, hjælper hinanden med dette store arbejde. Mod et behørigt klinegilde, når klinearbejdet var færdigt. Ligesom man holder rejsegilde, når spærene på huset er rejst på det ligeledes i fællesskab opførte bindingsværkshus.

Mændene udfører den ret tunge blanding af ler, sand, kolort og halm og den videre æltning af lermørtelen, der udføres så tyk, at den kan stå i faste bunker på de små stilladser. Selve lerkliningen er tydeligvis kvindearbejde. Man må dog formode at det er mændene, der har bygget bindingsværket og opsat de lodrette, spredtsiddende støjler eller stave af flækket hassel, eg eller fyrretræ, som lerkliningen, efter ’østdansk måde’, kastes ud eller op på.

Blandingen af lermassen

Klæbeprøven består i at trille to lerkugler med 4-5 cm diameter i den færdigblandede lermørtel. Hvis kuglerne klæber sammen og hvis man kan 'løfte' den ene med den anden, er konsistensen i orden.

Klæbeprøven

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Når et nyt eller flyttet hus eller en gård i bindingsværk før i tiden skulle lerklines, krævede det, at alle i landsbyen deltog, både med opgravning og transport af lerjord, med selve blandingen og med lerkliningen. Husbonden og husmoderen holdt som tak for hjælpen et veritabelt klinegilde med mad og drikke til alle.

Lerjordsmassen røres op af naturlig morænejord, der opfylder en klæbeprøve. For at afprøve massens klæbrighed, kan man rulle to kugler på 4-5 cm i den våde, opblandede lerjordsmasse – man skal herefter kunne løfte den ene med den anden. Eventuelt røres massen af rent ler og grus 1:4 eller 1:5. Der blandes ca. 1/20 kolort i blandingen, fordi denne fibermasse fra græs, halm og strå, der har været gennem en drøvtyggermave, medvirker til at lerblandingen efter påførelsen afgiver vandet og tørrer ud uden store revner i overfladen. Man kan også bruge hakkede halmstumper, såkaldt hakkelse i blandingen, men kolort er at foretrække, også frem for hestegødning, der ikke er blevet findelt af drøvtygningsprocessen.

Lerkliningen

Selve lerkliningen foregår ved at klaske lerblandingen på med hænderne, udefra og indefra på én gang, og med samme kraft af to personer. Forinden forvander man grenfletningen godt med almindeligt vand. Lerkliningen sker nedefra og op på selve tavlene. Erfaringerne viser, at selv denne 12-13 cm tykke lervæg af våd lermasse bliver fast efter få minutter, så man kan umiddelbart kline videre, på den nyudkastede bund. Mens lermassen stadig er blød jævner man de lodrette overflader, enten med hænderne eller en murerske eller kanten af et pudsebræt. Overfladen må ikke glattes. For at undgå for store revner i væggene skærmes lertavlene af for direkte sollys med våde sække, presenninger eller lodrette, løse brædder og lignende.

Overfladebehandling

Efter lerkliningen skal det rå ler pudses med kalkmørtel for at kunne modstå regn. Det skal ske, mens leroverfladen er fast men blød i overfladen.

kalkpuds på lerklining

Af Søren Vadstrup.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Efter et par dage er lertavlene klar til at blive pudset med kalkmørtel og kalket med hvidtekalk eller kalkfarver. Det skal ske ret hurtigt på husets ydersider for at hindre at regnvejr vasker leret ned igen. Indersiderne kan vente til senere. I stalde og vognporte kan man evt. helt undlade kalkpudsen og lade væggene stå med de rå leroverflader. Man starter med at bløde lertavlenes yderside op med vand, så man kan trykke blommen af en finger ind i overfladen. Det sker for højst et tavl ad gangen, da overfladen ellers når at blive hård igen.

Mens leroverfladen er blød, som beskrevet, trækkes et 1 cm tykt lag luftkalkmørtel på med et pudsebræt – fra neden og opad, idet kalkmørtelen mases godt ind i den bløde leroverflade. Efter ca. en ½ time, vil kalkpudsen begynde at danne små eller store revner i overfladen. Man vander straks overfladen med vand, strintet på med en kost, hvorefter man trykker revnerne sammen rent mekanisk med et mindre pudsebræt eller en murerske. Dette gentages efter ca. ½ time mere og løbende indtil revnerne ikke vender tilbage. Den udvendige overflade skal hver gang efterlades med den færdige overfladekarakter, der passer til bygningen. Uden uønskede skel, ridser eller ujævnheder.

Langs bindingsværkstømmerets udvendige kanter trækkes der er skrå fas ind mod sidekanterne. Det sker dels for at komprimere kalkmørtelen her, dels for at skabe et tydeligt skel mellem tømmer og tavl, så kalkmørtelen ikke går ind over selve træværket. Under denne proces må der ikke skinne direkte sollys på de nyklinede tavl. Umiddelbart herefter forvander man de pudsede tavl igen, hvorefter tavlene kalkes med hvidtekalk 2 gange med et døgns mellemrum. Herefter kan de forvandes og kalkes med kalkfarver, 1-2 gange.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Træarkitektur og bindingsværk

Søren Vadstrup

Arkitekt MAA, forskningslektor, Center for Bygningsbevaring i Raadvad