impala

Impalaen hører hjemme i underfamilien Antilopinae og familien skedehornede hovdyr (Bovidae).

Den er dog en særegen antilope, som forskerne altid har haft svært ved at placere i forhold til andre antiloper. Den har længe tilhørt sin egen gruppe (stammen Aepycerotini), men ny, danskledet forskning antyder, at impalaen bør placeres sammen med den lille suni (Nesotragus moschatus). Derefter menes impalaens nærmeste slægtninge at være pygmæ- og dværgantiloperne af slægten Neotragus.

Impalaen er en slank og elegant antilope. Hannerne vejer 32-80 kg, mens hunnerne når en vægt på 32-60 kg. Den kan kendes på sin rødbrune farve, den tofarvede flanke, som er mørk øverst og lys nederst, de sorte ørespidser, og på at der står "111" på bagenden. Underarten sorthovedet impala (Aepyceros melampus petersi) er kendetegnet ved en sort blis på snuden. Hannen har lange, lyreformede horn, der kan blive op til 92 cm lange. Hunnen har ikke horn.

Impalaen er vidt udbredt i det østlige Afrika, fra Kenya og Uganda til Botswana og det nordøstlige Sydafrika. Derudover findes der en isoleret underart, sorthovedet impala, i Namibia og Angola.

Den holder især til i skov- og busksavanne, men søger tit ud i mere åbne områder for at græsse. Impalaen vover sig dog sjældent langt ud på den åbne savanne, hvilket formodentlig hænger sammen med, at den ikke løber lige så hurtigt som fx gazellerne. Impalaens bedste forsvar er dens imponerende springevner. Den kan springe 10 meter langt og 3 meter højt. Derfor foretrækker den at være tæt på buskads, som den kan flygte ind i og henover. Når den flygter, kan den springe adræt hen over buske.

Impalaens føde består af en alsidig blanding af græs, blade, småkviste, knopper, frugter og frøbælge.

Hunnerne lever i flokke, består af ganske få til over 100 individer. De største flokke ses i mere åbne områder og i forbindelse med den våde årstid. I den nordlige del af impalaens udbredelsesområde lever hannerne i ungkarleflokke, mens de i den sydlige del kan leve i blandede flokke sammen med hunnerne uden for parringstiden; når parringstiden begynder, jager de dominerende hanner andre hanner væk fra hunnerne af .

I brunsten etablerer de stærkeste hanner yngleterritorier. Territoriehannerne danner ikke harem – hunnerne færdes frit rundt – men de forsøger at parre sig med hunner i brunst, der besøger deres territorium. At holde på et territorium er en kraftanstrengelse for hannerne. De brøler, så det kan høres på halvanden kilometers afstand, og stanger regelmæssigt med rivaler, der udfordrer dem. Derfor holder territoriehannerne sjældent længere end to ugers tid; så må de i træthed opgive deres territorium og slutte sig til en ungkarleflok. En succesfuld han kan parre sig med over 15 hunner på en ynglesæson.

Impalahunnen går drægtig i ca. 6,5 måneder og får normalt én unge ad gangen. Ungen holder sig skjult de første par dage, hvorefter moren introducerer den til sin flok.

Hos impalaer har unger det med at danne separate ungegrupper, og moren ser derfor kun sin unge, når den skal die.

• antiloper