eland

Sammen med bl.a. kuduerne hører elanderne til slægten spiralhornede antiloper. På trods af navnet er de spiralhornede antiloper nærmere beslægtet med okserne end med andre antiloper.

Der findes to arter af elander:

• nordlig eland (Tragelaphus derbianus)
• sydlig eland (Tragelaphus oryx).

Elanderne er kæmpeantiloper, der er mere kvægagtige end antilopeagtige i deres kropsbygning. Deres pukkel på skulderen og doglæppen, den løse hud, der hænger som et gardin under halsen, får dem til at se endnu større ud i profil.

Doglæppen bliver særlig stor hos modne hanner. Hos sydlig eland begynder den midt på halsen og fortsætter ned til brystet. Hos nordlig eland starter doglæppen helt oppe under hagen og fortsætter til midt på halsen, og den er beklædt med lange frynser og en sort krave.

Nordlig eland har 12-15 lodrette hvide striber, mens sydlig eland har 2-12; i den sydlige del af dens udbredelsesområde kan striberne næsten mangle helt. Især hanner bliver ofte grå med alderen. Hannerne har en måtte af hår på næsen og panden, der lugter kraftigt pga. et sekret fra en kirtel.

Begge køn har lige, snoede horn. Hos nordlig eland får hannerne de længste horn, mens det hos sydlig eland er hunnerne, hvis horn bliver længst, om end de er slankere og mindre snoede end hannernes. Nordlig eland får længere horn (80-143 cm) end sydlig eland (43-118 cm).

Nordlig eland blev tidligere kaldt for kæmpeeland, men det er et upassende navn, da den i gennemsnit er en smule mindre end sydlig eland; dens maksimale vægt er dog en smule højere. Nedenfor er vist vægt og skulderhøjde (SH) for hver af de to arter:

• Sydlig eland: Hanner 400-942 kg, hunner 277-600 kg. SH 120-183 cm.
• Nordlig eland: Hanner 400-950 kg, hunner i snit 440 kg. SH 150-178 cm.

Deres størrelse taget i betragtning er elanderne overraskende hurtige og adrætte. De kan løbe op til 70 km/t og springe 2-3 meter i højden.

Sydlig eland er vidt udbredt i det østlige og sydlige Afrika. Her forekommer den i en lang række åbne naturtyper som savanne, skovsavanne, halvørken (Kalahari), fynbos og højlandsgræssletter i op til 4.890 meters højde (Kilimanjaro). Visse steder kan den bevæge sig ind i skov, hvis der er fødemangel i det åbne.

Nordlig eland har oprindelig været udbredt i et forholdsvis smalt bælte af skovsavanne, der strækker sig fra Senegal i Vestafrika til Sydsudan i øst. I dag findes den truede art kun pletvist i dette område.

Elander lever af blade, friske skud, urter, frugt, rødder, rodknolde og græs. I regntiden, hvor frisk græs er tilgængeligt, kan græs udgøre over halvdelen af den sydlige elands føde, mens den resten af året kun æder græs i mindre omfang.

Sydlig eland er den bedst studerede af de to arter. Den lever i flok, men flokkene har ikke faste medlemmer, og individer skifter regelmæssigt mellem flokkene. De fleste flokke er forholdsvis små og består enten udelukkende af hunner eller hanner eller er blandede. Men når kalve og ungdyr slutter sig til, kan grupperingerne blive væsentligt større, og man har set flokke med over 1.000 individer. Store flokke ses typisk i regntiden, når der er rigeligt med føde af høj kvalitet.

Solitære individer ses ikke så hyppigt og er typisk ældre, grå hanner. De yngre hanner sparrer tit. Derimod kommer det sjældnere til slåskampe mellem dominerende voksne hanner, der i de fleste tilfælde afklarer dominansforholdet ved posering og trusler. Slåskampe mellem de store hanner over adgang til hunner kan føre til alvorlige skader.

Hos nordlig eland ligger den typiske flokstørrelse på 10-30 individer. Flokke på over 60 individer er dog ikke usædvanlige. Modne hanner er gerne solitære.

Elander går drægtige i ca. 8-9 måneder. Hunnerne får normalt én unge ad gangen. Ungen vejer 20-35 kg ved fødslen og kan stå op inden for 45 minutter.

• spiralhornede antiloper
• antiloper