arbejder

De første arbejdere var landarbejderne, som gennem mange årtier i alle lande udgjorde arbejderklassens største gruppe. Industrialiseringen skabte de moderne arbejdere, hvoraf mange arbejder i fabrikker og i øvrigt hvor produktionen er præget af arbejdsdeling. Almindeligvis er industriarbejderen blevet opfattet som den typiske arbejder; blandt arbejdere kan der imidlertid skelnes mellem en række forskellige sociale lag.

I industrialiseringens første fase arbejdede mange børn i fabrikkerne, og kvindelige arbejdere har altid udgjort en meget stor del af den samlede arbejdsstyrke, der som oftest har haft en tydelig kønsarbejdsdeling. De kvindelige arbejdere har historisk næsten uden undtagelse været ufaglærte.

Blandt de mandlige arbejdere har det væsentligste skel været mellem faglærte (håndværksuddannede) og ufaglærte. De faglærte gennemgår i en lærlingeperiode en uddannelse, der afsluttes med en prøve, hvorefter de betegnes som svende, mens de ufaglærte ikke har en længerevarende, systematisk uddannelse. I reglen har de faglærte haft større muligheder end de ufaglærte for at tilrettelægge og kontrollere deres arbejde. Tendensen har været, at ufaglærte og kvinder udgjorde en stadig større del af arbejderklassen i den industrielle masseproduktion — eventuelt som specialarbejdere med en oplæring til bestemte arbejdsfunktioner.

Blandt de faglærte er mange fag forsvundet under udviklingen af moderne arbejdsprocesser og teknologi, men til gengæld opstår der behov for nye faglige uddannelser, tidligere fx elektrikernes og senere fx inden for kommunikationsindustrien. De faglærte arbejdere udgør tillige fortsat en meget stor andel inden for bygge- og anlægsvirksomhed.