Addax
To addaxer hviler i Souss-Massa Nationalparken i Marokko. Addaxen lever ikke vildt i nationalparken, men holdes i indhegnede områder.

Addaxen er en lys antilope med snoede horn. Den lever i Sahara og regnes for verdens måske mest ørkentilpassede hovdyr.

Faktaboks

Også kendt som

Addax nasomaculatus

Addaxens slægtskab

Addaxen er en søsterart til oryxerne. Sammen med sabelantilope og roan danner de stammen Hippotragini, der hører til de skedehornede hovdyr (familien Bovidae), de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og de parretåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).

Beskrivelse

Hannerne vejer 100-125 kg. Hunnerne er noget mindre med en vægt på 60-90 kg. Begge køn har snoede horn; hos hannerne bliver de 70-109 cm lange, mens hunnernes horn bliver 55-80 cm lange.

Addaxen er en af de lyseste antiloper. I den korte sommerpels er kroppen hvidlig, mens brystet, halsen og hovedet er beige. I den lidt længere vinterpels blive en stor del af ryggen og flanken, men ikke bagenden, grålig. Mellem øjnene har den en hvid tegning formet som et stort H.

Som tilpasning til at gå i ørkensand har addaxen brede hove, der kan spredes vidt, veludviklede sidehove og bløde fodsåler; sidstnævnte er et træk, som den deler med kamelen og dromedaren.

Udbredelse og levested

Addax
Addaxen er en af den mest ørkentilpassede antiloper og har oprindelig været vidt udbredt i Sahara og Sahal i det nordlige Afrika.

Oprindelig var addaxen vidt udbredt i Sahara og Sahel, men har det sidste århundrede mistet op mod 99% af sit oprindelige udbredelsesområde. I dag er der kun naturlige bestande af addaxer i Chad og Niger. Man vurderer, at der er under 100 vilde individer tilbage i naturen, og den kategoriseres som kritisk truet (CR) af IUCN.

Addaxen lever i ørken og halvørken. Den kan færdes i de fleste slags ørkenlandskaber fra stensletter til sandklitter. Med sine sandtilpassede fødder har den været i stand til at trænge dybere ind i Sahara end fx sabeloryxen.

Ud over ekstrem tørke er addaxens udbredelseområde kendetegnet ved ekstreme temperaturer. Om sommeren stiger dagstemperaturen ofte til over 45 °C og kan nå helt op på 60 °C i skyggen. På vinternætter kan temperaturen til gengæld falde til -5°C. For at kunne klare dette har addaxen udviklet en række adfærdsmæssige og fysiologiske tilpasninger.

Tilpasninger til tørke og varme

Addaxens lyse pels, i særdeleshed dens næsten helt hvide sommerpels, har til formål at reflektere solens stråler. Derudover minimerer den mængden af direkte sollys, som den udsættes for, ved at fouragere om natten samt tidligt om morgenen og om aftenen. I dagens varmeste timer hviler den sig og tygger drøv i skygge. Den kan grave huller i jorden ved brug af hovene og hornene, så den kan ligge i det kølige sand længere nede.

Blandt alle hovdyr er addaxen måske det mest ørkentilpassede af alle hovdyr. Den er utrolig god til at spare på vandet og kan klare sig i lange perioder, måske endda i flere år, uden at drikke, så længe den kan dække sit væskebehov gennem føden. Man regner med, at den på samme måde som oryxerne undgår at svede, men tillader kropstemperaturen at stige til uhørte højder, samt at den har et avanceret system til at køle blodet til hjernen ned med.

Føde og fordøjelse

Som alle antiloper er addaxen en drøvtygger med fire mavekamre og en meget effektiv fordøjelse af fiberrig plantekost. Den foretrækker græs, men i mangel af græs kan den leve af blade og knopper fra buske og lave træer. Den får sit væskebehov dækket ved at æde vilde ørkenmeloner samt rødder og rodknolde med et højt vandindhold.

Addaxens adfærd og forplantning

Addaxen er nomadisk. Når den har mulighed for det, kan den vandre vidt omkring i løbet af året for at komme til områder med friskt græs.

Den lever i mindre, blandede flokke på typisk 5-20 individer med hunner og deres unger samt en eller flere hanner.

Hunnen går drægtig i 8-9 måneder og får en enkelt unge ad gangen. Ungen gemmer sig de første 3-4 dage efter fødslen, hvorefter den bliver introduceret til morens flok. Ungerne danner ungegrupper, som det også kendes fra oryxer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig