Walther Nernst

Walther Nernst var en tysk kemiker, som i 1920 modtog nobelprisen i kemi for sine bidrag til opklaring af energiforholdene ved kemiske reaktioner.

Walther Nernst studerede ved flere tyske universiteter og opnåede doktorgraden i 1887. Samme år blev han assistent for Wilhelm Ostwald i Leipzig, og her udviklede han 1888-1889 teorien for en elektrodes spænding i forhold til den væske, den befinder sig i. Resultatet kunne sammenfattes i en enkelt formel, som nu kaldes Nernsts ligning. Studiet af, hvorledes elektroders spænding afhænger af koncentrationen af de ioner, der giver anledning til spændingen, førte ham i 1889 til indførelsen af størrelsen opløselighedsprodukt og angivelsen af en formel, der kan bruges ved beregning af opløselighed, når der er fælles ioner til stede.

Nernst var på dette tidspunkt kun 25 år gammel og var blevet verdensberømt. I 1891 blev han professor i fysik ved universitetet i Göttingen og i 1894 bestyrer for dettes nyindrettede institut for fysisk kemi og elektrokemi.

I 1905 blev han professor i fysisk kemi ved universitetet i Berlin. I 1905-1906 forklarede han, at det arbejde, der kan vindes ved en kemisk reaktion, og den varme, der kan vindes, bliver lige store ved det absolutte nulpunkt. Sætningen blev under navnet Nernsts varmeteorem eller termodynamikkens tredje hovedsætning en af grundpillerne i den nyere fysiske kemi.

Walther Nernst opfandt i 1904 en elektrisk glødelampe, og salget af patentet gjorde ham rig. Men hans sidste år var ikke lykkelige. Begge hans sønner faldt under 1. Verdenskrig. Efter Adolf Hitlers magtovertagelse trak han sig tilbage til godset Zibelle, som han havde købt for pengene fra lampeprojektet. Han døde næsten ubemærket under 2. Verdenskrig. I 1949 førtes hans aske til Göttingen, og her blev han begravet under æresbevisninger.