Vicente Aleixandre

Vicente Aleixandre, 1898-1984, spansk forfatter, et af de førende medlemmer af 27-generationen, modtog nobelprisen i 1977. Aleixandre blev født i Sevilla, men voksede op i Málaga og Madrid. Han blev uddannet som jurist og økonom og ansat ved jernbanerne i 1921; måtte dog få år efter opgive pga. sygdom. Afgørende blev et møde i 1917 med digteren og kritikeren Dámaso Alonso, der vakte hans interesse for poesi. Hans første digtsamling udkom i 1928; de næste værker er inspireret af surrealismen i en eksistentiel spansk udgave: Espadas como labios (1932, Sværd som læber) og Pasión de la tierra (1935, Jordens lidenskab). Blandt hovedtemaerne er menneskets angst midt i kaos, de dybeste bevidsthedslags forbindelse med jorden og den sidste fødsel, dvs. den dødes endelige forening med jorden.

Aleixandre indså, at det surrealistiske sprog var utilgængeligt for mange, og søgte mod større klarhed i udtrykket. I hovedværket La destrucción o el amor (1935, Destruktion eller kærlighed) er mennesket på panteistisk vis integreret i kosmos, og de styrende kræfter er kærlighed og ødelæggelse. Under borgerkrigen skrev han en elegi til Lorca og digte, der omhandler krigen. Mellem 1939 og 1943 udarbejdede han Sombra del paraíso (1944, Paradisets skygge), der er en sang til lyset (barndommen i Málaga, paradiset) fra mørket (efterkrigstiden i Madrid). Senere værker behandler lignende temaer. Aleixandre var et samlingspunkt både for sin egen generations digtere og for de unge efter borgerkrigen. På dansk foreligger digtudvalget Hjertets historie (1981).