Verner von Heidenstam var en svensk forfatter og Nobelprismodtager. Heidenstam var den fødte aristokrat, som i sin ungdom modtog radikale impulser fra ophold i Paris og senere fra samvær med Strindberg i Schweiz.
Den unge boheme, som var præget af oplysningstidens frihedsidéer, var dog samtidig et barn af svensk herregårdskultur og drev efter en fejde med Strindberg i 1910 uhjælpeligt i national og konservativ retning. Anakronismen var en rolle, som han iscenesatte med dramatisk effekt. At folket måtte skuffe sin selvbestaltede talsmand, der i øvrigt selv var ganske ufolkelig, føjede en tragisk dimension til rollen, som den gamle radikaler med sin veludviklede selvironi var sig fuldt bevidst.
Med sit sene og modne gennembrud med Vallfart och vandringsår (1888) satte Heidenstam skel i svensk poesi. Fornyelsen lå i de dristige stemningsskift, både i prosa og vers, og i en række korte tankedigtes udtryk for ungdomsårenes erfaringsrigdom. Den store lyriske idéroman Hans Alienus (1892) er som en pilgrimsrejse fra Vestens hverdagsliv til Østens selvfordybelse, men hverken romanens visionære kraft eller symbolske tyngde kan skjule dens indre splittelse. I Dikter (1895) fremstår denne splittelse som en nyromantisk "indbildningsnaturalisme", som digteren senere sagde. Samme fabulerende virkelighedssans præger den storladne folkebog, fortællingerne om Karolinerna (1897-1998, på dansk i 1908-1909). Den viser i skikkelse af Karl 12., at nationen har brug for en samlende myte og helt, men også, at meget af kongens heltedåd realistisk set er nytte- og hensynsløs.
I Heidenstams værker efter århundredskiftet slår selvkritikken ind, og den romantiske uro dæmpes til klassisk harmoni. I Nya Dikter (1915) fandt digteren i nogle korte, bevægende tekster den humane balance, han forgæves søgte det meste af sit liv. Det er typisk, at han finder den, som hans idealers verden går under. Verdenskrigen satte punktum for hans nationale program og bragte ham til tavshed som digter, bortset fra erindringsskitsen När kastanjerna blommade (posthumt i 1941, på dansk i 1942).
Resten af sine dage tilbragte han som akademimedlem og nobelpristager (1916) på rejser eller på sit Övralid ved Vättern som monument over en svunden tid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.