Faktaboks

Sogn
Venø Sogn
Provsti
Struer Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Struer Kommune
Venø Kirke i 2008.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Midt i Venø By ligger Danmarks mindste kirke, Venø Kirke.

Kirkebygning

Venø Kirke er en af relativt få danske kirker der er bygget umiddelbart efter Reformationen i 1536. Fra denne tid stammer det enkle langhus som udgør størstedelen af kirken, mens våbenhuset på vestenden af kirken er fra 1863.

Udvendigt står kirken hvidkalket og med røde tegltage.

Kirkebygningens historie

Venø Kirke, som kun er ca. 12 meter lang, er primært bygget af marksten med murede detaljer på hjørner og dør- og vinduesåbninger. Ser man på den udvendige syld (fundament) sker der et tydeligt skifte ca. seks meter fra østgavlen. Dette skyldes, at kirkens østlige del har stået færdig en del tid før resten, formentlig fordi kirken er blevet bygget i forlængelse af et ældre kapel af træ. Hvor længe kirken stod sådan er usikkert, men på et tidspunkt er det gamle trækapel dog fjernet, hvorefter kirken fik sin nuværende udstrækning.

Tilbygninger og ombygninger

Kirkens eneste tilbygning er det lille våbenhus fra 1863. Ved opførelsen af den lille murstensbygning blev kirkens gamle indgangsdør overflødig. Den fandtes i den vestlige ende af skibet mod syd, og på ydersiden af kirken kan man stadig ane hvor åbningen fandtes. Tilmuringen blev nemlig lavet med mursten, som selv bag hvide kalklag skiller sig ud fra kirkens markstensmurværk.

Kirkens indre

Venø Kirke, indvendigt, 2009.
Venø Kirkes indre i 2009, inden renoveringen.

I perioden 2016-2018 gennemgik kirken en større restaurering som helt ændrede dens indvendige udseende. En stor del af inventaret blev udskiftet, ligesom loftet blev malet hvidt, hvor der før havde været grå brædder og røde bærebjælker. Også gulvet blev lagt om og er nu i lys mønstermuring, hvor der før var røde mursten, som sammen med det dengang primært rødmalede inventar gav kirkerummet et mørkt præg. Omvendt fremstår kirkerummet i dag lyst og indbydende med det hvidmalede loft, hvidkalkede vægge og det overvejende lyse træinventar.

Kalkmalerier

Vestligt på nordvæggen findes et usædvanligt kalkmaleri fra 1600-tallet, som forestiller malede stolegavle. Stolegavlene er formentlig malet på væggen på grund af sognets store fattigdom, som har gjort at det var mere økonomisk forsvarligt at male gavle end rent faktisk at få nogen fremstillet. Det har også sparet på pladsen i det lille kirkerum, og tjener i dag som en påmindelse om den lille kirkes ydmyge historie.

Inventar og gravminder i Venø Kirke

Inventaret i Venø Kirke er fra flere forskellige perioder, med både en døbefont fra romansk tid og prædikestol fra renæssancen. En stor del af inventaret stammer fra restaureringen i 2016-2018.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Da døbefonten med andre ord er noget ældre end selve kirken er der grund til at tro, at den stammer fra en anden kirke, om end det er uvist hvilken. Den er dog formentlig kommet fra en kirke i nærheden, da dens udsmykning er meget typisk for egnen med sine udhuggede bægerblade på kummen.

Altertavlemalerier fra omkring år 1600

På kirkens sydvæg er der ophængt to malerier fra omkring år 1600, som stammer fra en tidligere altertavle. De to malerier forestiller dels Loven Tavler som blev givet til Moses og et brændende lys i en stage, som er en allegori over Nåden og Sandheden ved Jesus Kristus.

Prædikestol fra starten af 1600-tallet

Kirkens prædikestol er fra perioden ca. 1600-1625. Den er opbygget af fire fag, som opdeles af ornamenterede rammestykker, øverst med udskårne englehoveder på hjørnerne. På selve fagene er der blåmalede rundbuede felter, som er udfyldt med grå farve.

Nyindretning i 2016-2018

Som nævnt gennemgik kirken en total genindretning i 2016-2018. Ved denne lejlighed blev de gamle, rødmalede bænke erstattet af lavere, enklere bænke i lyst træ, ligesom også alterskranken og alterbordet blev udskiftet med enklere møbler i lyse farver, som bidrager til at få det lille kirkerum til at fremstå mere rummeligt. Ved genindretningen fik kirken også en ny altertavle, et abstrakt maleri ved kunstner Knud Agger som er malet i 1970.

Gravminder

Af historisk interessante gravminder kan nævnes en soldatergravsten på kirkegården fra 1810, som indeholder en lang indskrift der beskriver soldatens, sekondløjtnant Georg Frederik Andreas Kyhn, pludselige død.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig