Tunesien - historie

Tunesien - historie, Med fønikiernes kolonisering af kyststrækningen i 1000-t. f.Kr. blev området, der oprindelig var beboet af berbere, inddraget i Middelhavskulturen. Omkring 800 f.Kr. anlagdes Karthago, der dominerede området indtil den romerske erobring i 146 f.Kr. Herefter indgik Tunesien i Romerriget og udgjorde en del af provinsen Africa (se også Afrika (historie)). I 429 slog vandalerne under ledelse af kong Geiserik sig ned i området, hvor de oprettede et selvstændigt rige. Dette tilbageerobredes 533-534 af kejser Justinian, og området indgik herefter i Det Byzantinske Rige.

Tunesien blev i 670 en del af kalifatet, da Uqba ibn Nafi erobrede området og grundlagde Kairouan; byen, der var sæde for den kalifale administration i området og udgangspunkt for erobringen af resten af Maghreb, blev et betydeligt lærdomscenter og vigtig for karavanehandelen med Vestafrika. Forskellige dynastier, fx aghlabiderne i 800-t. og fatimiderne fra 900-t. til 1100-t., havde i perioder den politiske kontrol over området. Fra 1228 havde hafsiderne magten i Tunesien, indtil det i 1574 blev underlagt osmannisk kontrol, der dog oftest var mere formel end reel; Tunesiens bey (dvs. hersker) havde i store dele af 1700-t. og begyndelsen af 1800-t. fuld kontrol med området mod betaling af en årlig tribut til sultanen i Istanbul.

Med den franske kolonisering af Algeriet fra 1830 kom Tunesien under voksende pres, idet både Frankrig og Italien forsøgte at sikre sig indflydelse. Som resultat af beyens moderniseringstiltag voksede gældsætningen, hvilket øgede den europæiske indflydelse, og i 1881 blev Tunesien et fransk protektorat.