Tomas Tranströmer var en svensk forfatter og Nobelprismodtager. Han havde tidligere arbejdet som socialpsykolog i Västerås. Der er en stærk identitet i det dusin digtsamlinger, som allerede med debuten 17 dikter (1954) anviste en musikalsk, formsikker digter en varig position i svensk lyrik.
Med en knap og overraskende metaforik formulerer hans sansemættede strofer en forunderlig verden, hentet ind i sproget fra natur, fra rejser og fra anden kunst, som er stadige emner, ikke mindst musik, det sidste fx i den sene Sorgegondolen (1996, da. s.å.) med hentydning til Franz Liszt og Richard Wagner.
Her er tanker om døden fremtrædende, i forfatterskabet i øvrigt anet i den sideverden, världen bredvid, der findes som dimension allerede i Hemligheter på vägen (1958) og Den halvfärdiga himlen (1962).
Kombinationen af vision og nøgternhed giver de spinkelt udseende digte en fortættet klang som tugtede idyller med pludselige indsigter. Med Östersjöar (1974, da. 1996) åbnedes et personligt rum af slægt og minder, mens egentlige erindringer først er fremkommet i meget knap form med Minnena ser mig (1993, da. 1999).
Tomas Tranströmer modtog Nordisk Råds Litteraturpris for För levande och döda (1989), men blev året efter ramt af et slagtilfælde, der fratog ham det meste af talens brug, men heldigvis ikke afholdte ham fra at skrive. I 2011 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur.
På dansk findes foruden enkeltsamlinger også Samlede digte (1997).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.