I en tilstand af nihilistisk rådvildhed oplevede Thomas Mann udbruddet af 1. Verdenskrig som en befrielse. Villigt lod han sig rive med af nationalismens bølge.
I bogen Betrachtungen eines Unpolitischen (1918) angriber han det vestlige udland (og sin bror Heinrich) som identisk med fornuft, demokrati og "civilisation", et ord der her har en negativ klang. Omvendt forsvarer han Tyskland og tysk kultur med rødderne i det upolitiske, irrationelle og indadvendte, i mystik, romantik og musik.
Få år efter 1. Verdenskrig ændrede Thomas Mann radikalt mening og gik derefter helhjertet ind for demokrati og humanitet.
Litterært afspejler denne problematik sig i romanen Der Zauberberg (1924, dansk Troldfjeldet, 1930, nyoversat Trolddomsbjerget, 1989). Titlen refererer til bjergsanatoriet i Davos i Schweiz, hvor handlingen foregår. Den bør dog også associeres med det gamle sagn om Venusbjerget. Hovedpersonen, den unge nordtysker Hans Castorp, kommer uventet til at tilbringe syv år i dette kosmopolitiske sanatoriemiljøs magiske atmosfære.
Med sin raffinerede antydnings- og symboliseringskunst gør Thomas Mann denne ret intetsigende unge mand til en slags repræsentant for Tyskland, landet i midten mellem vestlig humanisme og østlig dæmoni. Romanens mål er en ny humanitet, en syntese af fornuft og irrationalitet, oplysning og romantik, vest og øst.
I Der Zauberberg gøres tidsbegrebet til genstand for dybtgående fortælletekniske og filosofiske overvejelser. Ad denne vej fandt Thomas Mann frem til sin opfattelse af myten som en tidløs urform.
Da han derfor i slutningen af 1920'erne begyndte at genfortælle den gammeltestamentlige beretning om Josef og hans brødre, var det for ham ikke et historisk, men et mytisk projekt. Resultatet blev den monumentale roman-tetralogi, de fire romaner om Joseph und seine Brüder (1933-43), skrevet i årene mellem 1926 og 1942, (dansk 1933-48, nyoversat 1991-93).
Josef-tetralogien blev efterfulgt af novellen Das Gesetz (1944, dansk Loven, 1962, nyoversat 1991 af Villy Sørensen), hvor lovgiveren Moses' liv og strabadser foldes ud med megen underfundig humor og elegant ironi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.