T.S. Eliot

T.S. Eliot debuterede i tidsskriftet Poetry i 1915 og var litterær redaktør af The Egoist fra 1917 til 1919. Senere blev han redaktør af tidsskriftet The Criterion i årene 1922 til 1939. I 1925 blev Eliot knyttet til forlaget Faber & Gwyer (senere Faber & Faber), hvor han med tiden blev direktør.

Han blev engelsk statsborger i 1927 og indtrådte samtidig i den engelske statskirke, hvorefter han erklærede sig som klassicist, royalist og anglo-katolik.

I 1915 giftede Eliot sig med Vivien(ne) Haig-Wood, som fik stor indflydelse på hans produktion. De blev separeret i 1932. Vivien blev indlagt på et privathospital for sindslidende i 1938 og døde der i 1947. I 1957 blev Eliot gift med Valerie Fletcher, der havde været hans sekretær og blev hans litterære eksekutor.

Eliots tidlige lyrik er præget af fransk symbolisme (især Jules Laforgue), men efter 1914 også af Pounds Browning-inspirerede versmonologer. De fleste digte og skuespil er affattet i frie vers.

Tonen i Prufrock and Other Observations fra 1917 er ironisk-lyrisk, temaerne især seksualitet og død. Samtidig tager han afstand fra sin amerikanske baggrund og viser interesse for religion.

Hovedværket er The Waste Land (1922, dansk Ødemarken, 1948). Det blev skrevet under et nervøst sammenbrud og færdigredigeret i samarbejde med Ezra Pound.

Digtet er en collage af brudstykker i forskellige versemål og skildrer et totalt værdisammenbrud. Det udsprang af personlige erfaringer, men blev samtidig det mest markante udtryk for tidsånden umiddelbart efter 1. Verdenskrig.

Ash Wednesday fra 1930 skildrer forsøget på at leve et religiøst liv i den moderne ødemark.

I 1935 kom første del af hans andet lyriske hovedværk, Four Quartets (1943, dansk Fire kvartetter, 1955). Digtet er inspireret af Dantes Den guddommelige komedie og dets form tillige af Beethovens strygekvartetter.

Det er et filosofisk-religiøst digt, hvor den modne digter ser tilbage på sit liv og grunder over det ondes problem. Dele af det blev til, mens Eliot gik brandvagt i London under Blitzen; men han forklarer på traditionel kristen vis den lidelse, han ser, som en nødvendig del af Guds plan for en syndig verden.

T. S. Eliots dramatik indledtes med fragmentet Sweeny Agonistes fra 1932, som er præget af stilisering og pågående rytmer. I korene fra The Rock fra 1934 spores en religiøst farvet social indignation.

Eliots bedste skuespil, Murder in the Cathedral (1935, dansk Mordet i Domkirken, 1940), om mordet på Thomas Becket, beskæftiger sig med martyriet, mens The Family Reunion (1939, dansk Familiens genforening, 1949) er et camoufleret selvopgør, præget af forfatterens skyldfølelse over for sin familie.

Eliot skrev flere andre skuespil, men hans dramatik er ikke på højde med lyrikken. Hans største succes var posthum: På basis af hans børnerim Old Possum's Book of Practical Cats (1939, dansk 1958) skabte Andrew Lloyd Webber musicalen Cats (1981), som blev en af Englands største teatersucceser nogensinde.

Eliots kritik er lige så væsentlig som lyrikken. Udgangspunktet er impressionistisk; men Eliot ville objektivere og generalisere kritikken, idet impressionerne skal udformes som love. I praksis blev hans skarpsindige analyser og udsøgte brug af citater en af forudsætningerne for nykritikken.

Hvad der vakte furore ved udgivelsen af hans første essaysamling, The Sacred Wood fra 1920, var dog nok så meget chokeffekten ved hans drastiske omvurderinger af klassikerne: Milton og romantikken blev nedvurderet, 1600-tallet og lyrikere som John Donne og Gerard Manley Hopkins blev opvurderet. Endvidere præsenteredes i Tradition and the Individual Talent idéen (lånt fra Pound) om det "objektive korrelat" — et billede eller en situation, der skal formidle digterens følelse, uden at han beskriver den i generelle vendinger. Populært sagt fordrer Eliot flere substantiver og færre følelsesladede adjektiver.

Eliots senere kritik er præget af hans religiøse og ekstremt højreorienterede standpunkter. Men han ophørte aldrig med at fordre respekt for digterværket som kunst, og senere kritik har måttet forholde sig til hans mange nylæsninger af væsentlige forfattere og perioder. Desuden støttede han som forlagsmand aktivt den nye eksperimenterende litteratur.

De fleste af T.S. Eliots hovedværker er oversat til dansk, nogle flere gange. Væsentlige digte findes i et dansk udvalg fra 1984: Digte 1909-62, ved Bo Green Jensen.

• Storbritanniens litteratur: Modernisme og derefter (1920-1970)
• modtagere af Nobelprisen i litteratur

• Nobelkomiteens begrundelse