Sigrid Undset

Sigrid Undset var en norsk forfatter. Sigrid Undset modtog i 1928 Nobelprisen for de historiske romaner Kristin Lavransdatter (1920-1922, på dansk i 1940) og Olav Audunssøn (1925-1927, på dansk i 1962-1963).

Hun blev født i morfaderens, juristen P.A. Gyths, hus i Kalundborg, hvor hendes forældre opholdt sig som nygifte, indtil de i 1884 flyttede til Kristiania (Oslo). Faderen stammede fra Trondheim og var en talentfuld arkæolog, der inddrog Sigrid i sine interesser, men da han ved sin død i 1893 efterlod moderen og de tre døtre i små kår, nøjedes Sigrid Undset med en kortvarig handelsuddannelse, hvorefter hun arbejdede på kontor i ti år for at bidrage til hjemmets økonomi.

Hun studerede på egen hånd og skrev en historisk roman, som Gyldendals direktør Peter Nansen forkastede. På hans råd vendte hun sig i stedet mod den realistiske samtidsskildring.

Debutromanen Fru Martha Oulie (1907) anslog et af tidens yndlingstemaer: Den gifte kvindes frustrerede lykkedrøm, men Sigrid Undsets ærinde var ikke at kritisere kvinderollens begrænsninger. Hun ansporede tværtimod kvinderne til uforbeholdent at udfylde deres plads i hjemmet som hustruer og mødre.

Dette krav om pligt og virkelighedsorientering blev varieret i en række novellesamlinger, Den lykkelige alder (1908), Splinten av troldspeilet (1917) og De kloge jomfruer (1918, på dansk i 1966), og i romanerne Vaaren (1914, på dansk i 1951) samt hovedværket Jenny (1911, på dansk i 1950), hvor historien er henlagt til kunstnerkredse i Rom.

Sigrid Undset rejste i 1909 på et stipendium til Italien, hvor hun mødte maleren Anders Svarstad (1849-1943), som hun ægtede i 1912. Med deres egne to børn og efterhånden også hans tre af første ægteskab i hjemmet fik hun en stor husholdning at passe.

Ud over skønlitteratur skrev hun en strøm af avis- og tidsskriftsartikler, hvoraf flere siden udkom i bogform; essayet "Tre søstre" om Brontësøstrene fra 1917 blev genoptrykt i Etapper (1929), og de mange krasse angreb på kvindesagen blev samlet i Et kvindesynspunkt (1919), som munder ud i en bekendelse til kristendommen.

Sigrid Undset fik allerede i 1910 udgivet en historisk roman, Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis (på dansk i 1968), som var inspireret af de islandske sagaer, og i 1915 udkom hendes oversættelse af legenden om kong Arthur.

Først i Kristin Lavransdatter foldede hun imidlertid sin katolske middelaldervision helt ud som ramme om den typiske kvindekonflikt mellem sociale pligter og erotisk passion, der var Sigrid Undsets hovedanliggende; med sin omfattende historiske viden skabte hun et bredt persongalleri og en detailmættet miljøbeskrivelse, men psykologien og motiverne var moderne. Som et mandligt sidestykke handler Olav Audunssøn om samvittighedsnag over et uskriftet mord.

Sigrid Undset havde i 1919 afbrudt samlivet med sin mand og var flyttet til gården Bjerkebæk ved Lillehammer, hvor hun fødte deres tredje barn; i 1924 konverterede hun til katolicismen. Hun udgav fortsat romaner og forsvarede i samfundsdebatten kristendom og humanisme; som formand for forfatterforeningen 1935-1940 tog hun et frontalt opgør med nazismen.

Hendes ældste søn faldt i kamp mod tyskernes besættelse af Norge; hun flygtede til USA, hvor hun agiterede mod nazismen og skrev erindringsbogen Happy Times in Norway (1943, på dansk i Lykkelige dage, 1948) om livet på Bjerkebæk, en efterfølger til Elleve aar (1934, på dansk i 1954) om barndommen indtil faderens død. Helgenbiografien Caterina av Siena udkom posthumt i 1951.