Niels K. Jerne

Niels K. Jerne, Niels Kaj Jerne, 23.12.1911-7.10.1994, dansk læge og immunolog, født i London som barn af danske forældre. Niels K. Jernes videnskabelige løbebane fik et særdeles kosmopolitisk præg. Efter studentereksamen i Rotterdam (1928) blev han efter et uafsluttet fysikstudium på universitetet i Leiden sent uddannet som læge ved Københavns Universitet (1947), hvor han også erhvervede sin doktorgrad (1951) under ansættelse (1943-56) ved Statens Seruminstitut i København. Her modtog han inspiration fra Ole Maaløe, hvis arbejde markerede den spæde begyndelse til dansk molekylærbiologi.

Efter et ophold som stipendiat hos bakteriofagforskeren og molekylærbiologen Max Delbrück på California Institute of Technology var Jerne 1956-62 leder af WHOs sektion for biologisk standardisering i Genève, efterfulgt af professorater i Pittsburgh og Frankfurt a.M. Som den da internationalt ledende teoretiker inden for immunologi var han 1968-80 leder af Basel Institute for Immunology i Schweiz, et uafhængigt forskningscenter uden kommercielle forpligtelser oprettet til Jerne af medicinalfirmaet Hoffmann-La Roche.

I denne periode blev instituttet internationalt centrum for immunologisk forskning med hundredvis af medarbejdere fra hele verden. Instituttets arbejdsform var kendetegnet ved Jernes modvilje mod en hierarkisk opbygning og blev præget af hans brede videnskabelige orientering og humanistiske interesser. Han afsluttede sin karriere som specialrådgiver ved Institut Pasteur i Paris (1981-82).

Jernes styrke lå i formulering af nye teorier; han udtrykte det selv på den måde, at han fandt de søm, som andre derefter bankede i. Han kredsede hele livet omkring studiet af de antistoffer, som visse af organismens hvide blodlegemer (B-lymfocytterne) danner som reaktion på indtrængende fremmede stoffer (antigener). Han opnåede i løbet af sin karriere at fremsætte tre teorier, der alle skulle vise sig at være livskraftige dynamoer i nyformuleringen af immunologien.

Allerede i 1955 havde han udformet den senere udbyggede og internationalt anerkendte teori om antistofdannelse. Ifølge denne eksisterer der i forvejen hos hvert individ et uhyre lager af forskellige antistoffer, som er dannet på tilfældig måde, før et indtrængende fremmed stof (antigen) dukker op. Således "vælger" antigenet et allerede tilstedeværende antistof blandt antistoffer med forskellig specificitet.

Dette var et afgørende brud med det hidtil eksisterende dogme om, at antistofferne er fleksible proteiner, der tilpasser sig de forskellige antigener, og markerede et skift fra en immunologisk lamarckisme til en immunologisk darwinisme. Jernes teori om udvælgelse af antistoffer blev videreudviklet af Frank Macfarlane Burnet i dennes klonselektionsteori.

I årene 1969-71 udarbejdede Jerne sin anden store teori. Ifølge denne er dannelsen af antistoffer ikke tilfældig, men afhænger af individets sammensætning af visse af artens egne antigener (Major Histocompatibility Complex, MHC), der var blevet kendt som medvirkende ved afstødningsreaktioner i forbindelse med organtransplantation.

Herved kunne Jerne også forklare organismens evne til at skelne mellem "selv" og "ikke-selv". Jerne foreslog, at der i fostertilstanden og i de første leveuger fremkommer mutationer i lymfocytternes forstadier, således at de lymfocytter, der producerer antistoffer mod "selv" og dermed går til grunde, udkonkurreres af muterede lymfocytter, der producerer antistoffer mod "ikke-selv".

Endelig fremsatte han sin anfægtede netværksteori i 1973; ifølge denne danner organismen antistoffer (anti-idiotypeantistoffer) mod sine egne antistoffer, således at der etableres en form for balance og informationsudveksling i immunsystemet nogenlunde som i centralnervesystemet.

Niels K. Jerne blev medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i København i 1968, modtog Paul Ehrlich-prisen i 1982 og sammen med sin tidligere medarbejder Georges Köhler og César Milstein nobelprisen i fysiologi/medicin i 1984.