Nelson Mandela

Mandela blev født ind i en høvdingefamilie i tembu-klanen i landsbyen Mvezo i Umtata, på det tidspunkt Transkei, et af de såkaldte sorte bantustans, nu Eastern Cape provinsen. Han blev opdraget til at være en leder og fik mellemnavnet Rolihlahla, der oversat fra xhosa betyder “ballademageren”. Senere fik han klannavnet Madiba. I de unge år var han hyrdedreng og passede familiens kvæg.

Senere søgte han mod områdets større byer for at uddanne sig og dyrke sport; især boksning og langdistance løb var hans favoritdiscipliner. Adgangen til videregående uddannelse var vanskelig for sorte sydafrikanere, men han blev indskrevet på Fort Hare Universitetet, hvorfra han dog blev bortvist for sit politiske arbejde. Han fik senere en juridisk embedseksamen fra University of the Witwatersrand. I 1952 åbnede han landets første sorte sagførerfirma sammen med Oliver Tambo, der indtil sin død forblev en af hans nærmeste medarbejdere.

Han var tidligt interesseret i politik og blev medlem af partiet ANC (African National Congress) i 1942. Her var han sammen bl.a. Oliver Tambo og Walter Sisulu initiativtager til etableringen af dets ungdomsafdeling, Youth League, i 1944. Nelson Mandelas position i ANC voksede, og han blev præsident for den betydningsfulde Transvaal-afdeling.

Han spillede en central rolle i iværksættelse af demonstrationer og andre anti-apartheid aktiviteter i takt med, at apartheid-lovgivningen blev skærpet efter 1948. Aktionerne var i udgangspunktet ikkevoldelige. Fra 1956 var al hans tid stort set optaget af at forsvare sig selv og sine fæller i omfattende retssager vekslende med stadig længerevarende fængselsophold.

I 1962 blev Mandela fængslet og siden dømt ved Rivonia-retssagen. Retssagen er opkaldt efter byen af samme navn, hvor Mandela og ni andre ledere af ANC blev anholdt for at bombe mod statslig ejendom. Her holdt Nelson Mandela, som selv varetog opgaven som forsvarer, sin såkaldte Rivonia-tale.

Den tre timer lange forsvarstale er siden blevet omtalt som en af de største taler i 1900-tallet og er et centralt øjeblik i Sydafrikas historie. Mandela talte for og hyldede idéen om demokrati som fundamentet i det frie samfund, hvor alle skal leve sammen i harmoni og med lige rettigheder. Her sagde han bl.a.: “Dette er et ideal, jeg lever for at opnå. Om det er nødvendigt, er det et ideal, som jeg ligeledes er forberedt på at dø for.”

Strafferammen var dødsstraf, og Mandela og syv andre blev senere fundet skyldige og i 1964 idømt livsvarigt fængsel for højforræderi.

Sammen med en række andre fra ANC’s ledelse blev Mandela indsat på fængselsøen Robben Island, der rummede både politiske og kriminelle fanger. Fangernes vilkår var krævende, da de blev sat til at bryde sten i øens stenbrud.

Men selvom fangerne på Robben Island var underlagt strenge restriktioner, blev fængslet også kaldt for “universitetet for politiske fanger”. Nelson Mandela og andre ANC-ledere var i løbende kontakt med andre politiske fanger, der ”kom forbi” Robben Island. Der blev diskuteret politik, og man udvekslede informationer og færdigheder.

Myndighederne sanktionerede disse udvekslingsrelationer i 1982 ved at flytte Nelson Mandela og andre ældre fra ANC til Cape Town. Målet var at fjerne de ældre forbilleder fra de yngre aktivister. Afsoningsbetingelserne var mere lempelige i Pollsmoor Prison og senere Victor Verster Prison, hvilket var af stor betydning for Mandela, som i perioder havde problemer med helbredet.

Selvom ANC-ledelsen blev mere isoleret efter overflytningen fra Robben Island, var de ikke glemt. Hellere ikke uden for Sydafrika. Eksempelvis blev der i 1988, i anledning af Mandelas 70 års fødselsdag, afholdt en koncert på Wembley Stadion i London med direkte sending internationalt. Det anslås at mere end 200 millioner så koncerten.

Internationale kampagner gjorde Mandela til verdens bedst kendte politiske fange. Fra 1986 indledte den sydafrikanske regering forhandlinger med ham om løsladelse og en demokratisk udvikling i landet. Han blev løsladt den 11. februar 1990. Den 2. marts samme år blev han valgt til næstformand for ANC, og i juli 1991 valgtes han til formand.

Derefter var der forhandlinger med regeringen og direkte med Frederik de Klerk, Sydafrikas daværende præsident og partiformand for the National Party (NP), om overgangen fra apartheid til demokrati. De blev enige om en overgangsordning og frem for alt om afslutningen af apartheid. I 1993 blev Mandela og de Klerk hædret med Nobels Fredspris for deres indsats i forbindelse med afviklingen af apartheid og for at skabe fundamentet for regnbuenationen Sydafrika.

Ved valget i 1994 stemte Mandela og alle Sydafrikas andre indbyggere for første gang i deres liv. ANC fik 60 % af de afgivne stemmer. Derefter blev Nelson Mandela indsat i embedet som Sydafrikas præsident med De Klerk som vicepræsident indtil 1996.

Mandela søgte ikke genvalg i 1999 og blev efterfulgt i embedet af Thabo Mbeki.

Selvom han trådte tilbage fra aktiv politik, virkede Mandela som fredsmægler, bl.a. i Burundi, og han opnåede status som Afrikas store, gamle statsmand. Han har fået kultstatus blandt aktivister, der kæmper for forsoning, fredelig sameksistens, social retfærdighed, menneskerettigheder og demokrati.

Mandela var gift tre gange: 1944-1958 var han gift med Evelyn Mase (1922-2004), 1958-1996 med Winnie Madikizela-Mandela, der også var en fremtrædende ANC-aktivist. Og i 1998 blev han gift med Graca Machel, der tidligere havde været gift med Samora Machel, Mozambiques første præsident. Han fik syv børn.

• Sydafrikas historie
• ANC
• Cyril Ramaphosa