Luigi Pirandello

Luigi Pirandello var en italiensk forfatter, som udtrykte sig i mange genrer, men blev verdenskendt som dramatiker i 1921 med Sei personaggi in cerca d'autore (da. Seks personer søger en forfatter, 1926), der sprængte naturalismen ved sin leg med teaterillusionen og betegnede modernismens definitive gennembrud på scenen. I 1934 fik han nobelprisen.

"Jeg er søn af kaos", sagde han om sig selv og hentydede dermed både til navnet på sit fødested, familiens landejendom ved Agrigento på Siciliens sydkyst, og til tidsånden, et værdimæssigt kaos efter Friedrich Nietzsches erklæring om Guds død samtidig med opdagelsen af sjælens ubevidste kræfter.

Efter skolegang og studier i Palermo og Rom tog Luigi Pirandello embedseksamen i filologi i Bonn med en afhandling på tysk om sin hjemstavns dialekt. Lyrikdebuten Mal giocondo (1889, Munter kval) fulgtes op af bl.a. Fuori di chiave (1912, Ustemt), men andre genrer overtog. Den første novellesamling kom i 1894.

Føljetonromanen Il fu Mattia Pascal (1904, da. Salig Mathias Pascal, 1926) gennemspiller for første gang hovedtemaerne: eksistensproblemerne og det moderne menneskes savn af indre identitet, en tendens, der kulminerede i den sene roman Uno, nessuno e centomila (1926, da. Een, ingen, hundredtusind, 1935). Med I vecchi e i giovani (1913, De gamle og de unge) skrev han sig igennem sin generations politiske nederlagsfølelse efter Italiens samling 1848-1870.

Et direkte udtryk for sit syn på liv og kunst har Pirandello givet i essaysamlingerne Arte e scienza (1908, Kunst og videnskab) og L'umorismo (1908, Om humor), hvor han udfolder sin relativistiske filosofi og dens konsekvenser i en selvspejlende, "humoristisk" forvreden kunst.

Den tematiske udvikling fra siciliansk verisme over borgerlig socialkritik til identitetssvigt og eksistensopløsning betinger de skiftende former i de to genrer, Pirandello dyrkede hele livet: novelle og drama. Efter at have udsendt 15 samlinger samlede han fra 1922 sit novelleværk under fællestitlen Novelle per un anno (Noveller til et år) — det blev ikke til helt 365 — ligesom skuespillene samledes under den sigende betegnelse Maschere nude (da. Nøgne masker, 1990).

Vigtige stadier i dramaets udvikling er Lumíe di Sicilia (1911, enakter, da. Citroner fra Sicilien, 1990), Cosí è — se vi pare (1917, da. Hvad er Sandhed?, 1925), Sei personaggi in cerca d'autore (1921, da. 1926, 1990), Enrico IV (1922, da. 1963, 1990), Vestire gli ignudi (1922, da. Nøgen, 1956, 1990) og La sagra del Signore della Nave (1925, enakter, da. Festen for Skibets Herre, 1990). Det sidste blev indledningen til teatermanden Pirandellos karriere, det første stykke, han selv iscenesatte for sit eget "kunstteater".

Årsagen til Luigi Pirandellos tilslutning til fascismen i 1924 må ses i den politisk-nationale afmagtsfølelse, men dens vigtigste konsekvens var regimets støtte til hans omfattende turnévirksomhed i ind- og udland, uden at han dog nogensinde indrettede sin principielt "vanartede" kunst efter officielle konventioner.

Vigtigst i den sene periode, hvor kunsten og teatret var selve inspirationskilden, er Questa sera si recita a soggetto (1930, I aften improviserer vi) og det ufuldendte I giganti della Montagna (1931-1936, Kæmperne fra Bjerget).