Lucius Sergius Catilina

Catilina var ud af en gammelromersk patricierslægt, som længe ikke havde spillet nogen rolle. Han kæmpede under Sulla i borgerkrigen, blev siden prætor og fik derefter Africa som provins. Tilbage i Rom anklagedes han for udsugning af provinsen, men blev frikendt, måske ved bestikkelse. Støttet af Cæsar og Crassus søgte han valg som konsul for år 63 f.v.t, men Cicero sejrede. Med en voldsom agitation for gældsophævelse som programpunkt søgte Catilina igen konsulatet, men blev ikke valgt, og håbløst forgældet og uden udsigt til endnu et forsøg på at blive Konsul, forsøgte han det statskup, der er blevet kaldt Den Catilinariske Sammensværgelse.

Cicero fik nys om planerne fra en kvinde ved navn Fulvia (ikke at forveksle med Marcus Antonius' hustru Fulvia ) og fik senatet til at erklære undtagelsestilstand. Senatet udstedte et såkaldt senatus consultum ultimum (det ultimative dekret), der gav Cicero og hans medkonsul Antonius Hybrida næsten absolut magt, med det formål at sørge for "at ingen skade kom til Republikken".

Catilina forblev i Rom. På et senere senatsmøde blev han imidlertid afsløret af Cicero og måtte flygte til den oprørshær, som var under samling. Der var heftig diskussion i senatet om, hvad man skulle stille op med sammensværgelsen og de medsammensvorne. Som en af de få argumenterede Cæsar imod dødsstraffen for Romerske borgere og så hellere, at Catilina og de andre medsammensvorne blev sendt i eksil og deres ejendomme konfiskeret.

Da det en måned senere lykkedes Cicero at skaffe skriftligt bevis for oprørsplanerne, blev de medsammensvorne arresteret. Herefter synes det som om Cicero ikke var sikker på, hvordan han skulle skride frem. Efter senatets dekret havde han retten til at slå dem ihjel.

En overlevering fortæller blot, at fem tilbageblevne af de sammensvorne blev henrettet efter et heftigt senatsmøde. En anden beretning, som bygger på en nu forsvunden del af Ciceros forfatterskab, der omhandler disse begivenheder, fortæller, at de årlige Bona Dea-ritualer fandt sted samme aften som Cicero havde arresteret de medsammensvorne. Disse ritualer var omgærdet af mystik, da det kun var tilladt for kvinder at være til stede – og dertil kun højbårne kvinder og vestalinderne. Ritualerne blev udført på vegne af og for statens velfærd. Dette år blev ritualerne udført i Ciceros hjem under vejledning af hans hustru, Terentia. Da den hellige ild, som ellers var gået ud, pludselig blussede op, så vestalinderne det som et tegn og bad Terentia overbringe den nyhed til Cicero, at de medsammensvorne skulle henrettes.

Cicero fik eksekveret henrettelserne, hvorefter han informerede Senatet og befolkningen ved at sige ordene "de har levet". Denne handling skulle senere koste Cicero dyrt. I 58 f.v.t. blev han tvunget i eksil for sine handlinger under sammensværgelsen, særligt for tilsidesættelsen af Roms rettergang og henrettelsen af romerske borgere.

Herefter rykkede Ciceros medkonsul, Hybrida, ud mod oprørshæren, som blev tilintetgjort i et slag, hvori også Catilina blev dræbt. Slaget udgør blot én af mange borgerkrige, der blev udkæmpet imellem ambitiøse romerske politikere og den etablerede elite (Senatet). Det er usandsynligt, at Catilina faktisk ønskede en reel krig med Senatet. Mere sandsynligt er det, at han ligesom andre ambitiøse politikere i perioden ikke så nogen anden udvej, da hans medsammensvorne var blevet henrettet uden rettergang.

Den Catilinariske Sammensværgelse kendes fra flere af Ciceros taler og andre antikke historikeres værker; desuden udlagde Sallust i sit samtidige skrift begivenhederne som et eksempel på tidens politiske råddenskab. Catilina er af både sin samtid og af eftertiden blevet fordømt som en skrupelløs person, men skal vel snarere ses som et ekstremt eksempel på en ambitiøs romer, der i en urolig tid satte alt på ét bræt – og tabte.

• patricier
• Romerriget
• Cicero
• Terentia
• Bona Dea
• bellum civile (borgerkrig i senrepublikkens Rom)