Faktaboks

Kobayashi Makoto
Født
7. april 1944

Kobayashi Makoto, f. 7.4.1944, japansk teoretisk fysiker, fra 2006 professor emeritus ved High Energy Accelerator Research Organization (KEK), Tsukuba, Japan.

Kobayashi Makoto publicerede sammen med Toshihide Maskawa i 1973 en videnskabelig artikel, som er en af de hyppigst citerede videnskabelige publikationer inden for fysikken. Den giver en forklaring på, hvorledes den såkaldte CP-symmetri (partikel-antipartikel ombytning kombineret med spejling) kan brydes i elementarpartikler, et fænomen som var observeret i 1964 ved henfald af en kaon-partikel.

Forklaringen bygger på en forudsigelse af, at der måtte eksistere flere typer af kvarker, end der var kendt på det pågældende tidspunkt. Matematisk blev hypotesen udtrykt ved den såkaldte CKM-matrice. Siden er de yderligere kvarker eksperimentelt observeret.

Maskawa og Kobayashi fik nobelprisen i fysik 2008 (halvdelen) for deres opdagelse. Den anden halvdel blev tildelt Yoichiro Nambu.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig