Faktaboks

John Hicks

John Richards Hicks

Født
8. april 1904
Død
20. maj 1989
John Hicks

Professor John Hicks i 1972.

John Hicks
Byline: Topfoto/Ritzau Scanpix.

John Hicks var en britisk økonom, som bidrog på afgørende måde til udviklingen af såvel mikro- som makroøkonomi. I 1972 fik han Nobelprisen sammen med K.J. Arrow.

Uddannelse og karriere

Hicks blev uddannet i Oxford, og herefter underviste han i økonomi ved London School of Economics i perioden 1926-1935. I årene 1935-1938 var han tilknyttet University of Cambridge, og efter en periode ved University of Manchester (1938-1946) vendte han tilbage til Oxford.

Forskning og arbejder

Hicks var meget alsidig og produktiv. Han mente selv, at hans bidrag til en teori om økonomisk historie var væsentlige, men andre vil nok betragte Value and Capital (1939) som hans hovedværk. Denne bog og mange andre bidrag til generel ligevægtsteori og velfærdsteori var begrundelsen for, at han i 1972 fik Nobelprisen i økonomi sammen med K.J. Arrow.

Blandt hans første arbejder (sammen med briten R.D.G. Allen (1906-1983)) var en genopdagelse af russeren Slutskys resultater om efterspørgselsfunktioners egenskaber, og flere af hans bidrag indgår i dag i grundlæggende mikroøkonomi. Også indenfor velfærdsteorien var Hicks nyskabende, og han var en af hovedkræfterne bag udbredelsen af den generelle ligevægtsteori.

Blandt makroøkonomer er Hicks kendt som popularisator af og bidragyder til Keynes' General Theory (1936) gennem sin artikel "Mr. Keynes and the Classics" (1937). Der findes ikke mange områder inden for økonomisk teori, som Hicks ikke har givet selvstændige og eftertænksomme bidrag til.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig