Jens Christian Skou

Jens Christian Skou var en dansk læge og fysiolog. I 1997 modtog han den ene halvdel af Nobelprisen i kemi for opdagelsen af det første iontransporterende enzym, mens den britiske molekylærbiolog John E. Walker og den amerikanske biokemiker Paul D. Boyer delte den anden halvdel for deres belysning af enzymreaktionen ved dannelsen af ATP.

Efter lægeeksamen ved Københavns Universitet i 1944 uddannede Jens Christian Skou sig på jyske sygehuse med henblik på en karriere som kirurg. Som forberedelse hertil blev han i 1947 ansat som assistent ved Fysiologisk Institut på Aarhus Universitet. Her udarbejdede han sin disputats om lokalbedøvende lægemidler (Lokalanæstetika. Experimentelle undersøgelser over den anæstetiske og toksiske virkningsmekanisme, 1954). Under sit tidligere arbejde på kirurgiske afdelinger havde han fattet interesse herfor, da deres virkningsmekanisme endnu var uforklaret.

Disputatsarbejdet blev fulgt op af yderligere undersøgelser; hertil valgte han som undersøgelsesmateriale de særlig store nerveceller i benene hos krabber. Ved stimulation af en hvilende nervecelle bliver dens membran gennemtrængelig for natriumioner, hvorved disse trænger ind i cellen og ændrer cellemembranens elektriske spænding (membranpotential), hvilket udløser nerveimpulsen. Straks herefter gendannes cellemembranens hvilepotential. Siden 1930'erne har det været kendt, bl.a. ved forskning udført af August Krogh og Hans H. Ussing, at der måtte være en slags pumpe, som opretholdt ionfordelingen, uden at denne pumpes natur var kendt.

I 1956 påviste Skou, at der i krabbernes nervecellers membran findes et enzym, natrium-kalium-ATPase, der virker som en ionpumpe (natrium-kalium-pumpen). Enzymet omsætter den energi, der frigives ved fraspaltning af en fosfatgruppe fra energistoffet adenosintrifosfat (ATP). Ionpumpen medvirker ved genoprettelsen af balancen mellem cellernes og den omgivende vævsvæskes natrium- og kaliumioner ved at pumpe kaliumioner ind i cellen og natriumioner ud. Pumpens funktion er således også nødvendig for opretholdelsen af vandfordelingen mellem celler og vævsvæske og dermed cellernes volumen. Det er senere påvist, at denne ionpumpe findes i næsten alle dyriske celler og danner grundlag for deres funktion.

Jens Christian Skou understregede selv, at hans resultater kun blev opnået gennem lang tids fordybelse i forskning. Dette fremførte han også i den offentlige forskningspolitiske debat, idet han påpegede problemerne ved de uheldige forhold for mange unge forskere i form af hyppige stillingsskift, utallige fondsansøgninger og sektorforskningsansættelser. Han argumenterede i denne forbindelse for, at universiteternes frie forskningsmidler blev øget for at undgå øremærkning af bevillinger.

1954-63 var Skou afdelingsleder og lektor i fysiologi ved Aarhus Universitet, 1963-88 professor i fysiologi samme sted og 1978-88 professor i biofysik samme sted. I 1965 modtog Skou Novo Prisen; fra 1965 var han medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og fra 1988 af National Academy of Sciences i USA. Han blev æresdoktor ved Københavns Universitet i 1986.

Skous hustru, sygeplejerske Ellen-Margrethe Skou (1925-2019), var 1986-97 en kyndig og engageret næstformand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité, udpeget af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

Jens Christian Skou var æresborger i fødebyen Lemvig.