J. Robin Warren, f. 1937, australsk læge, professor i patologi ved Royal Perth Hospital. I 1980’erne påviste han sammen med Barry Marshall bakterien Helicobacter pyloris rolle for udviklingen af mavekatar, mavesår, tolvfingertarmssår og mavesækkræft. Deres arbejde og hypoteser blev oprindelig mødt med stor skepsis blandt fagfolk, men i 2005 kunne de dele nobelprisen i medicin/fysiologi for opdagelsen. Warren har desuden udviklet en metode til påvisning af bakterien gennem analyse af udåndingsluft.