Hjalmar Branting

Branting blev på trods af en borgerlig baggrund hurtigt interesseret i socialismen. Han studerede astronomi ved Uppsala Universitet 1877-1882, men tog ingen eksamen. I studietiden knyttede han sig til radikale miljøer og fik mange internationale kontakter, bl.a. til russiske studenter af nihilistisk og revolutionær observans.

Efter studierne begyndte han at arbejde som journalist, først ved den radikale avis Tiden og fra 1886 ved Social-Demokraten, som han tillige var chefredaktør for i flere perioder frem til 1917. Han var stærkt interesseret i tysk og fransk socialisme og intenst optaget af Karl Marx' tanker. Branting var desuden en fremragende taler med en klar, rolig og overbevisende facon og en fin fornemmelse for grænserne for sine angreb på både borgerskab og regering og på de revolutionære arbejdere og de mere radikale socialister.

Branting blev først i 1907 formelt formand for Socialdemokratiet, men han havde præget den svenske arbejderbevægelse og den demokratiske udvikling i Sverige helt fra slutningen af 1880'erne. I 1887 valgtes han som den første socialdemokrat til Riksdagen og sad i Andra Kammaren til sin død. Han anlagde fra begyndelsen en reformistisk linje, som det svenske socialdemokratiske parti siden hen har fulgt. Branting var en energisk forkæmper for gennemførelsen af en demokratisk stemmeretsreform for både mænd og kvinder, og han kæmpede indædt for indførelsen af en ottetimers arbejdsdag. Han var fredsven, men aldrig fjende af forsvaret og officerskorpset.

I sommeren 1914 nægtede Branting at tro på, at en international krise var på vej. Krigsudbruddet var et chok, som knuste mange socialdemokraters illusioner. Branting blev herefter i stigende grad optaget af udenrigspolitik og blev en varm tilhænger af Folkenes Forbund, i hvis forsamling han var et fremtrædende medlem 1920-1924.

I 1920 dannede Branting Sveriges første rent socialdemokratiske regering. Regeringens program indeholdt bl.a. løfter om at bibeholde monarkiet, om ikke at svække militæret og om ikke at nationalisere alle banker, jernbaner m.m., ligesom det klart undsagde revolution som vejen til et bedre samfund.

Brantings store interesse for det internationale fredsarbejde i Folkenes Forbund var medvirkende til, at han i 1921 sammen med nordmanden Christian Lange fik Nobels Fredspris.