Heinrich Böll

Heinrich Böll, 21.12.1917-16.7.1985, tysk forfatter, i en menneskealder en symbolfigur i den vesttyske litteratur og offentlighed; hans internationale anseelse kulminerede med tildelingen af nobelprisen 1972.

Heinrich Böll var med sine omhyggelige og detaljerede skildringer af især jævne menneskers tilværelse i krigs- og efterkrigstiden en kritiker af afstanden mellem samfundets officielle kristent-humanistiske værdier og dets faktiske åndløshed og kulde.

Med en på anden vis repræsentativ vesttysker, forbundskansler Konrad Adenauer, delte Böll den katolske tro og Köln som hjemby; men han stod de dominerende strømninger i den officielle katolicisme fjernt og endte med at forlade kirken, ligesom han politisk rykkede til venstre og i 1980'erne støttede De Grønne og fredsbevægelserne.

Både som præsident for International PEN 1971-73 og som privatmand gjorde Böll en stor indsats for dissidenter, især i Sovjetunionen, hvor han var meget anset.

Efter at have været soldat i hele 2. Verdenskrig skrev Böll noveller og romaner om krigens kedsommelighed og efterkrigens nød og tristesse. Han blev tidligt opdaget af kritikerne for fortællinger og romanen Wo warst du, Adam? (1951; da. Hvor var du, Adam?, 1955), og i 1951 fik han Gruppe 47s pris.

Hans første store publikumssucces var romanen —und sagte kein einziges Wort (1953, da. —og han svarede dem ikke, 1956). Derefter fulgte en lang række romaner, noveller og hørespil, der forholdt sig til den aktuelle vesttyske virkelighed: Ansichten eines Clowns (1963, da. En klovns opgør, 1963), Ende einer Dienstfahrt (1966, da. Missionen endt, 1968), Die verlorene Ehre der Katharina Blum (1974, da. Katharina Blums tabte ære, 1975), Fürsorgliche Belagerung (1979, da. Omsorgsfuld belejring, 1980), Frauen vor Flußlandschaft (1985, da. Kvinder foran flodlandskab, 1986).

Andre romaner udvidede perspektivet til tysk historie i 1900-t.: Billard um halbzehn (1959, da. Billard klokken halv ti, 1960), Gruppenbild mit Dame (1971, da. Gruppebillede med dame, 1972). Især i kortere fortællinger udfoldede Böll et betydeligt satirisk talent, således i Doktor Murkes gesammeltes Schweigen (1958).

Hans værk omfatter desuden essays om litteratur, om tysk politik, om Köln og Rhinlandet. I perioder virkede Böll som anmelder, og sammen med sin kone Annemarie oversatte han engelsk og amerikansk litteratur. Et specielt mesterværk er Irisches Tagebuch (1957, da. Irsk dagbog, 1965), en kærlighedserklæring til et land, der ikke har ladet sig opsluge af effektivitet og perfektion.

Modstanden mod det perfekte og glatte er i det hele taget typisk for Böll; hans sympati var hos de ydmyge og forurettede, og han blev med en spot, der dog også rummede anerkendelse, kaldt "det gode menneske fra Köln".

Han angav selv som sine hovedtemaer kærlighed og religion, følelser der ikke kan dikteres, og ville minde om, at "mennesket ikke kun er til for at blive forvaltet". Den totale forvaltning havde han oplevet i nazitiden og i hæren; tendenser til den så han også i det moderne samfund, som han kritiserede mere sørgmodigt end aggressivt. Han havde sit ståsted i religionen, men drog politiske konsekvenser af det.

Mens der har været stor enighed om den litterære kvalitet af Bölls tidlige bøger — bekræftet ved den posthume udgivelse af romanen Der Engel schwieg (1992, da. Men englen tav, 1993) — blev hans senere værk genstand for megen, også skarp kritik for at være sentimentalt og sjusket.

Der er dog ingen tvivl om, at Heinrich Bölls forfatterskab står centralt i vesttysk litteratur efter 1945, og at adskilligt af det vil overleve sin forfatter både i Tyskland og internationalt.

Siden 1980 uddeler Heinrich Bölls fødeby Köln den prestigefyldte litteraturpris Heinrich-Böll-Preis.