Faktaboks

Harry Markowitz

Harry Max Markowitz

Født
24. august 1927, Chicago
Død
22. juni 2023, San Diego
Harry Markowitz
Den amerikanske økonom og nobelpristager i økonomi Harry Markowitz. Foto: 1991.
Harry Markowitz
Af //TT/Ritzau Scanpix.

Harry Markowitz var en amerikansk økonom og nobelprismodtager, kendt for sine bidrag til finansiel økonomi. Markowitz var blandt de første til at give en systematisk analyse af værdipapirmarkedet med inddragelse af usikkerhed.

Uddannelse og karriere

Markowitz blev uddannet ved University of Chicago, hvorfra han blev ph.d. i 1954. Herefter var han i en årrække tilknyttet RAND Corporation i Los Angeles og andre forskningscentre.

I årene 1982-1994 var han professor i finansiel økonomi ved Baruch College of the City University of New York, og fra 1994 var han forskningsprofessor ved Rady School of Management at the University of California, San Diego. Harry M. Markowitz modtog i 1990 nobelprisen i økonomi sammen med Merton H. Miller og William F. Sharpe.

Harry Markowitz' arbejder

Markowitz lagde i 1950'erne grundlaget for middelværdi-varians-analysen, som fik stor betydning for finansieringsteoriens udvikling, og som stadig er det centrale værktøj i styring af porteføljer af værdipapirer. Opfattes prisændringer over en periode som stokastiske variable, bestemmer denne analyse en portefølje af værdipapirer, der med mindst mulig varians opnår et givet middelafkast.

Markowitz' arbejder medførte, at finansieringsteori blev til en del af den økonomiske videnskab, og hans analyser udvikledes gennem bidrag af bl.a. Sharpe til CAPM, som i dag er den klassiske lærebogsmodel i finansiel analyse.

I forbindelse med sin forskning ved RAND udviklede Markowitz i 1962 programmeringssproget SIMSCRIPT til brug ved computersimulationer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig