Faktaboks

George Akerlof

George Arthur Akerlof

Født
17. juni 1940

George Akerlof er en amerikansk økonom og nobelprismodtager, som er kendt for sin introduktion af asymmetrisk information i økonomisk teori.

Uddannelse og karriere

Han fik en BA i økonomi fra Princeton University i 1962 og en PhD i 1966 ved MIT under vejledning af Robert Solow. Efter kortere ophold ved Indian Statistical Institute i New Delhi og LSE (London School of Economics and Political Science) blev han tilknyttet University of California, Berkeley; fra 1980 som professor. Han modtog i 2001 Nobelprisen i økonomi sammen med M. Spence og J. Stiglitz for sine bidrag til teorien om asymmetrisk information.

Akerlof blev i 1976 gift med Janet Yellen, der var leder af Federal Reserve System 2014-2018 og finansminister under Joe Biden.

Arbejder

I artiklen The Market for Lemons (1970) analyserede Akerlof den situation, at en sælger af brugte biler ved mere om varen end køberen. Han viser, at det kan betyde, at en ellers fordelagtig handel ikke bliver til noget, eller at kun de dårlige biler ("lemons") bliver solgt. Denne såkaldt ufordelagtige udvælgelse (engelsk: adverse selection) er karakteristisk for markeder, hvor kun den ene part har adgang til relevant information.

I senere arbejder har Akerlof beskæftiget sig med inddragelsen af identitet i økonomisk teori, og sammen med Paul Romer skrev han artiklen The Economics of Looting (1993) om konkursrytteri.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig