Fridtjof Nansen

Fridtjof Nansen var uddannet zoolog og tog en doktorgrad i 1888. Men det blev inden for oceanografien, at han skabte sig et navn som videnskabsmand; han blev professor i Oslo i 1897 og var i 1902 en drivende kraft bag oprettelsen af en international havforskningskommission (ICES) med hovedsæde i København og et centrallaboratorium i Oslo. Han udvidede senere sit videnskabelige virkefelt til også at omfatte humanistiske discipliner som historie og etnografi og inddrog bl.a. den islandske sagalitteratur og tidlige opdagelsesrejsendes iagttagelser i sine arbejder.

Som leder af en seks mand stor ekspedition krydsede Fridtjof Nansen i 1888 som den første den grønlandske indlandsis. Ekspeditionen kom efter store vanskeligheder i land på østkysten og gik på 40 dage tværs over Grønland mellem Umivik og Ameralik Fjord ved Nuuk.

Nansens største bedrift som polarforsker blev dog Framekspeditionen i årene fra 1893 til 1996. Ekspeditionen havde til formål at efterprøve hans teori om, at polarisen drev fra den nordsibiriske kyst over polområdet til Grønland.

Med Nansen som leder og Otto Sverdrup som skibsfører forlod ekspeditionen Oslo den 24. juni 1893 med skibet Fram. Man fulgte den sibiriske kyst, satte den 22. september 1893 skibet fast i isen på 78°50' nordlig bredde, 133°37' østlig længde og drev derpå langsomt mod nordvest med isen. Den 14. marts 1895 forlod Nansen og Hjalmar Johansen (1867-1913) Fram på 84°14' nordlig bredde for at prøve at nå Nordpolen på ski og med hundeslæder.

Det lykkedes ikke, men de nåede 86°14' nordlig bredde som de første overhovedet og gik tilbage til Franz Josefs Land. Her overvintrede de og kom til Vardø den 13. august 1896; ugen efter nåede Fram til Nordnorge, og den 9. september 1896 fik Nansen og den øvrige besætning en heltemodtagelse i Oslo.

Framekspeditionen opnåede store videnskabelige resultater og blev skelsættende for opfattelsen af det polare havområde.

Fra 1905 kom den nu verdensberømte Nansen til at spille en ny rolle. Som diplomat deltog han i København i de forhandlinger, der førte til, at den danske prins Carl blev konge af Norge som Haakon 7. Fra 1906 til 1908 var han sit lands første gesandt i London, hvorpå han for en tid vendte tilbage til sit professorat i Oslo.

I 1920 blev han medlem af den norske delegation til Folkenes Forbund, hvor han samme år blev bedt om at forestå hjemsendelsen af ca. 450.000 krigsfanger fra Rusland og Mellemeuropa. I 1921 blev han udnævnt til højkommissær med den opgave at afhjælpe hungersnøden i Sovjetunionen og hjælpe ca. to millioner russiske flygtninge.

Gennem de følgende år fortsatte Fridtjof Nansen det humanitære arbejde, der også kom til at omfatte Balkan og andre områder, og i 1922 tildeltes han Nobels Fredspris. Han fortsatte samtidig sit videnskabelige arbejde, der udmøntedes i en række bøger og artikler.

• Grønlandsekspeditioner
• Nordpolsekspeditioner
• Sydpolsekspeditioner
• oversigt over Grønlandsekspeditioner

• film om Fridtjof Nansens færd over indlandsisen