FN-styrker er militære enheder og observatører, der af medlemslandene er stillet til rådighed for FN til fredsbevarende eller fredsskabende operationer, herunder overvågning af våbenstilstandslinjer. Indtil 1995 har Danmark udsendt FN-styrker til Gaza, Congo, Cypern, Namibia, Den Persiske Golf, Kuwait og det tidligere Jugoslavien samt observatører til Mellemøsten, Kashmir, Pakistan/Indien, Georgien og Tadsjikistan. I alt har ca. 45.000 danskere i perioden 1948-1995 deltaget i 24 af FN's 31 missioner. I 1990-1991 udsendtes for første gang enheder af Søværnet til FN-opgaver i Den Persiske Golf, hvor korvetten Olfert Fischer patruljerede. Siden har danske maritime enheder deltaget i FN-opgaver i Adriaterhavet. Ud over transportstøtte til danske FN-enheder har Flyvevåbnet udsendt forbindelsesgrupper til danske FN-styrker i det tidligere Jugoslavien for at lede flystøtte til landoperationer.
Danmark har 1991-2002 deltaget i fire større FN-operationer; således har i alt ca. 54.000 danskere siden 1948 været udsendt i missioner og operationer. I foråret 2002 var i alt 93 udsendt under FN, heraf 50 i den britisk ledede FN-brigade i Kabul, Afghanistan. Denne styrke mistede i marts 2002 tre mand ved en sprængningsulykke. Hovedparten af de udsendte har dog været underlagt fx NATO i andre fredsstøttende operationer.
De officielle betegnelser for de forskellige styrker indledes med UN (United Nations) efterfulgt af en forkortelse for den pågældende styrke, fx UNFICYP (United Nations Peacekeeping Force in Cyprus), FN-styrken på Cypern, som Danmark deltog i 1964-1994 med i alt 22.623 mand, og UNPROFOR (United Nations Protection Force), FN-styrken i det tidligere Jugoslavien 1992-1995; UNPROFOR omfattede tre styrker med hovedkvarter i hhv. Kroatien, Bosnien og Makedonien, og den samlede styrke voksede fra ca. 8000 personer til ca. 39.000 personer i 1995; ca. 1000 danskere deltog. Styrken i Bosnien overtog i slutningen af perioden navnet UNPROFOR, mens styrken i Makedonien blev omdøbt til UNPREDEP (United Nations Preventive Deployment Force), FN's præventivt udsendte styrker, og bestod af i alt 498 personer til udgangen af 1999. UNMEE (United Nations Mission in Ethiopia and Eritrea) står for FN's fredsbevarende operation i Etiopien og Eritrea, som blev indledt i juli 2000 for at opretholde våbenhvilen og fredsforhandlingerne efter krigen mellem de to lande 1998-2000. En dansk enhed på 300 mand fra SHIRBRIG-styrken indgik 2000-2001 i UNMEE, som i alt består af ca. 4000 personer (2002).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.