Eugenio Montale

Eugenio Montale var en italiensk digter, der af mange anses for landets største lyriker siden Leopardi. Han voksede op i Genova i en borgerlig familie med sommerhus på den liguriske kyst; et landskab, der spiller en afgørende rolle i hans digte. Han ernærede sig som bibliotekar, oversætter, litteratur- og musikkritiker.

Montale fik i tiden efter 2. verdenskrig en enestående position i italiensk åndsliv, og der stod en umådelig respekt om hans værk og person. Han blev udnævnt til senator i 1967, æresdoktor i Cambridge samme år og modtog nobelprisen i 1975. Prosaen omfatter interessante breve og et stort og betydningsfuldt kritisk forfatterskab. Det var således Montale, der i 1925 opdagede forfatteren Italo Svevo. Forfatterskabet rummer desuden fortællinger, journalistik og essays, men den suverænt vigtigste del af værket er de seks digtsamlinger, der dækker hele hans liv, begyndende i 1925 med Ossi di seppia, betegnelsen for de rester af blæksprutters indre skal (sepiaskal), som kan findes langs stranden ved Middelhavet.

I Montales univers gives ingen mening eller sammenhæng, mennesket kan blot erkende sin situation og etablere en forbigående kontakt med tingene; det kan registrere og erindre. Hans digtning ændres med tiden, men den fundamentale pessimisme, også i forhold til samtidens politiske og kulturelle fænomener, forbliver urokket. Montale kan dermed ses som et af sit århundredes store vidner.

På dansk foreligger i bogform et udvalg oversat af Uffe Harder og Jørgen Sonne (Digte, 1976).