Ertebølle-kulturen, sydskandinavisk stenalderkultur fra slutningen af ældre stenalder, 5400-3900 f.Kr., opkaldt efter en køkkenmødding ved Limfjorden. Bopladserne kendes især fra kysterne, men også fra søer og åer. En særlig type kystboplads er køkkenmøddingerne. Bopladserne ligger tæt og afspejler ofte en bebyggelse på samme sted igennem 1000-1500 år.
Fra ældre Ertebølle-kultur kendes begravelser ofte med rigt udstyr af våben og smykker. Erhvervet var fiskeri, jagt og indsamling. Keramik introduceredes i Danmark i denne periode (ca. 4600 f.Kr.). Som følge af bopladsernes gode bevaringsforhold kendes mange genstande af træ, bl.a. store stammebåde, padleårer m.m.
I yngre Ertebølle-kultur ses tegn på kontakt og udveksling med sydligere bondesamfund. Af kendte bopladser kan ud over Ertebølle nævnes Brabrand, Mejlgård, Dyrholmen og Tybrind Vig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.