Ernest Hemingway

Ernest Hemingway var en amerikansk forfatter og Nobelprismodtager.

Han blev født i Oak Park i Chicago, Illinois. Somrene tilbragte familien ved Wallon Lake i Ojibway-stammens land i Michigan; landskabet og dets oprindelige beboere og deres værdier er til stede i forfatterskabet fra den første bog, Three Stories & Ten Poems, der udkom i 1923 i Paris.

Vejen til den franske hovedstad og anerkendelse gik via et halvt års læretid som storbyjournalist ved Kansas City Star, efterfulgt af deltagelse i 1. Verdenskrig som frivillig i Røde Kors' ambulancekorps på den italiensk-østrigske front.

Ernest Hemingway blev, 18 år gammel, den første amerikaner, der såredes alvorligt på denne front. Som dekoreret helt tilbragte han resten af krigen i Milano med genoptræning og en ulykkelig forelskelse, hvilket inspirerede ham til antikrigs- og kærlighedsromanen A Farewell to Arms (1929, dansk Farvel til Vaabnene, 1936).

Efter et råd fra læremesteren Sherwood Anderson drog Ernest Hemingway til Paris, hvor han var korrespondent for Toronto Star 1921-1926. Årene i Paris og venskabet med F. Scott Fitzgerald beskrev Hemingway i A Moveable Feast (posthumt 1964, dansk Der er ingen ende på Paris, samme år).

Som journalist havde han lært sig en enkel stil, der især i novellerne, fx de 24 noveller om den selvbiografisk inspirerede Nick Adams-figur, virker gennem antydning og kommunikerer ikke udtrykte følelser ved underdrivelse og præcis, ordknap gengivelse af fysiske detaljer. Journalistikken blev samlet som By-Line: Ernest Hemingway i 1967 (dansk Signeret: Ernest Hemingway, 1968).

Den karakteristiske stil, der er påvirket af Anton Tjekhov, Jack London og Gertrude Stein, har dannet skole siden Hemingways gennembrud med novellerne i In Our Time (1925, dansk I vor tid, 1967) og romanen The Sun also Rises i 1926 (dansk Og Solen gaar sin Gang, 1941; nyoversat i 1982).

I denne bog lykkedes det Ernest Hemingway at udtrykke mellemkrigstidens desillusionerede generations tab af håb, tro og etablerede værdier. Som bolværk mod efterkrigstidens nihilisme søgte han det oprindeligt menneskelige: Mod, kærlighed og venskab, og dyrkede det fysiske og sanselige i storvildtjagt, tyrefægtning og boksning, hvor der kræves mod og overvindelse af dødsfrygt.

I Death in the Afternoon (1932, dansk Døden kommer om eftermiddagen, 1961), der handler om tyrefægtning, livsvisdom og det at skrive, er Hemingway blevet stoisk og kynisk i sine angreb på hykleri og puritanisme.

Midt i 1930'erne følte han et stærkt socialt engagement, som det ses i To Have and Have Not (1937, dansk At have eller ikke have, samme år, første fremmedsprogede udgave), hvor de rige og fattige er sat i stærk kontrast.

Ernest Hemingway arbejdede i perioder i 1937-1938 som krigskorrespondent i Den Spanske Borgerkrig og sluttede sig til den antifascistiske front. Han udtrykte sin afsky for denne og al krig i romanen For Whom the Bell Tolls (1940, dansk Hvem ringer Klokkerne for? 1941, filmatiseret i 1943 med Ingrid Bergman og Gary Cooper i hovedrollerne).

I 1940'erne opholdt han sig mest på Cuba, og her udspilles handlingen i hans sidste roman, The Old Man and the Sea (1952, dansk Den gamle mand og havet, samme år), der viser menneskets håbløse, men nødvendige kamp mod tiden. Som de andre romaner blev den filmatiseret.

I 1954 modtog Ernest Hemingway Nobelprisen i litteratur. Syv år senere blev han offer for den selvskabte myte om "den mandige og hårdkogte forfatter" og skød sig. Han efterlod flere ikke færdiggjorte manuskripter, der viser nye sider af ham.

Den lange, men ikke færdigskrevne Nick Adams-novelle "The Last Good Country" (1972, dansk Michigan for længe siden, 1974) viser fx storesøsterens positive indflydelse på forfatteren i deres barndom.

Og den almindeligt udbredte, men misforståede forestilling om Ernest Hemingways ufølsomhed og mandschauvinistiske kvindeopfattelse må revurderes især i lyset af hans korrespondance (Selected Letters: 1917-1961, 1981) og den ikke færdiggjorte roman The Garden of Eden (manuskript 1946-1947 og 1958; udgivet i 1986, dansk Edens have, 1987), der foregriber en senere kønsdebat.