Erik Axel Karlfeldt var en svensk forfatter og Nobelprismodtager. Hans debut med Vildmarks- och kärleksvisor (1895) bidrog med sine præcise naturskildringer fra Dalarna til 1890'ernes svenske, nyromantiske hjemstavnslyrik. De folkloristiske træk forstærkedes og personliggjordes i Fridolins visor (1898) og Fridolins lustgård och Dalmålningar på rim (1901), hvor denne typefigur, der færdes frit i akademiske studier og bøndernes verden, skaber den karakteristiske karlfeldtske tone af kærlig ironi, raffinerede stilblandinger i al munterhed.
Figuren "en löskerkarl", dvs. landstryger, repræsenterer den mørkere side, rodløsheden og splittelsen, der lurede overalt i samtidens liv og digtning. Karlfeldts rimede dalmålninger får indtagende udtrykt almuekulturens sene fase, idet billedernes trohjertede skildringer af bibelske scenerier omsættes i poesiens krydrede versklange. Endnu i Karlfeldts sidste digtsamling, Hösthorn (1927), finder man "Den underbara kvarnen", en direkte gengivelse af en 'ungdomskværn'. De mellemliggende samlinger, Flora och Pomona (1906) og Flora och Bellona (1918), tydeliggør med deres henholdsvis mørkere mytiske og samtidstruende motiver en kulturel nedgangstid, men i en sprogligt rig orkestrering.
Karlfeldt blev medlem af Svenska Akademien i 1904. Han modtog Nobelprisen i 1931 efter sin død.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.