Elias Canetti

Elias Canetti, 1905-1994, tysksproget forfatter og filosof, modtog nobelprisen i litteratur i 1981. Elias Canetti var født i Bulgarien af spansk-jødiske forældre, havde engelsk statsborgerskab og skrev på tysk.

Elias Canetti var kosmopolit med baggrund i det gamle Centraleuropa. I sine erindringer erklærer han selv, at hovedinteressen i forfatterskabet er massen som fænomen: Massen kan både være magtfuld og afmagten selv, altfortærende og forvandlingsdygtig, dødbringende og livgivende. Teoretisk formulerede Canetti sine indsigter i det filosofiske og kulturantropologiske hovedværk Masse und Macht (1960, da. Masse og magt, 1996).

Elias Canetti udsendte som 25-årig romanen Die Blendung (1935, da. Forblindelsen, 1980), der er en humoristisk groteske om en mand, som manisk samler på og læser bøger. Bogmennesket er et hoved uden verden; men verden, fuld af begær og fornedrelse, kommer til ham.

Canetti plejede omgang med mange af århundredets intellektuelle personligheder, fx Hermann Broch og Robert Musil, og forfatterens brogede liv blev beskrevet i tre bind erindringer: Die gerettete Zunge (1977, da. Den reddede tunge, 1986), Die Fackel im Ohr (1980, da. Faklen i øret, 1988) og Das Augenspiel (1985, da. Øjenspillet, 1988). Die Provinz des Menschen (1973) og Das Geheimherz der Uhr (1987, da. Urets hemmelige hjerte, 1987) er aforismeprægede erindringsstykker og refleksioner, styret af Canettis lyst til såvel at ville sammenfatte tiden som at ville sige tiden imod.

Die Hochzeit (1932), Komödie der Eitelkeit (1934) og Die Befristeten (1956) er dramatiske arbejder, mens Elias Canettis sans for at levere pointerede karakteristikker bærer Der Ohrenzeuge. Fünfzig Charaktere (1974, da. Ørenvidnet. Halvtreds karakterer, 1992).