Faktaboks

Brian P. Schmidt
Født
24. februar 1967

Brian P. Schmidt, f. 24.2.1967, amerikansk-australsk astrofysiker, professor ved Australian National University, Weston Creek, Australien, og leder af High-z Supernova Search Team. Schmidt er født i USA og fik sin doktorgrad ved Harvard University, Cambridge, USA. Han har gennem avancerede målinger på fjerne supernovaeksplosioner fastslået, at Universets udvidelse, som har været kendt siden slutningen af 1920'erne, sker med stadig øget hastighed, dvs. Universet undergår en accelererende udvidelse. High-z i titlen på hans videnskabelige gruppe betegner her supernovaer, hvis lys viser stor rødforskydning, dvs. stor hastighed bort fra Jorden.

En særlig type meget fjerne supernovaer, betegnet Ia, opstår ved, at en hvid dværg øger sin masse ofte ved at tiltrække gas fra en nærliggende stjerne, indtil den eksploderer med ekstrem styrke og med kraftig lysudendelse over en periode på nogle få uger. Den maksimale lysstyrke er omtrent den samme for alle sådanne supernovaer uafhængig af, hvor de befinder sig i Universet. Lysstyrken, man observerer fra Jorden, er imidlertid svagere, jo længere væk supernovaen befinder sig, og den observerede lysstyrke er således et mål for afstanden til supernovaen.

Ved at måle lysstyrker fra - og dermed afstande til - 16 supernovaer og samtidig for hver supernova registrere lysspektrets rødforskydning, viste det sig, at de fjerneste supernovaer bevægede sig hurtigere bort fra Jorden end de nærmeste i forhold til, hvad der måtte forventes ved en jævn udvidelse.

Schmidt havde sammen med den amerikanske astrofysiker Adam G. Riess indledt disse undersøgelser i forventning om det modsatte resultat, at de fjerneste stjerner bevægede sig relativt langsommere bort end de nære, dvs. at Universets udvidelse engang i en fjern fremtid ville ophøre.

Resultatet vakte enorm opsigt ved dets publikation i 1998 og blev bestyrket af, at et andet forskerhold ledet af den amerikanske astrofysiker Saul Perlmutter samtidigt og uafhængigt var nået til samme resultat ved tilsvarende målinger på 42 type Ia-supernovaer. Alle tre astrofysikere blev tildelt nobelprisen i fysik i 2011, således at Schmidt og Riess delte den ene halvdel og Perlmutter fik den anden halvdel.

Læs også artiklen Universet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig