Barack Obama

Trods sine blot to års erfaring som senator lykkedes det ham efter en usædvanlig langvarig valgkamp mod Hillary Clinton at blive nomineret som Det Demokratiske Partis kandidat, og ved valget den 4. november 2008 blev han USA's første afroamerikanske præsident.

Valget af Barack Obama blev i brede kredse udlagt som et tegn på, at USA endeligt havde lagt spørgsmålet om race bag sig, og han fik da også opbakning fra et bredt udsnit af befolkningen.

De politiske resultater i Obamas første præsidentperiode var blandede. Én af hans første handlinger var at beordre fangelejren i Guantánamo Bay lukket; det er den stadig ikke blevet (2017). Han gjorde en stor indsats for at appellere hen over det politiske spektrum, men den politiske polarisering i USA blev ikke mindre, snarere tværtimod.

En del af ansvaret kunne tilskrives den republikanske opposition i Kongressen, der i et hidtil ukendt omfang bestræbte sig på at blokere for lovgivning. Obama havde dog i sine første to år som præsident solide flertal i begge Kongressens kamre, og selv om håndteringen af den økonomiske krise var en hovedprioritet, kunne Obama underskrive en række nye betydningsfulde love. Faktisk var den 2009-2011 blandt de tre mest produktive kongressamlinger siden 2. Verdenskrig.

Spørgsmålet, om hvilken rolle offentlige midler skal spille, har gjort, at Republikanerne stillede sig helt afvisende, ligesom konservative Demokrater også var vanskelige at få ombord. Den største lovgivningsmæssige milepæl var sundhedsreformen Affordable Care Act, vedtaget i marts 2010. Den blev hurtigt kendt som "Obamacare". Sundhedsreformen, som gav alle amerikanere adgang til behandling, kan ses som en af de mest gennemgribende reformer af det amerikanske samfund siden 1960'erne.

Den nye administrations største udfordring var Finanskrisen, som var slået igennem for alvor i efteråret 2008.

Den 17. februar 2009 underskrev Obama en lov, der stimulerede økonomien med 787 mia. dollars, og i marts sikrede regeringen store lån til den betrængte bilindustri – først og fremmest 60 mia. dollars til General Motors, som den føderale regering midlertidigt kom til at eje ³/₅ af aktierne i. Det var en risikabel, men succesfuld, satsning, der betød, at General Motors i foråret 2010 kunne præsentere et overskud for første gang i tre år. Det er blevet anslået, at Obama-regeringens økonomiske hjælp af den amerikanske bilindustri reddede omkring 1,5 millioner arbejdspladser og tilmed også endte som en overskudsforretning for staten.

Sent i 2009 var det lykkedes for finanssektoren at komme på fode igen, men problemerne med omfattende arbejdsløshed fortsatte. Obama fremsatte i januar 2010 forslag, der skulle gøre det umuligt for bankerne at genoptage deres risikofyldte politik, der var den udløsende faktor til finanskrisen.

I Irak gennemførte Obama-administrationen en omfattende tilbagetrækning. Mht. Afghanistan indledte Obama en intensivering af den amerikanske indsats; det var hensigten, at en forstærkning af de amerikanske tropper i landet skulle trænge talebanstyrkerne ud og dermed stabilisere den afghanske regering.

Blandt konservative kredse i USA kom det til en særdeles kraftig reaktion på Barack Obamas politik og person. Konspirationsteorier, om at Obama i virkeligheden er født i Kenya og derfor ikke er legitim præsident, florerede.

Den konservative såkaldte Tea party-bevægelse, der stod for modstand imod beskatning, imod statslig indblanding og ikke mindst imod sundhedsreformen, fik særdeles kraftig vind i sejlene. Ved flere lokalvalg led Demokraterne således nederlag, og Obamas personlige popularitet begyndte at falde.

Ved midtvejsvalget i november 2010 mistede Demokraterne flertallet i Repræsentanternes Hus, men beholdt det i Senatet, om end stærkt formindsket. Resultatet gjorde det vanskeligt for Obama at gennemføre flere vidtrækkende reformer, før han var på valg igen i 2012. Den amerikanske økonomi var dog kommet ind i en langstrakt periode med beskeden, men vedholdende, vækst, som atter bragte aktiekurser og ejendomsværdier op, og også – om end i lavere hastighed – nedbragte arbejdsløsheden.

Udenrigspolitikken var det område, hvor amerikanerne havde størst tillid til Obama i hans første embedsperiode. I december 2010 blev et af hans valgløfter opfyldt, da Senatet ratificerede en ny nedrustningsaftale (START) med Rusland. Obamas omfattende brug af ubemandede droner til at ramme påståede terrorister i eksempelvis Pakistan og Yemen var nok kontroversiel, men generelt populær i den amerikanske befolkning.

Et valgløfte blev indfriet, da de sidste amerikanske soldater i december 2011 forlod Irak, og Obama kunne notere en stigning i sin personlige popularitet, da amerikanske specialstyrker i maj 2011 dræbte Osama bin Laden i forbindelse med en aktion, han havde sanktioneret i Abbottabad, Pakistan.

Indenrigspolitisk var resultaterne i tiden efter midtvejsvalget i 2010 begrænsede. Havde kongressamlingen 2009-2011 været blandt de mest produktive, så var årene fra januar 2011 (hhv. 112. og 113. kongressamling), med et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus, de mindst produktive i USA's historie.

En vigtig medvirkende årsag var, at mange såkaldte Tea Party-Republikanere ikke nødvendigvis så det som et mål at få vedtaget føderal lovgivning i Washington, men tværtimod havde en politisk målsætning om at blokere uønskede tiltag. Dette begrænsede Obamas indenrigspolitiske handlingsmuligheder betydeligt.

Blandt de valgløfter, som ikke blev indfriet, var en immigrationsreform og nye tiltag til at modvirke de globale klimaforandringer. Til gengæld lykkedes det i september 2011 at afskaffe diskriminationen af homoseksuelle i det amerikanske militær (den hidtidige politik havde været kendt som "Don't Ask, Don't Tell"). Det var efter alt at dømme også til præsidentens politiske fordel, at han i maj 2012 officielt erklærede, at hans syn på homoseksuelle ægteskaber havde forandret sig, og at han nu støttede dem. Det faldt sammen med et hastigt og markant generelt skifte i amerikanernes syn på spørgsmålet.

I løbet af 2011-2012 var amerikansk politik i høj grad præget af Republikanernes bestræbelser på at få "Obamacare" afskaffet før det for alvor trådte i kraft i 2014. Republikanske forhåbninger om at gøre afskaffelse af sundhedsreformen til et hovedtema ved præsidentvalget i november 2012, således som det havde været ved midtvejsvalget i 2010, blev dog ikke indfriet. Blandt de medvirkende årsager til dette var, at Højesteret den 28. maj 2012 fandt, at det grundlæggende princip i "Obamacare" – et pålæg til alle amerikanere om at have en sundhedsforsikring – ikke, som påstået, var i strid med Forfatningen.

Det var forventningen umiddelbart efter Obamas genvalg, at en række lovgivningsmæssige tiltag, som hidtil var blevet obstrueret i Kongressen, nu kunne vedtages. Særligt en immigrationsreform, som kunne sikre USA's 10-12 mio. illegale immigranter en vej til legal status i landet, regnede mange med ville blive vedtaget. To år senere var det dog endnu ikke sket. Faktisk syntes den lovgivningsmæssige proces i Kongressen at være gået i hårdknude, og trods økonomisk fremgang måtte også Obama se sin popularitet falde betydeligt som en følge af den dysfunktion, der syntes at herske i Washington, D.C.

Han måtte erkende, at mulighederne for at skabe politiske resultater var bedre ved brug af præsidentielle dekreter (executive orders) end de var ved at få lovgivningen gennem Kongressen. Ikke mindst på miljøområdet lykkedes det i de følgende år Obama at skabe betydelige resultater på denne måde.

Han fredede blandt andet større arealer (såvel over, som under havets overflade) end nogen anden præsident i USA's historie. Af andre indenrigspolitiske sejre, som præsident Obama blev tilkendt en del af æren for, var Højesterets beslutning i juli 2015 om at give homoseksuelle en forfatningssikret ret til at indgå ægteskab.

Blandt de sager, der blev set som belastende for Obama-regeringen var afsløringer af efterretningstjenesten NSA's omfattende aflytninger og indsamlinger af data, såvel i USA som i udlandet.

I udenrigspolitikken mødte præsident Obama hård kritik for at optræde tilbageholdende, eller ligefrem tøvende, i forbindelse med en række internationale kriser, såsom militærets magtovertagelse i Egypten, borgerkrigen i Syrien og Ruslands annektering af Krimhalvøen i Ukraine i foråret 2014.

Obama afviste, måske ikke uventet, kritikken, og hævdede eksempelvis, at afvisningen af at sende amerikanske kamptropper til Syrien var blandt de politiske beslutninger, han selv var mest tilfreds med. Blev tøvende anvendelse af militær magt kritiseret fra flere sider, så blev den militære intervention i Libyen i 2011, samt Obama-regeringens drab på terrorister ved anvendelse af bevæbnede droner kritiseret fra andre.

Særligt i de sidste par år af sin anden embedsperiode kunne præsident Obama imidlertid også notere sig nogle betydelige udenrigspolitiske succeser. En af dem var normaliseringen af forholdet mellem USA og Cuba, som begyndte i december 2014, og førte til reetableringen af diplomatiske forbindelser året efter.

En anden milepæl var atomaftalen mellem Iran og de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd – USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig – samt Tyskland og EU. Præsident Obama blev også tilkendt en del af æren for, at det i december 2015 lykkedes at indgå Paris-aftalen om en verdensomspændende begrænsning af udledningen af drivhusgasser.